Der skulle stå skinner og tog på menuen. Det skulle være en rejse, hvor sjælen kunne følge med, og hvor det ikke var nødvendigt at tørre svedperler væk fra en stressramt pande.
Derfor havnede vi i de servicerare arme på Deutsche Bahn (DB) – efter først at være blevet mødt med sukken og stønnen på DSB Udland, hvor den kvindelige medarbejder over telefonen kunne fortælle at arrangere en togrejse til Sydfrankrig var alt andet end let, uha-uha. Hun blev derfor særdeles og højlydt lettet, da jeg tilbød hende at finde en anden udbyder, så hun kunne slippe for det frygtelige besvær. »Tak«, sagde hun og afbrød samtalen.
