Lad os begynde med begyndelsen. Mit første møde med tangoen fandt sted i VJ Dans i Hvidovregade, før den københavnske forstad fik sit eget postnummer. Dér, i svinget i den gamle gade, kæmpede Vincent Jensen ikke alene med sin imponerende hentehårsfrisure, men også med at lære os drenge og piger at danse tango. Jeg husker, at Vincent Jensen altid understregede, at det gjaldt om at danse så tæt, at vi kunne holde en grammofonplade mellem vores dengang meget unge, stramme maver.
LÆS OGSÅ Tag med til et lille stykke Danmark i Sydamerika
Nogle få år efter, i sensommeren 1966, har jeg mit andet møde med tangoen. Det sker i et beskedent forsamlingshus i en birketræslund i det lille finske samfund Tuusula, hvor en lokal teenageskønhed klædt i en blå træningsdragt bød mig op til den finske version af tangoen. Selv var jeg i en rød træningsdragt, idet jeg deltog i et atletikstævne på egnen.
Og skulle De ikke vide det, så er finnerne pjankede med tango; det var jeg ikke det mindste i tvivl om, da vi med svedige pander nogle timer senere sagde tak for dansen og forsvandt ud i den lyse nordiske sommernat.
