Her er det let at være på rejse.
Find dit sæde i toget. Der er kun vindues- eller gangplads. Sæt dig. Nyd naturen. Kig op gennem glastaget. Vent på serveringen. Forinden skal du lige pløje dig gennem et menukort, der rummer valget mellem seks-syv retter til både frokost og morgenmad.
Ved 17-tiden er togturen slut for i dag. Gå ud til bussen, der kører dig til dit hotel. Nu skal du selv udvise en smule initiativ, for aftensmad er ikke med i pakken. Så skal det være den ene eller den anden restaurant? Eller måske bare lidt fast food, for både morgenmad og frokost ligger stadig tungt i maven.
Næste morgen gentager det hele sig. Bussen kører dig ved 8-tiden fra hotellet til stationen, og du indtager samme plads som i går. Nu er der dog lidt variation: Spisevognen kan nemlig kun rumme halvdelen af togets gæster, så hvis du tilhørte det tidlige spisehold i går, er du i dag på det sene. Det kan betyde, at frokosten først står klar ved 15-tiden, men tro os: Det overlever du nok.
Sådan opleves to dage i luksustoget Rocky Mountaineer, der kører på forskellige ruter gennem de canadiske Rocky Mountains. Politiken har kørt på ruten fra Jasper til overnatning i Kamloops og videre næste dag til Vancouver. Turen foregik på den dyre klasse, Gold Leaf.
LÆS OGSÅ
Serveringen er kun den næststørste attraktion på turen. Højdepunktet er naturen og bjergene, som toget bugter sig igennem.
Toggæsterne kommer op i cirka 1.100 meters højde, kigger ned i gysende dybe slugter, bliver næsten oversprøjtet af vandfald, er i nærkontakt med ørne, kører gennem stenlavineområder og passerer godstog med næsten 200 vogne. De kommer tæt på brusende floder, ser, hvordan bæverne bygger dæmninger, mens de kan undre sig over, hvordan det var muligt at bygge denne jernbane i dette uvejsomme terræn i 1880’erne.
Herunder kommer ni glimt fra togturen.
1. Råb, hvis I ser en bjørn!
Dyrelivet langs jernbanesporet er rigt, men der er ikke noget, som tyder på, at dyrene gider stille op til fotografering. Toget er også hurtigt væk igen, og derfor er det svært at spotte dyrene.
Men en af togværterne starter dagen med at opfordre til, at vi passagerer hjælper hinanden til at få et kig på dyrelivet. Resultatet af førstedagen er dog magert: en hjort af ubestemt art, en fiskeørn samt en del falke.
»Vær ikke generte. Råb af jeres lungers fulde kraft, hvis I ser en bjørn«, lyder det fra togværten. Vi hører nu ikke noget bjørnevarsel på turen, og vi skulle bare være blevet i byen Jasper, hvis vi ville have set en bjørn.
»I går gik der en bjørn lige bag vores hotel. Vi gik dog ikke ud for at kigge nærmere på den«, fortæller en af de togrejsende til Politiken. Bjørne elsker at rode efter madrester, og derfor er alle udendørs skraldespande i Jasper af den særlige bjørnesikrede type, hvor låget skal åbnes i to bevægelser – og det menes at være for svært for en bjørn. Men hvis bjørnen er stor nok, river den nok bare låget af.
2. To veninder på den store tur
Det er et par rejsevante veninder, der gør klar til at indtage morgenmaden på Rocky Mountaineer. De nøjes ikke med selve togturen, men er af sted på en 17 dage lang rejse fra London, som også omfatter et krydstogt fra Vancouver til Alaska.
Stephanie Fane-Bailey og Anna Napolitano bor i henholdsvis Surrey og East Sussex syd for London og indtager nu morgenmaden, mens de canadiske Rocky Mountains ruller forbi udenfor.
»Vi har før været på en lang rejse sammen, men det er ikke noget, der sker hvert år. For tre år siden var vi 37 dage i Australien og New Zealand«, fortæller Anna Napolitano.
Det var en rejse, som krævede lidt mere arbejde fra dem selv, for de bookede selv hoteller undervejs. På denne tur skal man højst selv beslutte, hvilken ret fra køkkenet man ønsker.
3. Togværten har noget med bævere
Dale Leakey er en af værterne på toget, men han nøjes ikke med at servere drinks til passagererne; han griber ofte mikrofonen og fortæller om det, vi ser undervejs. Og han røber hurtigt en personlig favorit:
»Jeg har et blødt punkt for bævere«.
Jeg har et blødt punkt for bævere
Dale Leakey, togvært
Ruten går lige gennem bæverland i et moselignende terræn, som gennemskæres af et bugtet vandløb. Det er sådan et sted, bæveren føler sig hjemme.
»Her bygger bæveren dæmninger, og de er så solide, at de kun kan fjernes med dynamit«, fortæller Dale Leakey. Først samler bæveren store træstammer, som lægges på tværs af vandløbet. Dæmningen tætnes derefter med mindre grene, og græs og mos gør arbejdet helt perfekt.
Derefter bygger bæveren en ’lodge’, et skjulested, hvor den kan gemme sig for sine fjender.
»En bæver er noget af en kødklump og derfor et eftertragtet bytte for rovdyr«, siger Dale Leakey. Men han var dog ikke i stand til at fremtrylle en bæver for togpassagererne.
4. Tyvene kan bare komme an
Langs jernbanen står der stadig lange rækker af telegrafpæle, men der er ikke risiko for, at Canada dropper moderne fiberoptik og går tilbage til den gamle telegraf.
»Regeringen beregnede for nogle år siden, at det vil koste 200 dollars (1.000 kroner) at fjerne hver pæl. Derfor har man besluttet at lade pælene stå og forfalde, så de kan blive genforenet med naturen«, siger togvært Dale Leakey.
Der er ellers store værdier i telegrafpælene. Der er kobberledninger og små glaskugler, der hver især er 20-80 dollars (100-400 kroner) værd.
»Så man kunne håbe, at de tyve, der plyndrer byggepladser for kobberledninger, i stedet kom herud«, siger Dale Leakey.
Det ville dog kræve lidt opfindsomhed, for mange af telegrafpælene står på stejle skråninger, der er svært tilgængelige. Og man får med garanti ikke Rocky Mountaineer-toget til at stoppe, hvis man føler trang til at plyndre en telegrafpæl for dens værdier.
5. Det store Kodak-øjeblik
Kodak har vist efterhånden solgt sin sidste rulle film, men udtrykket ’Kodak-øjeblik’ findes stadig, og det bruges også af togværterne på Rocky Mountaineer. Ideen er, at nu kommer der et stykke natur, der er så smukt, at man bør fyre et par Kodak-billeder af. I dag foregår det dog mere digitalt.
Der er to forskellige reaktioner på Kodak-opråbet. Nogle farer op fra sæderne med deres digitalkamera eller smartphone klar til fotografering. Andre bliver demonstrativt siddende, som om de tænker, at de nok selv skal definere deres ’Kodak’-øjeblik. Og så kan man jo fotografere dem, der fotograferer ’Kodak-øjeblikket’, som i ovenstående billede er Pyramid Falls.