»Bjarke, er banen ikke alt for stor?«. De new zealandske spillere så først med undren på den håndboldbane, som mødte deres øjne, da de ankom til arenaen i Noumea på stillehavsøen Ny Caledonien. Til Oceanian Championship. Og dernæst søgte de svar hos deres danske træner. »Nej, den er helt almindelig«, sagde Bjarke Hal og kunne heldigvis aflæse glæde i deres ansigter. Mere plads til kontraløb »Wauw, så får vi meget plads at spille på og kan virkelig løbe kontra«. Benovelsen blev ikke mindre af, at der var tilskuerpladser i hallen, som – fandt de senere ud af – faktisk blev besat, og så af gæster, der betalte for at komme ind og se dem spille! Det resulterede også i mange nerver til første kamp, men først og fremmest stolthed. »Det var en kæmpe oplevelse for spillerne. Nogle af dem havde aldrig spillet på en rigtig håndboldbane før, de havde 1-2 års håndbolderfaring med sig, og det var ikke dem alle, der kendte reglerne«, fortæller Bjarke Hal, som igen er hjemme i Danmark. Efter et eventyr, der uden varsel kom dumpende ned fra himlen, og som bød på et ufatteligt, men også uforglemmeligt møde med en håndboldkultur. Det fik folk til at sige: »Nå ja håndbold, det har jeg spillet i skolen – det er det der spil, hvor man slår en tennisbold op ad muren«. ’Håndbold – nu i Duneden’ I juni 2008 forlod Bjarke Hal Århus og medievidenskab på universitetet og bosatte sig i Dunedin i New Zealand for at læse og opleve et nyt hjørne af verden. En dag fik han øje på et opslag på universitetet: ’Håndbold – nu i Dunedin’. Der er træning hver lørdag, men ikke denne lørdag på grund turnering i Christchurch, fik den danske udvekslingsstudent at vide, da han kontaktede klubben. Men Bjarke Hal var da velkommen til at rejse med. Så det gjorde han. Og fik et chok. Linjer med malertape »Der var folk, der ikke kendte reglerne, og der var ingen dommere – vi skulle skiftes til at dømme kampene. Banen var alt for kort, der var ingen linjer, så dem tegnede vi op med malertape, og der var ingen harpiks«, fortæller Bjarke Hal. »Det var et kulturchok, men samtidig fascinerende. De spillede for at vinde, men det var ikke det primære. Først og fremmest havde de en kæmpe glæde ved at mødes og spille håndbold, selv om niveauet var forbavsende ringe, og der ikke var dommere til stede«. Fraværet af dommere, som kendte reglerne, gjort det i begyndelsen svært for Bjarke Hal. Han tog sig flere gange i at brokke sig over det, der blev dømt – eller ikke dømt – af den mand, der nu var sat til at fløjte.
Der blev hele tiden dømt tremeterkast, for ellers vidste de tilsyneladende ikke, hvad de skulle dømme. De dømte i hvert fald ikke for nøl, der var ikke to minutters udvisninger – heller ikke, når et hold kom til at skifte forkert ud. Så fik man blot forklaret, hvordan man næste gang skulle gøre. Kunne bidrage med nyt »Det var en omvæltning, men alligevel ikke svært for mig at deltage i, for jeg kunne hurtigt mærke, at jeg kunne bidrage med noget – jeg kunne lære dem noget, så den rolle faldt jeg hurtigt ind i«, fortæller Bjarke Hal, som i en kamp eksempelvis måtte forklare, hvad der skulle ske efter et rødt kort: at man så godt må sende en ny mand på banen efter to minutter. Dunedins træner, en indvandrer fra Argentina, foreslog hurtigt, at Bjarke Hal overtog styringen af træningen i klubben.
