Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

KONCENTRATION. Så er det nu. Efter hektiske og dramatiske træningstimer i Adas Tangostudio er vi, det danske par, gledet ud på det ternede gulv i verdens ældste tangosal, Club Sin Rumbo, i et yder-kvarter i Buenos Aires. Ud blandt argentinere, for hvem tangoen er en del af livet. Tangocollage: Roald Als/Rasmus Bech

KONCENTRATION. Så er det nu. Efter hektiske og dramatiske træningstimer i Adas Tangostudio er vi, det danske par, gledet ud på det ternede gulv i verdens ældste tangosal, Club Sin Rumbo, i et yder-kvarter i Buenos Aires. Ud blandt argentinere, for hvem tangoen er en del af livet. Tangocollage: Roald Als/Rasmus Bech

Argentina
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da den gamle redaktør skulle lære tango i verdens ældste tangosal

Selvfølgelig skal man danse tango i Buenos Aires. Modigt og beslutsomt, men også elegant?

Argentina
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lad os begynde med begyndelsen.

Mit første møde med tangoen fandt sted i VJ Dans i Hvidovregade, før den københavnske forstad fik sit eget postnummer.

Dér, i svinget i den gamle gade, kæmpede Vincent Jensen ikke alene med sin imponerende hentehårsfrisure, men også med at lære os drenge og piger at danse tango. Jeg husker, at Vincent Jensen altid understregede, at det gjaldt om at danse så tæt, at vi kunne holde en grammofonplade mellem vores dengang meget unge, stramme maver.

LÆS OGSÅ Nogle få år efter, i sensommeren 1966, har jeg mit andet møde med tangoen. Det sker i et beskedent forsamlingshus i en birketræslund i det lille finske samfund Tuusula, hvor en lokal teenageskønhed klædt i en blå træningsdragt bød mig op til den finske version af tangoen. Selv var jeg i en rød træningsdragt, idet jeg deltog i et atletikstævne på egnen.

Og skulle De ikke vide det, så er finnerne pjankede med tango; det var jeg ikke det mindste i tvivl om, da vi med svedige pander nogle timer senere sagde tak for dansen og forsvandt ud i den lyse nordiske sommernat.

Blandt helhjertede tangodansere
35 år senere var det igen tid til tango. På Heidi Luplaus Danseskole i Hugos Gaard i Køge, hvor kendte socialdemokrater har mødt folk, de ikke burde have mødt. Her terpede fruen og jeg gennem seks-syv sæsoner både standard- og latindanse, men det var nu, som om tangoen aldrig rigtigt blev sluppet løs.

Når jeg sammenlignede vores trin og ’passionerede vildskab’ med det, jeg så i fjernsynet, og som satte ild i dansegulvet og fik flammerne til at slikke op ad kvindernes elegante ben, mens dampen stod ud af mændenes næsebor, så mindede den kontrollerede ’bechske’ tango i Køge mere om en smule uro i køen ved buffeten på den årlige generalforsamling i Dansk Bogholder- & Blækregningsselskab.



Men nogle år senere, i en sidegade i Buenos Aires i Argentina, kom den: nærkontakten med den varmblodede, krydrede tango. Blandt helhjertede tangodansere, der gennem livet har dyrket hjemlandets tidligere så forbudte trin. Som hver fredag aften træder ud af hverdagens trummerum og begiver sig hen i den gamle sal. For at nyde et glas vin, et enkelt måltid og hinandens skønhed og glæde. Og musikken og dansen. I dyb, dyb koncentration. Uden et ord.

I Adas kyndige hænder
Fruen og jeg var fløjet til Buenos Aires og havde indlogeret os på et bed & breakfast i byens historiske centrum. Hos Ada & Valentyn, et argentinsk-hollandsk ægtepar, der havde indrettet en stor lejlighed i en mere end hundrede år gammel, franskinspireret ejendom med en flot, klassisk smedejernselevator.

I dette charmerende og yderst renligholdte overnatningssted serverede hollandske Valentyn hjemmebagt morgenbrød og konverserede gæsterne på en håndfuld sprog. Og af og til dukkede fru Ada op og kostede lidt rundt med gemalen, og som oftest var hun iført en slags hjemmekondidragt, der ganske aldeles skjulte, at hun, Ada fra den argentinske pampas, var en temperamentsfuld, professionel og særdeles stræbsom – tangoinstruktør.

Så efter at vi havde opført os som traditionelle turister og besøgt Eva Perons grav og nynnet ’Don’t Cry for Me, Argentina’ og cyklet rundt i byen og set rigdom og fattigdom i ekstrem grad, spurgte fruen vor værtinde, om hun kunne føre os ind i tangoens verden?

De bedste tangobarer i Buenos Aires

Og det kunne señora Ada – også selv om jeg varslede, at det måske ikke ville blive hendes letteste opgave.

»Vi mødes her i receptionen kl. 14.00«, sagde den argentinske dame med en fasthed, der kunne have fået en sløv folkeskoleklasse til at ranke ryggene og overveje, om det måske ikke havde været en god idé at pudse skoene inden dagens undervisning.

Det havde vi gjort. For selvfølgelig havde vi taget vores veltjente dansesko med til Argentina med et dristigt håb om, at vi ville overvinde turistmageligheden og vise mod til at kaste os i armene på argentinerne. Til det, de er bedst til. Altså foruden at stege bøffer, fostre fodboldspillere og kræve Falklandsøerne fri af Storbritannien.

Argentinsk temperament
Vi dukkede op kl. 14.00, nyvaskede og spændte, og drog af sted med Ada og Valentyn hen til Adas tangostudie, et fancy sted på første sal i et kvarter lidt længere væk.

Vi kom frem til en koncentreret undervisning i et øvelokale til fire og til en time, der satte vort værtspars ægteskab på en hård prøve.

For da vi halvvejs inde i eksercitsen med de grundtrin, der skulle give os et kvalificeret afsæt til de improvisationer, der bærer den argentinske tango, blev opmuntrende rost af den flinke Valentyn for de elementer, vi havde lært indtil nu, stoppede Ada – der har en fortid som professionel danser – brutalt musikken.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derefter kom der, ledsaget af lynende øjne, vibrerende bryn og et par enkelte stamp i gulvet, en spansk svada. Og selv om spansk ikke er noget, jeg praler med, så var jeg ikke i tvivl om essensen af det ’adaske’ foredrag.

Valentyn lignede en mus, da hans kone stoppede for at trække vejret – og bagefter bad sin mand om at oversætte den ordrige strøm. Vi kunne så forstå, at det var noget af en misforståelse, når Valentyn gav sig til at rose os, for der var ikke noget at rose, og at en falsk ros bare ville give os helt forkerte forestillinger om det, vi kunne og var i gang med. Og at det overhovedet ikke var nogen hjælp for os. Om vi kunne forstå det?!

Det kunne vi godt. Og fortsatte med grundtrinene. Jeg tog ’dansegreb’ på fru Ada, der konsekvent flyttede min førende højre hånd på hendes ryg højere op – alt imens hun lod mig forstå, at jeg ikke var til høstbal i mit kolde hjemland. Sådan blev vi ved. Også næste dag.

Bløde mænd duer ikke
Vi skulle føøøle tangoen, vi skulle ikke trampe, men gliiide af sted lydløst hen over gulvet. Som om vi svævede. Men uden at slippe tyngden. Og jeg skulle føre Ada, ikke vise skandinavisk mandsblødhed. Den slags dur ikke i Argentina.

»Det var bedre«, sagde Ada – da hun havde målt fruen og mig i et par danse i studiet, hvor jeg lod, som om jeg styrede løjerne. Vi var rasende nervøse, som var vi til eksamen hos en brysk kvindelig rektor på Den Højere Argentinske Tangoskole.

Det kom vi så senere. For da vi var tilbage i det rare bed & breakfast-etablissement, bankede det på vores dør. Udenfor stod vor barske tangolærer og hendes mand og spurgte, om vi da ikke kunne tænke os at komme med til tangofest på fredag.

»Det er et sted, hvor der kun kommer lokale folk. Så kan I få prøvet det, I har lært«, sagde Valentyn, mens Ada havde indtaget en smilende position ved dørkarmen.

Vi kiggede på hinanden – og sagde straks ja.

Som i en gammel film
Det blev fredag aften. Og sammen med Valentyn og Ada samt en tjekkisk kvinde og østrigsk mand, der også boede på vort B&B, drog vi af sted til et gammelt kvarter med lave bygninger, næsten en times transport væk fra byens centrum.

Og så kom vi til Sin Rumbo – ’La Catedral Del Tango’, en stemningsfyldt dansesal, hvor der er blevet danset tango siden 1919. Hvilket gør den til den ældste af sin slags i verden.

»Ingen turister finder herud, men I skal være velkomne«, sagde den ældre herre med det brede slips, som stod i døråbningen og lignede en vært. Vi betalte 25 pesos per person for at komme ind, cirka 30 kroner, og vi betalte stort set det samme for et enkelt, men veltillavet måltid.



Der var 44 borde, de fleste langs væggene, men også nogle klumpet sammen mod indgangen. Gæsterne hilste hjerteligt på hinanden, alle kendte Ada. Der var den stilige, pensionerede diplomat med hvidt skæg og butterfly, der var den ældre herre i joggingsko og arbejdsbukser, som skulle have sig en tango på vejen hjem. Der var det 70-årige ægtepar, ulasteligt klædt og med afstemte grå frisurer, og som kun drak champagne til maden. Og de flotteste højhælede sko, jeg nogensinde havde set.

Og så var der tangoen. Den alvorlige dans, som fandt sted til gammel og til tider næsten skrattende musik fra højttalerne. Det var som at være med i en gammel film – i et ’simpelt’, men smukt lokale, hvor væggene var domineret af billeder og malerier fra det argentinske tangoliv, som det var blevet levet i 100 år i Sin Rumbo.

En triumf på dansegulvet

Og dansen var delt op i perioder på hver fire danse. Derefter var der et kort mellemspil, som ingen dansede til, og så kom der fire danse til. Under mellemspillet stod parrene på gulvet og talte sammen og lo, og når musikken så gik i gang igen, talte danserne videre i cirka 30 sekunder for så pludselig – som ved et trylleslag – at kaste sig ud i tangoen. Og nu var alle stille. Og i dyb koncentration. Ikke ét ord blev sagt. Kvinderne havde lukkede øjne, mændene så alvorlige ud – og dansen foregik på den måde, at kvinderne havde deres ansigt og næse nærmest vinkelret på eller op mod mandens højre kind. Og så gled alle ellers rundt på gulvet. Nu var det vores tur, danskernes. Og da musikken begyndte igen, førte jeg, nærmest lidt svimmel, fruen ud på gulvet. Til tangodebut i verdens ældste tangosal, selve katedralen. Med en viden om, at nu blev alle hoveder drejet. For hvad kunne de egentlig, turisterne.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Vi tog de fire danse i en slags trance, kæmpede for ikke at lave fejl – og med en koncentrationskraft, der var totalt udmattende. Samtidig med at vi skulle se afslappede ud. Da vi var kommet gennem det, der forekom at være en helaftensforestilling, føltes det som en triumf. Ada og Valentyn klappede – det manglede da også bare – og da vi et par timer efter midnat igen stod ude på fortovet og nød nattekøligheden, kom et af aftenens førende par hen til os og sagde godnat. »Var det jeres første tangoaften«, spurgte manden, der havde sejlet på de syv have, og som kunne engelsk. »Ja«, svarede vi. »Jeg synes, I gjorde det godt. Buenas noches, queridos«, sagde sømanden og tog sin varmt smilende kone under armen og forsvandt hen ad fortovet. » Buenas noches«, råbte vi. Med den stolthed i stemmerne, der falder os argentinske tangodansere naturlig.











Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden