Hertil og ikke længere. Lørdagen i Zürich blev ikke stepdans eller tango for spillerne på det danske håndboldlandshold - det blev derimod nederlag, skuffelse og tunge træskoskridt ud af Hallenstadion, hvor 10.200 tilskuere så EM-semifinalen bliver danskernes skæbne, ganske som øllet blev skuespilleren W.C. Fields'. Men det er en helt anden historie. 34-31 tabte det danske hold til de spanske verdensmestre - et nederlag, der reelt blev en kendsgerning, inden det første kvarter af anden halvleg var spillet. 'Mission Impossible' Danskerne kom bagud 24-20, og derfra og til sidste fløjt var det 'Mission Impossible' for Ulrik Wilbek og hans spillere. Årsag og forklaring? At spanierne fik udnyttet pausen - hvortil danskerne var gået med en føring på 16-15 - til at lave den forsvarsstramning, der var nødvendig for at bremse det effektive og smukke danske stregspil. Det tvang Wilbek-spillerne til afslutninger på distancen, og det var mere end de magtede. Paradespil virkede aldrig Og i den anden ende af banen kom det danske paradespil aldrig til at virke - og da hverken Kasper Hvidt eller Kristian Asmussen spillede op til det, de har vist tidligere i turneringen, så var der ikke noget at stille op. Boldene peb ganske enkelt om ørerne på det danske forsvarsspillere og direkte i nettet. Hundredevis af danskere Flere hundrede danske tilskuere havde ellers fundet vej til Schweiz og Hallenstadion Zürich for at støtte og juble med det mandlige håndboldlandsholds forsøg på at bryde 'semifinale-skæbnen'. Første gang, dette lykkedes, var tilbage i 1967, da bedstefar var ung, og hvor det daværende Sovjetunionen var modstanderen - og hvor Danmark i Västerås i Sverige vandt sensationelt 17-12. Det gav sølv efter et finalenederlag til Tjekkoslovakiet. Wilbeks tur Siden har Leif Mikkelsen forsøgt hele tre gange i 1978, 1982 og 1984 og Torben Winther to i 2002 og 2004. Og nu var turen altså kommet til Ulrik Wilbek - manden, der valgte at smide hele sit gode omdømme og sin legendariske status, høstet gennem alle tænkelige medaljer med kvindelandsholdet, op på skærebrættet. Fordi, han ville have ønskejobbet. Fordi, han troede, han kunne nedbryde muren til succes. Men det lykkedes altså ikke i første forsøg - og nu er det Wilbek og holdets opgave at samle energi og motivation til at rejse sig i bronzekampen mod Kroatien og vende hjem med EM-medaljer for tredje gang i træk. Alle mand varmede op Wilbek havde besluttet sig for at lade tometer-manden Lars Møller Madsen sidde over sammen med Rune Ohm, ganske som i 'opvisningskampen' mod Rusland. Men landstræneren bad alligevel alle mand varme op, idet han indtil det sidste kunne frygte, at de skadede Bo Spellerberg og Søren Stryger ikke ville være i stand til at spille. Men det var de. Og især Spellerberg fik betydning for, at de spanske favoritter fik store problemer med det danske angrebsspil i første halvleg. Brændte fire skudforsøg Ganske vist brændte Spellerberg fire skudforsøg på den stærke spanske målmand David Barrufet, men alene det, at han udfordrede det spanske forsvar betød, at spanierne måtte gå frem og markere ham - og det skabte plads til Michael Knudsen på stregen, som fik den ene flotte aflevering efter den anden fra netop Spellerberg, når han steg til vejrs og 'truede' med et skud. Og i disse første 30 minutter var Knudsen formidabel. Ikke alene scorede han seks mål på syv forsøg, han fik desuden tilkæmpet sig tre straffekast - og så var han en urkraft i det danske forsvar, hvor man skulle spille aggressivt overfor de spanske skytter, der specielt i åbningsfasen viste deres klasse. Mærkelig halvleg Det var en lidt 'mærkelig' første halvleg. Forstået på den måde, at tempoet ikke var specielt højt - og det kan tilskrives det danske forsvar, der med sine konstante tacklinger mod backerne skabte en vis forvirring og tøven hos spanierne, der aldrig kom i gang med deres tjubang-spil. Fredelig var halvlegen også med kun to udvisninger. Men desværre for det danske hold ramte begge Joachim Boldsen, og det måtte nødvendigvis lægge en dæmper på hans forsvarsspil overfor spanierne, der som ventet havde bagskytterne Alberto Entrerrios og Iker Romero og stregspilleren Rolando Urios som de farligste og mest scorende. 16-15 ved pausen - men dér sluttede festen altså. Som indtil da havde været strålende.