Man spiser god mad i Skåne. Rigtig god mad. Det er ikke så underligt, for her leverer havet hummer, krebs og blåmuslinger, og den frodige jord korn, grøntsager og næring til de græssende køer, grise og lam.
Og maden hyldes. I august med et af årets højdepunkter, kräftskiva – eller krebsegilde. I september, hvor ålegilder holdes langs den skånske kyst, og hvor det er højsæson for hummersafari . I november, hvor mortensaften fejres med stegt gås og æblekage med vaniljesauce. Og i december kommer julen med sild, glaseret skinke, Janssons fristelser og ris à la Malta, der ikke er ulig den danske risalamande.




























