Da det hele var forbi, deroppe i Stockholm, da den sidste svedige spiller var gået i omklædningsrummet i katakomberne under Råsunda Stadion, og da de 30.000 svenske tilskuere var lusket ud i gaderne med bøjede hoveder og arrede sjæle på den komplet ødelagte nationaldag, ja, da dukkede Morten Olsen op i presserummet, hvor de sidste kanelbullor fra den store kurv i hjørnet netop var tygget til døde. Det var tid for den danske landstræner at udlægge sejrens tekst. At sætte ord på det, der var sket. Og så var det, at Olsen endnu en gang overraskede alle os, der lyttede til den velklædte mand på podiet. Overraskelser er før kommet, når han eksempelvis – og ganske mod alle andres opfattelse – har talt sit hold op til majestætiske højder efter et klart og indiskutabelt nederlag. Denne gang, i den sene lyse svenske aftentime, gik overraskelsen på, at chef Olsen – efter at have udtrykt sin glæde over 1-0-gevinsten i den vanskelige udekamp og også stukket et hurtigt smil ud til de forreste stolerækker – nærmest undskyldte sejren. At den desværre ikke var blevet vundet flot nok. At spillet ikke havde haft den form, han havde ønsket sig. Det hele var meget beklageligt, kunne man forstå. Olsen er altid kritisk Og da Olsen så pludselig selv kunne høre, hvad han havde gang i på den festaften, da landsholdet nærmest havde fået det ene ben og det meste af kroppen ind i SAS-flyet til Cape Town, Sydafrika, og de 3.500 medrejsende fans var ellevilde, så kom en lille erkendelse fra den stramme mand: »Jeg er altid kritisk«. Det er prisværdigt, at landstræneren er tro mod sin fodboldfilosofi. Og jeg mener det. Det betyder, at han har et sigte med sit arbejde. At han ved, hvad han vil, og at han ikke stiller sig tilfreds med middelmådighed. Sådan en mand er en gave for et fodboldhold. At tingene så ikke altid lykkes, er en anden og egentlig logisk sag. Der står jo 11 mand på den anden banehalvdel, som vil prøve at ødelægge de gode intentioner. Det kritiske blik svigter Prisværdigt er det også, at Morten Olsen er tro mod sine spillere. At der er folk, som er knagerækker i det Olsenske arbejde på at nå de spillemæssige lykkestunder – spillere, som altid kan regne med at være på holdet, så længe Olsen står for udtagelsen og ansvaret. Men her synes jeg, at landstrænerens kritiske blik svigter. For hvis han anlagde samme målestok på spillerpræstationerne, som han gør på det kunstneriske udtryk, så burde anfører Martin Jørgensen ikke længere være en del af startopstillingen. Nu skal man aldrig – og det kunne Morten Olsen heller ikke drømme om – udtage et hold med afsæt i enkeltstående præstationer i den sidste træningstime. Man skal parre ungdommelig ærgerrighed og kraft med de ældre spilleres kløgt og rutinerede overblik; det giver den bedste balance og sikkerhed på et hold. En snurrig veteran fra halvfemserne Martin Jørgensen repræsenterer erfaringen. Han er veteran fra halvfemserne, en snurrig spiller, der bringer minder om virtuos og fræk driblekunst. Men som jeg ser det, er det netop – minder. Som han spillede mod Sverige, var Martin Jørgensen helt anonym. Han tilførte ikke holdet noget, han manglede tempo, han manglede ’ildkraft’, han investerede ikke i nærkampene og holdt sig fri af tacklinger. Der er ingen, der siger, at man kun har leveret en god kamp, hvis der er mudder på blusen og blod på knæene, selvfølgelig ikke, men en anfører skal gerne udstråle viljestyrke og engagement. Disse ting stråler ikke længere fra Martin Jørgensen. Og det er en tendens i hans optræden på landsholdet. Han tuller rundt og er ikke længere en betydende kraft, heller ikke i det skabende spil. Det er ganske enkelt, som om Jørgensens fysik ikke længere slår til. At han er mærket af de mange, mange kampe i den italienske Serie A og på landsholdet. Afløsere står klar Med Jesper Grønkjær inde på holdet – og med Thomas Kahlenberg i bedre og bedre udvikling samt Daniel Jensen på vej tilbage – kan Morten Olsen med sindsro sige tak til Martin Jørgensen for lang og tro tjeneste, 88 forestillinger er det blevet til, og overføre ham til reservestaben. Jeg synes, han bør gøre det. Men jeg ved også godt, at det ikke vil ske. Martin Jørgensen er, ganske som Dennis Rommedahl, et fast møbel i den Olsenske fodboldstue, og de vil ikke blive skiftet ud, blot fordi en og anden skriverkarl finder betrækket slidt. Derfor er Martin Jørgensen også med i startopstillingen, når Danmark møder Portugal i Parken i september.