Det er med kvindelige håndboldtrænere som med pandabjørne. Der findes kun ekstremt få af dem - til gengæld tiltrækker de sig stor opmærksomhed. I international kvindehåndbold er der tre eksemplarer af denne sjældne race. To af dem, 'verdens bedste Anja' og 'den spanske krudttønde', er enten 'rasende geniale eller rablende gale'. Afhængigt af øjnene, der ser. Sandheden er måske blot, at de er begge dele i en (u)skøn blanding. og Uanset hvad, så er Anja Andersen og spanske Cristina Mayo nærmest permanent migræne for dommere og disciplinærudvalg. Blandet med deres uimodsigelige coachingtalent og håndboldfaglige kapacitet er nemlig en tendens til at gå bersærk inden for hallens mure. En tendens, der nu er kulmineret i et par af de største disciplinære skandaler i årevis. Den sidste af de tre, norske Marit Breivik, er til sammenligning et hviskende gemyt i rød-blå træningsdragt. Typen, der bliver på samme post i mange, mange år. Få kvinder - men markante Altså bare tre hunner i et erhverv totalt domineret af hanner. Det rejser en del spørgsmål. Hvorfor er der ikke flere kvindelige toptrænere? Og dem der så er, hvorfor er de så - mildt sagt - markante? Og når de kammer over, hvad sker der så egentlig oppe i hovedet på dem? Politiken har kigget på kønsrollemønstre og kigget i krystalkugler. »Festlige damer« En hel håndboldverden så måbende til, da Anja Andersen den skelsættende dag i Aalborg - undervejs i første halvleg - beordrede sine spillere i omklædningsrummet. Inden chokbølgen havde lagt sig, gik det galt for Sagunto-træner Cristina Mayo i Champions League-kvartfinalen mod Skopje. I et af sine vanlige raserianfald ryddede hun hele dommerbordet og gik til korporligt angreb på de to i sort. Politiet kom heldigvis til undsætning. »Det er et par festlige damer«, siger Leif Mikkelsen. Den tidligere herrelandstræner og nuværende ekspertkommentator på DR forsøger at forklare, hvad det egentlig er, der går galt, når det går galt. »Man må huske på, at det er mennesker, der så brændende ønsker det bedste for deres hold. Derfor er det så hårdt for dem, når de drømme ikke kan realiseres«, siger Leif Mikkelsen. Gik fra banen til trænergerning Han peger på, at Anja Andersen fik sin karriere brat afbrudt og derfor næsten fra den ene dag til den anden bevægede sig fra bane til trænerbænk. Hvilket kan ses. »Den type trænere har typisk de samme karaktertræk, som de havde på banen: De er stærkt følelsesmæssigt engagerede og opmærksomme på alle detaljer i kampen«, siger Leif Mikkelsen. Idrætspsykologen Jørn Ravnholt mener slet og ret, at det handler om stress. Andersen og Mayo har for meget om ørerne. »Hvis man som dem har flere funktioner i klubben, kan det let føre til stress. Mange små tegn over længere tid resulterer i, at de pludselig mister overblikket, som man har set det nogle gange nu«, siger Jørn Ravnholt. Det giver umiddelbart god mening. Anja er Slagelse, og Mayo er Artroc Sagunto. De er entreprenørtyper - selve personificeringen af deres respektive holds succes. Mentorordningen Tanken ligger lige for: Skal der virkelig rundsavealbuer i Anja Andersen-skarphed til, for at kvinder kan vinde en plads i de store trænersæder? Nej, mener Leif Mikkelsen. Han kalder det »noget vrøvl«, at kvinder skulle have hårdere vilkår end mænd. »Hvorfor skulle de have det? Så gad jeg godt se listen over dem, der har prøvet og er mislykkedes. Desværre er der bare ufattelig få, der satser på at komme til tops som trænere. Måske fordi trænerrollen har været koblet tæt til en autoritet, der ikke nødvendigvis ligger til kvinder«, siger Leif Mikkelsen. Breivik formet som leder Det er så her, Marit Breivik kommer ind i billedet. Norges kvindelandsholdstræner gennem 12 år er ikke typen, der møver sig foran i en kø. Hun var selv aktiv på højeste plan i storklubben Larvik, men i stedet for den bratte overgang fra spiller til træner blev hun i fem år formet som leder. Hun havde en mentor (rådgiver) - Leif Mikkelsen. Mikkelsen erkender, at han i spørgsmålet om Marit Breivik ikke kan være helt objektiv, men han mener, at mentorbegrebet bliver brugt for lidt, og at førnævnte iltre typer kunne have haft stor nytte af denne sportens svar på en spindoktor. »Jeg kan huske det, fra da jeg selv var ung træner - der var ingen til at holde mig i ørerne. Mentorordninger er udbredt inden for erhvervslivet, og det burde man også bruge inden for håndbold«, siger han. »For få kvinder er trænere« Også i lille Danmark, der dog i håndboldsammenhæng hører til verdens største, findes der rent faktisk andre trænere på højt niveau end Anja. Men for få, mener Mette Klit. Hun står for fjerde år i spidsen for Skives kvinder i 1. division, og ifølge hende er det »drønærgerligt«, at så få kvinder prøver lykken i trænerrollen. »Jeg er sikker på, vi kan tilføre nogle ting, som mænd ikke kan. Som træner er det vigtigt ikke kun at se på håndboldspilleren, men også personen. Der tror jeg, vi har en større empati og indlevelsesevne i den enkelte spiller«, siger Mette Klit, der nyder godt af sine erfaringer fra 1990'erne, hvor hun var en del af Viborgs succesfulde hold. Anja afskrækker Også Mette Klit hører altså til dem, der kommer fra en aktiv karriere. Og det er en af grundene til, at man ikke ser flere kvinder i forreste række, mener hun. »Efter mange år som aktiv når mange et punkt, hvor de er mætte. Men der er også nogen, der simpelthen er bange for at stå med det enorme ansvar, det er at lede et hold på så højt niveau«, siger Mette Klit. Hun anerkender, at Anja Andersen og Cristina Mayo har en rolle som bannerførere. »Pionerer som dem er vigtige. Men deres stil kan også være med til at afskrække nogen«, siger hun. Mere østrogen I et samfund, hvor kønsrollemønstrene konstant bevæger sig i retning af større lighed, og hvor kvinder i stigende grad forfølger individuelle ambitioner, samt at der snart vil komme efterdønninger fra 'den gyldne generation' i dansk kvindehåndbold - facit: Mere østrogen på trænersæderne, mener tidligere kvinde- og nuværende herrelandstræner Ulrik Wilbek. »Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi vil se mange flere kvindelige toptrænere i fremtiden. Allerede nu er Lotte Kiærskou godt på vej i Randers, og hun bliver med garanti ikke den eneste«, siger Ulrik Wilbek. Hans egen kone, Susanne Munk, er lige nu assisterende træner i Viborg. Også GOG's hollænder Monique Feijen har luftet tanken. Snart er kvindelige håndboldtrænere måske ikke længere i samme båd som pandabjørne.