Vesterbro er byliv på boulevarden, byens bedste kaffe, musik i verdensklasse og cool festzone. Turen Går Til København-forfatteren, der selv bor på Vesterbro, deler her ud af sine egne lokale favoritter.
Siciliansk Is – Gelato i Skydebanen
Rammes du af pludselig udlængsel mod varmere himmelstrøg, er der hjælp at hente i hovedstaden. For eksempel hos Siciliansk Is, et stenkast fra Skydebanehaven på Vesterbro, hvor alt er hjemmelavet, men hvor inspirationen kommer fra den sydlige snude på støvlelandet. Chokoladeis fra Modica, citronis fra Messina, klassikeren Zuppe Inglese fra Palermo – og alt muligt andet. Jeg glæder mig som et lille barn til, at byens bedste isbutik slår dørene op i marts/april – og er ikke særlig glad, når sæsonen slutter omkring 1. oktober. Siciliansk Is, Skydebanegade 3, 1709 København V.




























