Oplev Marseilles overraskende bagside

SPANSK-FRANSK. Dos Hermanas serverer hvid sangria og hitter blandt de romantisk anlagte. Christian Martinez/Christian Martinez
SPANSK-FRANSK. Dos Hermanas serverer hvid sangria og hitter blandt de romantisk anlagte. Christian Martinez/Christian Martinez
Lyt til artiklen

»Marseille har et blakket rygte, men det kan mange folk her godt li’. Det giver os kant og adskiller os fra det øvrige Frankrig«, siger Rabiha Benaissa, presseansvarlig for Provence Alpes-Côte d’Azur og medlem af Greeters, en lokal ngo, der viser turister rundt i Marseille.

Der er noget om det. Marseille har i den grad kant. I den gamle havn, Port Vieux, tjekker kulørte kuttere ind og sælger dagens fangst på kajen, alt imens biler og tunede scootere buldrer forbi på boulevard Quai des Belges. På ganske få meter skifter gadebilledet fra fiskemutters slagtilbud til lækre butikker med alt i fashionable dametasker og fine guldure – til regulært skumle områder, hvor ludere og lommetyve har overtaget.

Det er Marseille i en nøddeskal: på den ene side farverig, entreprenant og kosmopolitisk; på den anden side plaget af kriminalitet og slum i en grad, så lokale medier ironisk har døbt byen Rio-sur-Mer.

Europæisk kulturhovedstad i 2013

Men al den snak om kriminalitet og korruption er vildt overdrevet – og i øvrigt en saga blot, hvis man skal tro Marseilles bystyre. Politikerne har kastet over 800 millioner euro efter byen, så den står standmæssigt til 2013, når Marseille fejrer sig selv som europæisk kulturhovedstad.

Byens mange museer og gallerier får for tiden en extreme makeover – for ikke at tale om megaprojektet Euroméditerranée, der i de kommende år skal omdanne store dele af Marseilles gamle industrihavn til et appetitligt kulturareal med al fra museer til 40.000 m2 overdækket powershopping.

Alternativ storbyferie i foråret: Så billigt kan du komme af sted

Der er dog masser af gode grunde til at tage et smut forbi Marseille inden 2013. Klassiske tidsfordriv tæller en pastis i den gamle havn, Port Vieux, eller en svimlende udsigt fra den smukke Basilique de Notre Dame de la Garde på bjerget over byen. Der er dog også andre – og mere underfundige – attraktioner i den gamle havneby. Her er en forsmag.

Hæng ud med Cantona på La Caravelle

Det tætteste, man kommer en vaskeægte havneknejpe i den gamle havn i Marseille. La Caravelle har navn efter en skibstype fra 1400-tallet, og der er da også noget knirkende maritimt over den gamle smugkro med skibsmodeller hængende fra loftet. Med lad dig ikke narre. Baren skifter gear til regulært hipster hang out, når mørket falder på. Kendisser som Eric Cantona ynder at slå vejen forbi baren, der er leveringsdygtig i mere end 30 vine, fadøl og knivskarpe mojitos (spørg efter en mango-mojito, hvis du går sukkerkold). Som alle smugkroer er den ikke ligetil at finde. Gå op ad trapperne til Hotel Bellevue og forbi receptionen på første sal. La Caravelle er også et fint sted at strande ved middagstid til en let frokost (oste, tapenade mm.) eller en kop kaffe med en fin udsigt til Vieux Port.

La Caravelle, 34 Quai du Port, 13002 Marseille. Telefon: +34 491 90 36 64. Åben: Ma.-sø 7-2. On.-lø. livemusik fra kl 20 (mest jazz, men også mere rockede sessions).

Kom i nærkontakt med både film- og Michelin-stjerner

Le Pelle-Mêle – Jazzhule i Vieux Port

Hvis Tom Waits var fra Marseille, ville han hænge ud på Le Pelle-Mêle. Den hyggelige jazz- og bluesbule med de rå stenvægge og nøgne loftsbjælker er en lokal publikumsfavorit – og et obligatorisk pitstop for franske og udenlandske bands, der fra en diminutiv scene skaber en fortættet stemning ud på de små timer. 'Pelle', som de lokale kalder stedet, er også fin, hvis man blot vil hænge ud på den udendørs terrasse – et stenkast fra Vieux Port. Tip: kom før kl. 21 på koncertaftener for at få en siddeplads. Spørg om at få lov at sidde i mezzaninen, hvor der er et fantastisk udsyn over scenen og musikerne.

Le Pelle-Mêle, 8 Place aux Huiles, Telefon: +34 491 54 85 26. Åben: Ma.-lø.18-1. Entre 6 euro på koncertaftener.

Cours Julien – Marseilles svar på Vesterbro

Street art og graffiti pryder husfacaderne i Cours Julien, der har sit helt eget tilbagelænede tempo blot 20 minutters gang fra travle Port Vieux. Nærmest en by i byen. Det lille distrikt overrasker med smalle gader og stræder, grønne områder og små, skæve cafeer og butikker.

Bydelens største plaza fungerede som blomstermarked indtil starten af 1970’erne, men har siden udviklet sig til legeareal for alt fra lokale hispstere til børnefamilier, der lader poderne løs i legestativerne. Uanset om man er til finurlige gallerier og skæve vintagebutikker, pladeforretninger eller artsy antikvitetshandlere, så finder man det her.

Samme legesyge stemning kan opleves ud på aftenen, hvor Cours Julien vækkes til live af natteravnene. Her er tre sjove indslag i bydelen:

Oogie Lifestore
Modebutik, kaffebar og frisør i et? Der er mening med galskaben. Oogie Lifestore lever op til sit navn med en holistisk approach til det at drive forretning og overrasker med sine fancy og dog afslappede klude (der tæller en del skandinaviske tøjmærker), sin gode kaffe bagerst i det lange lokale – og den yderst tjekkede frisør Chez Joce på første sal.

Oogie Lifestore, 55 Cours Julien, 13006 Marseille. Åben: Ma.-lø. 10-19 (butik), 8.30-19 (brasserie), 10-19 (frisør), 10-19, to. 10-21 (kaffebar/lounge).

L’Équitable Café
Alternative koncerter med lokale bands, konferencer om alt fra solidaritet til sojamælk, og en stor sal til filmfremvisninger. Denne listige cafe med det knaldrøde ydre hitter især hos lokale øko-hipstere med sin erklærede sociale dagsorden, bio-vine, mikrobryggeri-øl og friske frugtjuicer. Tjek hjemmesiden for program.

L'Équitable Café, 54 Cours Julien, 13006 Marseille. Telefon: +34 491 47 34 48. Åben: Ti., to., fr. 13-23, on. 10-13, lø. 10-1.

Dos Hermanas – Tapasbar med egen patio

Prøv en hvid sangria eller en iskold Cruzcampo på denne lille charmetrold af en spansk tapasbar med fransk slagside. Her fås især spanske og baskiske specialiteter inden for charcuteri, tortilla, tærter, salater mm. Den indendørs patio hitter hos de romantisk anlagte – og er en lise på en varm sommerdag.

Dos Hermanas, 18 rue Bussy L’indien, 13006 Marseille (Cours Julien). Telefon +34 496 12 00 23. Åben: Ti.-lø. 11-1.

Politiken var inviteret af Air France/KLM.

ARTIKLEN FORTSÆTTER HER:
Side 2: Bouillabaisse: Her skal du spise Marseilles berømte fiskesuppe

Christian Martinez

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her