Vi kan høre dem, før vi kan se dem.
Slagtøjsinstrumenter i flere afskygninger og sangstemmer med selvtillid byder os velkommen, da vi stiger ud af bussen. Kvinderne bærer lange kjoler i et kalejdoskop af stærke farver og mønstre, der komplementeres af tung festmakeup.
Vi befinder os i en lille landsby i omegnen af Samarkand, hvor der blev fejret bryllup for nylig, og vores besøg er arrangeret af det lokale rejsebureau for at give os et indblik i de lokale skikke og traditioner.
Den smukke 21-årige brud har hår helt ned til livet og er klædt i en lang skriggrøn kjole og slør.
LÆS OGSÅ Lene tog til Nepal for at lære døden at kende
Kvindernes fremtoning står i stærk kontrast til den enkle firlængede gård, hvor væggene er lerklinede, og toilettet er et hul i jorden ude bagved ved køerne. Men gårdspladsen viser sig hurtigt at være det perfekte dansegulv.
»Traditionen byder, at både gæster og værter danser sammen ind igennem porten«, instruerer 29-årige Rajabov Bekzod, der er vores kyndige lokale turguide på hele den ni dage lange rundrejse i Usbekistan.
Vores gruppe af 16 danske kvinder i alderen 27 til 79 år er først hæmmet i vores bevægelser af overraskelse, en anelse modvilje og dansk generthed. Men det går over.
Til vores lettelse bliver vi anvist en plads uden for rampelyset under skyggefulde vinranker. Bordet kommer hurtigt til at bugne af små tapaslignende retter, de klassiske runde usbekiske brød og små chokolader.
Vi nipper til herlighederne og ignorerer det faktum, at køkkenet er nabo til kostalden – Imodium-stoppillerne har deres faste plads i tasken sammen med midler til hånddesinfektion og kamera.
Den unge brud serverer med forsigtige bevægelser grøn te, og som traditionen kræver det, er hun bly og slår øjnene ned, når hun overrækker koppen til os en efter en.
Traditionerne holdes i hævd
Mændene i familien sidder bænket til venstre for os, drikker te og lader sig underholde af kvindernes optræden, der er en slags usbekisk musical, som ser ud til at være et følelsesmæssigt drama af kærlighed og ulykke.
I dagens anledning har sangen fået et par grader op i volumen med en mikrofon, forstærker og tre store højttalere. Lykkeligvis ender hele virakken med, at helten får sin udkårne.
En spinkel, charmerende pige på godt 10 år indtager scenen og leverer en flot danseopvisning, et talentshow værdig. Klapsalverne lokker det store smil frem på hendes ansigt, og da hun ser sig selv på digitalkameraets skærm, bliver smilet endnu bredere.
Bagefter bliver vi kvinder budt indenfor i brudens værelse, hvor væggene på traditionel vis prydes af hendes mange nye farvestrålende kjoler.
Ceremonien er en obligatorisk ingrediens i opskriften på et traditionelt usbekisk bryllup, har vi på forhånd erfaret via vores guide, der som mand pænt må holde sig udenfor.
Gulvet er dækket af tæpper og puder, og vi sætter os i en cirkel og lader den store si af træ gå rundt, så alle får mulighed for at sigte noget af melet.
Da det er gjort, sendes smørret ud på samme tur, så alle kan skære en skive til bagning af det brød, der på symbolsk vis skal bringe det unge brudepar held og lykke i deres ægteskab med et ønske om mange børn og godt helbred.
Sanglege med fagter
I dag udgør turismen, ifølge Rajabov Bekzod, cirka 10 procent af Usbekistans BNP, men han spår erhvervet til at vokse markant i de kommende år, da landet har en rig kulturhistorie og imponerende seværdigheder, der er fredet af Unesco som verdens kulturarv.
»I mit job oplever jeg på nært hold, hvordan turismen udvikler sig stærkt. Ikke bare år for år, men dag for dag«, fastslår han med et tilfreds smil.
LÆS OGSÅ
Umiddelbart har vi svært ved at slå Usbekistan i hartkorn med masseturisme, men går profetierne en dag i opfyldelse, er vi blot taknemmelige for, at vi nåede at opleve et fantastisk land i dets nuværende jomfruelighed.
Det er blevet tid til at forberede nationalretten palov, der tilberedes i en kæmpe wok over et lerklinet ildsted i gården. Snittede gulerødder, løg og hvidløg svitses i en sø af olie og krydderier, inden fårekød, rosiner og ris blandes i og koges, til det hele er godt mørt.
Hygiejnestandarden lader noget tilbage at ønske, men vi sætter vores lid til, at bakterier er kogt væk, og spiser med god appetit af den velsmagende ret.
Under tilberedningen af maden har vi fået selskab af en flok nysgerrige teenagepiger fra den nærliggende skole, der fnisende øver deres sparsomme franske gloser.
Men der hvor sproget holder op, tager vi hænderne til hjælp, og under stor morskab lykkes det at lære en del af pigerne og deres lærerinde fagterne til ’Lille Peter Edderkop’. Bagefter skiftes vi voksne kvinder til at synge vuggeviser på henholdsvis usbekisk og dansk.
Selv om vi ikke forstår betydningen af hinandens ord, får jeg en følelse af fællesskab på tværs af kulturer.
»For os repræsenterer turisterne den nye verden, så vi prøver at skabe kontakt. Jeg ved, at mit folk rigtig gerne vil lære turisterne at kende, og alle er meget nysgerrige. Også selv om mange har sprogbarrierer«, siger Rajabov Bekzod.
Efter middagen byder de usbekiske kvinder os danske kvinder op til dans, og nu har vi lært hinanden så meget at kende, at hæmningerne er lagt på hylden. Der er trængsel på gårdspladsens indbyggede dansegulv, og løsslupne grin blander sig med køernes momentvise brølen.
Det er med smil i øjnene og gode minder i hukommelsen, at vi sidst på dagen tager afsked og bogstavelig talt danser ud til bussen.
fortsæt med at læse
