Côte de La Redoute er den mest ikoniske bakke i den moderne udgave af Liège-Bastogne-Liège. Den begynder ved at køre under og dernæst langs en hovedvej, hvor cykelgale belgiere i årtier har parkeret i nødsporet for at se rytterne passere. De 1,6 kilometer med 9,5 i gennemsnitlig stigningsprocent skal klares efter mere end fem timers kørsel, hvilket netop gør passagen så modbydelig.
Côte de La Redoute er også Tadej Pogacars bakke. I 2024 og 2025 brugte han det stejleste punkt til at kvase konkurrenterne på så brutal og overlegen vis, at man efterfølgende med ro i maven kunne slukke tv’et uden at gå glip af noget.



























