»We’re in deep shit now«, siger kommissæren for højesteretten, benene smækket op ad muren, kroppen sunket ned i en rød, hullet lænestol, hånden om en nær tom kildevandsflaske. »Nå, men vil du have en tår? Det er rom – de er herude fra sukkerrørsmarkerne«, fortsætter han og rækker flasken frem mod mig. Klokken er 11, dagen onsdag, og omkring os er: én doven hund, fladet ud på den støvede vej; én kammerat med lukkede øjne, hovedet vippet forover, en diskret snorken; én Nissan pickuptruck, vinduerne rullet ned, anlægget tændt, bassen skrantende, chaufføren væk; ét caribisk hav, turkisblåt, solen glitrende i overfladen, en let brise mod land. Det føles på ingen måde som ’deep shit’ her på i Punta Gorda, den sydligste by i det lille mellemamerikanske land Belize.
LÆS OGSÅ Undgå Spaniens turistmasse: Her er Solkystens guldkorn
Kommissær Louis Braddock, 71, er kreol – betegnelsen for en person, der har afrikansk blod i årerne og oprindelig stammer fra slaverne. Foruden et Jamaicafarvet træsmykke hviler et par briller på hans bare mave, hængt i en lys perlekæde. Hans mørke øjenbryn står frem i forhold til det hvide skæg, som de bevæger sig op og ned, op og ned, i takt med dramatikken i fortællinger om »problemet med verden i dag«. »Da jeg var barn, havde vi ikke brug for noget, og derfor havde vi alt. I dag vil folk have en uddannelse. Det er problemet. Det er derfor, vi er i deep shit«, uddyber Louis Braddock. »For så vil de have en computer, og så vil de have elektricitet, og så boom, pludselig er livet en hassle. Nå, men ehm ... skulle du aldrig smage vores rom?«. »Vi er alle lige« Fra sin veranda på Front Street, en af byens asfalterede veje, kan Louis Braddock observere livets gang i PG, som Punta Gorda bliver kaldt til hverdag – en by, der med 6.000 indbyggere er stor nok til en lufthavn og lille nok til, at skolebørn i grønne uniformer daglig krydser landingsbanen på vej ind mod byen. Stor nok til en politistation, lille nok til ikke at have brug for den.
