Gymnastik. En af sportens største stjerner, Simone Biles, måtte tirsdag forlade holdfinalen på grund af, hvad der lignede en mindre skade. I stedet handlede det dog mere om mentale udfordringer i forhold til det pres, som den unge stjerne har mærket på sine skuldre. Og tanken om, at hun måske ikke kunne leve op til forventningerne.
»Fysisk har jeg det godt. Jeg er i form. Men følelsesmæssigt er det svært at komme her og være stjernen til OL. Vi tager én dag ad gangen, og så får vi at se«, sådan lød beskeden fra Simone Biles på det efterfølgende pressemøde, hvor hun kaldte situationen en »lille skade for min stolthed«. Torsdag bliver den individuelle konkurrence afviklet, og senere venter fire enkeltdiscipliner ved legene. Det var før OL ventet, at Simone Biles ville blive en af de store medaljeslugere i Tokyo.
Finalen sluttede med russisk sejr foran USA og Storbritannien. Simone Biles er i tvivl om, hvorvidt hun kommer til at være med i torsdagens individuelle konkurrence ved OL. På sin Instagram mandag delte hun også lignende tanker om præstationsangst og skuffelse over ikke at leve op til forventningerne.
Svømning. Svømning. 800 meter fri for mænd debuterede på OL-programmet med et par overraskelser og en dansk skuffelse. Nordmanden Henrik Christiansen, VM-sølvvinder i 2019, endte et halvt sekund fra finalen, hvor sidste plads gik til italieneren Gregorio Paltrinieri, guldvinderen på 1.500 m fri fra Rio. Alexander Aslak Nørgaard, der satser målrettet på 1.500 meter fri, fik OL-debut med en 19.-plads og en tid, der var et sekund fra hans personlige rekord, mens klubkammeraten Anton Ørskov Ipsen mistede pusten til sidst blev nummer 21 med en tid, der var 5 sekunder fra hans danske rekord. Otte andre satte nationale rekorder, blandt andre ukraineren Mykhailo Romanchuk, der var hurtigst af alle med 7.41,28 min.
