Efter at maratonløb i storbyer har afløst grisefesten som feriens højdepunkt, kræver stadig flere rejsende nye strabadserende oplevelser. De vil løbe maraton på Den Kinesiske Mur eller prøve kræfter med et ultraløb i Alperne. Rejsebranchen melder om kunder, hvor løbesko er lige så naturligt som tandbørsten i kufferten, og hvor ruterne kommer op på alt fra 50 til 166 kilometer. Samtidig skal omgivelserne gerne være så eksotiske eller stigningerne så barske, at der er noget at fortælle om i den lokale løbeklub.
LÆS ARTIKEL Løbeferie giver adgang til ukendte bjergegne i Vietnam
»Vi oplever en ny trend, når det gælder løb. I Topas har vi arrangeret aktive rejser igennem 40 år, og som noget nyt bliver vi mødt med ønsket om løberejser i de samme bjerge og på stier, hvor vi før vandrede eller cyklede«, siger Asger Køppen, der er direktør i Topas Travel, Vietnam.




























