0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Farverige rivaler er en truet race

Sportshistorien er rig på drabelige rivaliseringer mellem farverige personligheder. Men nu hedder trenden ensretning.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
RON FREHM/AP
Foto: RON FREHM/AP

John McEnroe (th) siger tak for kampen til Björn Borg efter finalen i US Open 14. september 1981. Borg tabte finalen og samlede sine ketschere, hvorefter han gik direkte til spillertunnellen og trak sig tilbage fra tennis på topplan. Arkivfoto.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Han kan stadig huske den nat for mere end 30 år siden.

Verner Møller var gået tidligt i seng.

Midt om natten vækkede hans far ham som aftalt. Sammen satte far og søn sig foran lejlighedens fjernsyn iført undertøj og grænseløs forventning. På skærmen tonede bokserne Muhammad Ali og Joe Frazier frem.

De store dueller
Verner Møller, der senere blev landsholdsspiller i håndbold, og som i dag er idrætsprofessor ved Aarhus Universitet, kan stadig genkalde de levende billeder fra en af sportshistoriens mest kendte dueller.

Ali og Frazier er skoleeksemplet på en sportsrivalisering mellem to vidt forskellige personligheder med vidt forskellige sportslige kompetencer, som kæmper indædt og med alle midler om gunst og gyldne gevinster. Verner Møller holdt med provokatøren og elegantieren Muhammad Ali.

Senere fulgte han ivrigt rivaliseringen mellem tennisspillerne Bjørn Borg og John McEnroe – den kølige svensker med det bløde hår mod den hidsige amerikaner med den hårde kæft.

Nerven mangler
I dag kan man opleve mindst lige så gode tenniskampe mellem rivalerne Roger Federer og Rafael Nadal. Verdens nummer et og to spiller medrivende kampe på sublimt niveau. Måske har det aldrig været bedre. Men der mangler ligesom noget. Noget nerve.

»Det er netop, fordi de som karakterer ikke er særligt karakteristiske. Det er sikkert et par venlige mennesker begge to, men jeg har ikke noget billede af, hvordan de er privat. Når de står over for hinanden, så spiller de bare tennis«, siger Verner Møller.

Idrætsprofessoren har stadig de nostalgiske minder om, hvordan han efter at have set Ali og Frazier slå løs på hinanden straks ville meldes ind i den lokale bokseklub.

Det satte moderen dog en stopper for. Og nutidens hyperkommercielle og politisk korrekte sportsverden kan sætte en stopper for nye mindeværdige rivaliseringer, frygter Verner Møller.

Sporten nyder godt af rivaler
»Sporten er på mange måder i gang med en renselsesproces, som truer med at gøre den uinteressant. Atleternes personligheder skal pakkes ned. De bliver i stigende grad funktioner, og den ene atlet kan forholdsvis let udskiftes med den anden«, mener Verner Møller.

Sporten og atleterne selv har ellers godt af rivaliseringer. Det mener den tidligere speedwayverdensmester Erik Gundersen. I 1980’erne var hans ærkerival Hans Nielsen. Opgøret mellem den folkelige og udadvendte Erik Gundersen og den sindige nordjyde Hans Nielsen var »guf for pressen«, husker Erik Gundersen.

»Pressen gjorde sit bedste for at piske en stemning op. Aviserne ringede til mig og fremlagde et eller andet, som Hans havde sagt eller gjort. I flere år kommunikerede vi gennem pressen. Men jeg vil faktisk sige, at det bragte det bedste frem i os begge to. Der var 14 andre konkurrenter, men dem lagde man ikke mærke til«, siger Erik Gundersen.

De positive effekter af den intense og ophedede rivalisering er først gået op for Erik Gundersen efter karrierens afslutning. Dengang handlede det bare om at besejre rivalen.

Rivalerne skærper hinanden
»Det var ikke sådan, at jeg havde noget imod ham som person, men han gik efter de samme mål som mig. Jeg ville bare ikke tabe til Hans. Når han vandt et løb, så tænkte jeg kun på, at jeg skulle slå ham næste gang. Dengang var jeg ikke bevidst om, at der også var positive ting ved rivaliseringen. Jeg var ofte vildt irriteret og kunne blive stikhamrende tosset på Hans«, husker Erik Gundersen tilbage.

Selv om det ikke virker sådan, når rivalerne går løs på hinanden, så er de ofte til gavn for hinanden, forklarer Verner Møller.

»Rivalen er den værdige modstander. Hvis rivalen ikke er der, så bliver ens profil mere konturløs. Så i den forstand får man foræret en skarpere profil og en større vigtighed af rivalen«, siger Verner Møller.

De lokale brag er god forretning
Desuden skæpper en saftig rivalisering godt i kassen. Og selv om sportsfolkene er blevet mere velopdragne, er der stadig lokalrivaliseringerne til at skabe indtjening. Bare spørg Flemming Østergaard, bestyrelsesformand for Parken Sport og Entertainment, selskabet bag FCK. Lokalrivaliseringen med Brøndby er en god forretning.

»Det er utrolig vigtigt for dansk fodbold, at vi har lokalopgørene mellem FCK og Brøndby. Det er vigtigt for os, at vi har nogle ’ærkefjender’ på fodboldbanen. Det er med til at øge faninteressen, og i professionel sport hænger økonomi og interesse sammen«, siger Flemming Østergaard.

Bestyrelsesformanden bryder sig ikke om, at fans på begge sider tilsyneladende hader hinanden. Det synger fansene i hvert fald, når klubberne tørner sammen.

»Det er ikke noget, jeg personligt bryder mig om, men det er heller ikke noget, der forstyrrer min nattesøvn. Vi kan jo ikke revolutionere hele verden, det kan vi i stedet skrive bøger om«, siger FCK-chefen.

Iscenesat rivalisering
Flemming Østergaard bryder sig altså ikke om den hadske rivalisering i fodbolden, men han kan faktisk også opleve noget tilsvarende uden for sportens verden.