»Welcome to the cript«. Det er Mikkel Kesslers pressekoordinater og gode ven Simon Lundt, der åbner døren og byder Politikens mand inden for i kælderværelset på The Vale Hotel and Golf Resort et stykke vej uden for Cardiff. Et ganske fint sted faktisk. Det er her, hvor de walisiske fodbold- og rugbylandshold samles inden landskampe. Prisen er også i den pæne ende. En overnatning på et enkeltværelse koster rask væk et par tusinde danske kroner.

Bad. Spise. Sove
Som sådan sætter omgivelserne ikke helt samme præg på Mikkel Kesslers suite. Sengen er godt nok redt og på sin rette plads. Men ellers er alt nærmest rokeret om, så Kessler og hans hold af medhjælpere kan nyde aftenerne i den walisiske landidyl med e-box og dvd-film set fra den halvmåne af sofaer, der omslutter fjernsynet.

»Jeg skal i bad, så skal jeg have noget at spise. Og så skal jeg sove«.

På de to sekunder, det tager den dobbelte verdensmester at nikke velkommen og smide jakken på sengen, får han temmelig konsekvent opsummeret sin plan for resten af eftermiddagen.

Det er der vel heller ikke det store at sige til.

»Vil hellere se en film«
De seneste to timer har han måttet danse for verdenspressen i en alt for lille boksering mit i en rugbyhal på hotellets område og svare på hundreder af spørgsmål fra især spørgelystne amerikanske og britiske boksejournalister, der ofte hellere vil høre om Kesslers syn på Calzaghe end Kesslers syn på Kessler. »Det stresser mig lidt, når jeg skal tale så meget med pressen, og jeg egentlig hellere vil slappe af med en god film«, siger Mikkel Kessler, der i mellemtiden har sat sig i en stol ved suitens spisebord.