Den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning, Mike Tyson, giver i filmen, der blot bærer hans efternavn, et sjældent indblik i et karriereforløb med store sejre, berømmelse, masser af penge og mindst lige så dramatiske nedture. James Tobacks film blev præsenteret og rost på sidste års Cannes-festival og har for nylig haft premiere i amerikanske biografer. Det er fire år siden, du indstillede din boksekarriere. Har du lagt planer for fremtiden? »Jeg har kun én ambition, og det er at være et ordentligt menneske. Problemet er, at man skal have penge nok til at forsørge sin familie. Det ved enhver. Jeg har børn her i Las Vegas og i New York og Maryland. Mine to ældste børn går på college. Så jeg er nødt til at gå på kompromis. I bedste fald laver jeg en film eller arbejder på en bog, og i værste fald giver jeg et videospil tilladelse til at bruge mit navn (For eksempel ’Fight Night Round 4’, red.) eller medvirker i en komedie (for eksempel ’The Hangover’, red.)«. Var på afvænningHvorfor indvilgede du i at lade James Toback lave en dokumentarfilm om dit liv? »Vi har kendt hinanden i årevis. Jeg har medvirket i en række af hans film. Jeg havde ikke noget at lave på det tidspunkt. Jeg var faktisk på afvænning for at komme ud af mit kokainmisbrug. Jeg så filmen som en mulighed for at lave lidt penge. Måske 50.000 dollar eller sådan noget. Så jeg sagde: ’Lad os lave noget positivt. Noget, der kan give mig lidt motivation’. Jeg var langt nede dengang«.
LÆS ARTIKEL Tyson indrømmer kokain-misbrug
Hvad tænkte du, da du så filmen første gang?
»Jeg syntes, at den var sørgelig og ynkelig. Jeg kunne ikke lide ham, jeg så på skærmen. Han var impulsiv og uforudsigelig. Han bandede hele tiden. Men jeg vil helst tro, at det var den gamle Tyson«.
LÆS ARTIKELMike Tyson holdt midnatsmesse i CannesHvad chokerede dig mest? »Jeg kunne ikke holde ud at se mig selv tude. Problemet er, at alle siger til mig, at det den bedste del af filmen. Men jeg ved faktisk ikke, hvorfor der er så mange, der godt kan lide dokumentaren. Det er en ret usund affære. Jeg vil aldrig se den igen«. Voksede op i en ruinFilmen forsøger at sætte din karriere ind i en sammenhæng. Din baggrund forklarer temmelig meget ... »Jeg og min familie boede i en ruin af en boligblok, der var fuld af rotter. Uanset om man kan lide det eller ej, så er det jungleloven, der gælder under den slags forhold. Det er nemt nok at dømme folk. Man kan hylde dem eller dømme dem. Men selv hvis man forsøger at sætte sig i deres sted, kan man aldrig forudsige, hvordan de kommer til at leve deres liv«. Da du var barn, var du bange for at slås. Det er ret svært at forestille sig ... »Jeg var en splejs og et skravl, og jeg var altid syg. Jeg var på hospitalet hele tiden. Jeg var omgivet af store drenge, der ikke var bange for noget som helst. Jeg var skræmt fra vid og sans. Man bliver ikke til en hård negl, bare fordi man har store muskler. Man skal også have selvtillid. Nogle gange skal der bare en enkelt begivenhed til, for at man forandrer sig. En omgang tæv, der er værre end det plejer at være, en uretfærdighed, man bliver udsat for ...« Bobby Stewart var din allerførste træner. Hvordan var han egentlig? »Han var en fin fyr. Han blev professionel, men han begyndte hurtigt at koncentrere sig om at hjælpe børn med problemer. Børn som mig, der tilbragte det meste af deres tid på institutioner for mindreårige kriminelle. På Tryon (opdragelsesanstalt i New York, red.) så jeg børn med næseblod og trykkede ribben komme ud fra hans klasse. De kunne tilsyneladende godt lide det. Vi talte sammen. Han sagde, at jeg skulle melde mig til hans kursus. Efter nogle dage slog han mig i maveregionen. Det gjorde ondt ad helvede til. Jeg troede, at jeg skulle dø. Selv medarbejderne gik i panik. Det mindede mig om slåskampene i Brooklyn. Jeg blev ved og opsøgte ham igen. Der var noget, jeg meget gerne ville vide. Jeg spurgte, om han kunne lære mig at undgå at blive ramt så hårdt. ’Slap af’, sagde han. ’Om nogle måneder kan du gå på gaden derhjemme uden at være bange for at få tæsk’. Det var Bobby, der foreslog, at jeg skulle snakke med Cus D’Amato, der senere blev min træner. Uden Bobby var der aldrig sket noget«. Indstilling er bedre end musklerMan får det indtryk, at D’Amato lærte dig at blive kriger, før du skulle være sportsmand? »For D’Amato var boksning først og fremmest noget mentalt. Der var ingen, der kunne sætte gryden i kog som ham. Cus og jeg havde begge storhedsvanvid. Vi sad tit og så gamle videooptagelser sammen, og jeg spurgte ham: ’Hvad skulle jeg have gjort for at slå ham der’?. Han svarede altid det samme. Han talte mere om min indstilling end om mine muskler. Om psykologi i stedet for teknik. Han sagde altid: ’Fokus, fokus’. Og så glemte jeg alt omkring mig. Jeg glemte ligefrem, hvem jeg selv var. Og jeg blev til rendyrket styrke. Jeg sagde til mig selv: ’Jeg vil det her, om det så slår mig ihjel’, og ’jeg vil vie hele mit liv til at nå mit mål’. Jeg sagde endda til mig selv: ’Jeg bliver den mester, som ingen vil glemme’«. I filmen siger du ligefrem: ’D’Amato hjernevaskede mig’. »Når man er 13 eller 14 år gammel, og man hver morgen får at vide, at man bliver verdensmester, så ender man med at tro på det. Cus arbejdede hele tiden med mit ego. Når man trænede med ham, var det ligesom et trip. Han styrede min hjerne ligesom et narkotikum. Når jeg ser tilbage på det, virker den grad af manipulation lidt skræmmende. Men man må jo konstatere, at det virkede«. Boksning handler om selvkontrolDer er nogle, der siger, at D’Amato havde så stor magt, at han kunne gøre dig vanvittig ... »Boksning har ikke noget med vanvid at gøre. Det handler om selvkontrol og disciplin«. I filmen siger du ikke desto mindre: »Vanviddet er blevet min eneste normalitet«. »Hele mit liv har været et paradoks. Jeg voksede ikke op det rigtige sted. Når nogen bliver slået ihjel, ringer man normalt efter politiet. I mit kvarter tænkte folk, der kendte offeret, først og fremmest på at få hævn. Da jeg blev voksen, kom jeg ind i verden, der var lige så vanvittig. Jeg købte biler, som andre mennesker køber slik. Jeg samlede på kvinder. Det var svært at holde hovedet koldt«. Du blev trænet til at vinde, men ikke til at tabe. Det kan måske forklare nogle episoder ... »Ernest Hemingway var fascist og racist, men han havde fuldstændig ret, da han sagde: ’Mænd er ikke skabt til at tabe, kun til at dø’. Det er jeg 100 procent enig i«. Læste filosoffer i fængsletLigger problemet i virkeligheden i, at du blev verdensmester i så ung en alder? »Hvis man gerne vil se en tragedie udspille sig, skal man bare finde en 19-20-årig knægt og stikke ham 50 millioner dollar«. Hvilken bokser har imponeret dig mest i sportens historie? »Jack Johnson. Den måde, han ændrede historien på – han blev den første sorte verdensmester i sværvægt – har gjort dybt indtryk på mig. Alle var imod ham, også dommerne«. Dine år i fængsel var et mareridt (Tyson blev idømt seks års fængsel for voldtægt i 1992, men blev løsladt i 1995, red.). Men samtidig fik du mulighed for at blive en anden person. Man skal lide, før man kan forandre sig – er det en gylden regel? »Ikke for alle. En stor græsk filosof sagde engang: ’Modgang gør den stærke stærkere, og den svage svagere’. Jeg tror, at han havde ret«.
