Farvel til Alperne, goddag til en mellemfase og på gensyn allerede fredag til nye, vildt udfordrende bjergetaper i Pyrenæerne, hvor danske cykelhjerter vil blive sendt ud i det hidsigt bankende, røde felt i takt med, at Michael Rasmussens videre færd i det hidtil så vellykkede Tour de France-felttog følges. Torsdagens 187 km lange 12. Tour de France-etape fra Briancon til Digne les Bains bød på det ventede lange udbrud med deltagelse af ryttere, som ingen rolle spiller i det overordnede forløb, men stadig, i modsætning til talrige af kollegerne, har bevaret friskheden efter de foregående dages udfordringer på de høje tinder. Det mundede ud i ekstreme jubelscener blandt værtsnationens begejstrede entusiaster, da David Moncoutié (Cofidis) efter et afsluttende solofremstød kørte sejrrigt over stregen og dermed skaffede det ellers i denne sammenhæng så succeshungrende Frankrig en tiltrængt gevinst på Bastilledagen - den 15. af slagsen siden 1947. Det gik stærkt Moncoutié skilte sig ud fra den offensiv bestående af 13 ryttere, som havde præget størstedelen af etapen, og hvor Team CSC havde haft den italienske veteran Giovanni Lombardi med. Men overordnet ændredes intet, og Michael Rasmussen er med et minus på 38 sekunder stadig nærmest til at true Tour-kongen Lance Armstrong, som sammen med sine Discovery Channel-tropper atter havde alt under kontrol. »Der blev kørt møgstærkt i starten, så det gjaldt om at være oppe på mærkerne, men det var jeg sådan set forberedt på. Det var svært at få overblik over, hvem der egentlig forsøgte sig, men på et tidspunkt blev førergruppen dannet, og så lukkede Discovery Channel af, hvilket også var til min fordel. Der var ingen foran, som truede min position hverken sammenlagt eller i bjergkonkurrencen, så jeg var fint tilpas med udviklingen«, fortæller Michael Rasmussen, der stadig slås med en knude i skridtet, som - hvor mærkeligt det end lyder på baggrund af hans udfoldelser - er meget generende. »Jeg får behandlinger hver dag, og vi prøver på ikke at gøre det til et for alvorligt problem. Et eller andet sted i baghovedet bekymrer det mig imidlertid. For alt er ikke, som det skal være. Men jeg har ikke rigtig tid til at tage mig af det lige nu. Forhåbentlig står vi overfor en ny nem en dag til Montpellier. Her er det jo sprinterne, der skal tage over. Og i hvert fald behøver jeg ikke bekymre mig om bjergtrøjen, for der er kun en enkelt spurt undervejs, og den har jeg ingen planer om at blande mig i«. Rasmussen i front Torsdagens styrkeprøve ændrede intet i dysten om den prikkede trikot, hvor Michael Rasmussen stadig har 71 points forspring til Christophe Moreau (Credit Agricole), eftersom ingen af lykkeridderne i det succesrige fremstød på landevejene tæt på den berømte Route Napoleon sydpå i Frankrig udgjorde den ringeste trussel mod danskerens position. Michael Rasmussen er absolut ikke den eneste, der tror på, at han har en særdeles god mulighed for at holde fast i sin aktuelle status som løbets store sensation. Det samme fornemmer også hans tidligere arbejdsgiver Bjarne Riis. »Med mindre der sker noget fuldstændig uforudset, tror jeg, at Michael kører på podiet. Og her taler jeg altså ikke kun om bjergtrøjen. Men vi skal stadig lige huske på, at løbet er langt endnu, og efter min mening er det værste tilbage. Weekenden i Pyrenæerne byder på endnu skrappe udfordringer, end vi har set her i Alperne. Det ændrer imidlertid ikke på, at Michael indtil videre har leveret en fantastisk præstation. Han har ramt superformen lige på rette tidspunkt, og jeg er imponeret«, fastslår Bjarne Riis. Ingen fortrydelse »Jeg nærer imidlertid ikke den ringeste fortrydelse over, at han nu optræder for Rabobank i stedet for hos os. Jeg har jo haft ham og ligeledes muligheden for at beholde ham, men sådan skulle det altså ikke være. Og jeg er temmelig overbevist om, at han er kommet på sin rette hylde hos hollænderne. Dér får han fuldstændig frie hænder til at lægge sit program, og det ville næppe have været tilfældet hos os. Michael og jeg har nok for forskellige idéer om, hvordan tingene skal gribes an, så det er utvivlsomt det bedste for begge parter, at vores veje skiltes«. »Samtidig med, at jeg er imponeret over hans indsats, vil jeg da også gerne slå fast, at jeg stadig tror på, vi har en sikker podiekandidat i Ivan Basso. Han føler sig stadig bedre tilpas, og hverken han eller jeg er tilfreds med, at han gør det lige så godt eller lidt bedre end sidste år, da han blev nr. 3. Målet er sejren, og selv om Lance Armstrong og hans folk har været meget overbevisende i Alperne, er det ikke ensbetydende med, at vi har opgivet at angribe ham«. »Vi venter blot på det rette tidspunkt, og det kommer selvfølgelig en af dagene i Pyrenæerne. Om det så lykkes for os at gennemføre vores forehavende vil tiden vise. Viljen til at forsøge er der i hvert fald, men det er en streg i regningen, at vi har måttet sige farvel til Jens Voigt. Det er altid mit mål at nå til vejs ende med alle mand, men man kan nu engang ikke kæmpe mod kendsgerningerne. Vi har stadig en meget slagkraftig trup. Og frem for alt en Ivan Basso, der brænder efter at få sine ambitioner indfriet«, fastslår Bjarne Riis.