Knap en million kroner strømmede ud af Team CSC's præmiekasse, samtidig med at kræfterne på lørdagens enkeltstart sugedes ud af Carlos Sastres krop. Så stor en forskel er der rent økonomisk på at slutte som nr. 2 eller 4 - førstnævnte placering indbringer 1,5 mio. kr., den lidt mindre attråværdige 525.000 kr. - sammenlagt. Men pengene udgjorde intet forstyrrende element, da Bjarne Riis gjorde status over de tre turbulente uger. »Så må de jo bare køre noget stærkere«, sagde han med et smil til den kontante kendsgerning. »Nej, alvorlig talt, så har det slet ikke været inde i mine tanker. Det gjorde mig bare så ondt for Carlos rent personligt, at han ikke fik opfyldt sin drøm om at komme på podiet. Og hele holdet havde også fortjent at stå der, for alle ydede en fantastisk indsats under de betingelser, vi nu engang stillede op«, konstaterer Bjarne Riis. Ingen power »Carlos havde simpelthen ingen power i benene. Han kunne ikke træde de gear, han skulle på enkeltstarten. Men det er mest synd for ham, efter de flotte præstationer han ydede de foregående dage i Alperne. Det allervigtigste for mig er, at de værdier, vi arbejder ud fra, virkelig stod deres prøve, da det gjaldt. For det har været en meget hård tid at komme igennem. Det er let nok, når alt går godt, selv om det også medfører et pres. Det her har været helt anderledes krævende. Og nu trænger jeg bare til at være sammen med min familie, så derfor tager jeg ferie og kommer ikke hjem til Post Danmark Rundt«, siger CSC-chefen, der allerede i morgen skal på en helt anderledes opgave, idet han flytter sit private hovedkvarter fra Italien til Schweiz. Skal CSC-indsatsen nu gøres op i kroner og øre - eller i euro, som jo er den officielle Tourvaluta - kan den i øvrigt sagtens måle sig med sidste års, da superstjernen Ivan Basso var det store navn. 1,6 mio. kr. lød rytternes indtjening på ved begge lejligheder. Og det er vel også et bevis på, at helheden fungerer, selv om topnavnet pludselig forsvinder. Da først de resterende CSC-repræsentanter havde omstillet sig til deres nye roller, prægede de i høj grad Tourshowet. Fränk Schleck oplevede med triumfen på l'Alpe d'Huez så bragende et gennembrud i denne sammenhæng, at det ikke er vanskeligt at se ham som en fremtidig podieaspirant i verdens mest udmarvende cykelstyrkeprøve. Fighteren Voigt Veteranen Jens Voigt stillede gang på gang sin velkendte fightervilje til skue kulminerende med den storslåede sejr i Montélimar. Den mørbankede Stuart O'Grady mobiliserede de sidste kræfter til at tvinge en tredjeplads frem i spurten på Champs-Élysées. Og at de seks ryttere, som sluttelig udgjorde truppen, næsten til det sidste var i stand til at true T-Mobile i holdkonkurrencen, er bare forrygende. Glans over dansk cykelsport kaster disse bedrifter i kraft af holdets tilhørsforhold. Men naturligvis ikke i tilnærmelsesvis samme grad som Michael Rasmussens succesrige stræben efter endnu en gang at erobre den prikkede bjergtrikot. Klatrespecialisten i tjeneste hos hollandske Rabobank indskrev sig allerede sidste år i den internationale cykelhistorie som den første danske vinder af denne Tourkappestrid. Og med ensidig, målrettet satsning fik han atter indfriet sine ambitioner på endnu mere formidabel manér med sin vilde, hidsige solofærd på den vel nok skrappeste af samtlige løbets etaper til La Toussuire.