Da de gamle glasdøre til brydehallen Soltani Nezhad, der er opkaldt efter en iransk brydestjerne fra 1950’erne, blev slået op på vid gab denne solskinsfyldte forårsdag i det mægtige mellemøstlige lands religiøse centrum, byen Qom – og på datoen 12. marts 1387 efter iransk tidsregning – åbenbaredes et syn af de sjældne. Omkring 100 atletiske sportsfolk i alle størrelser og vægtklasser, brydere i deres bedste, veltrimmede form trænede på en gigantisk måtte, der kunne fylde en halv håndboldbane ud.
Temperaturen i hallen, der kunne minde om et noget lusket 1940-autoværksted i den københavnske sydhavn, var over 30 fugtige grader i kraft af hårdtarbejdende ovne, og bryderne løb, kæmpede eller gymnasticerede i en fortættet atmosfære af sved, af mandehørm i ordets mest næseprovokerende betydning, mens der lød ord og ordrer på tungemål fra Indien, Kirgisistan, Iran, Kasakhstan, Irak, Usbekistan og Tyrkiet. Og fra Danmark. 18-årig udmattet efter vægtpineri Træningshallen var en udstilling af idrætskroppe. Nogle brydere var pakket ind fra top til tå for at tabe kropsvæske og vægt, andre kom spadserende gennem hallen med håndklæder om lænden – direkte fra saunaen, hvor de havde tilbragt halve og hele timer for at presse sig ned i kampvægt. Og nogle helt tredje, som den bare 18-årige danske gymnasieelev Anders Ekstrøm, lå på den bløde måtte og sov. Udmattet efter dagens vægtpineri. For det var det, det handlede om på denne sidste forberedelsesdag inden det internationale iranske brydestævne Yadegar Imam Cup sættes i gang i dag – at komme ned i vægt inden den officielle vejning kl. 18.00 iransk tid. Og det var en hård opgave for flere af bryderne. Ikke mindst for brødrene Ekstrøm, Anders og hans storebror Frederik.
