Det lå ligesom i kortene fra starten. Faderen havde været en succesfuld banerytter med adskillige danske mesterskaber og olympisk deltagelse på cv'et. Desuden købte familien et hus få hundrede meter fra cykelbanen i Odense, for selv om faderen havde pensioneret sin egen karriere, ville han fortsat gerne bevare tilknytningen til cykelmiljøet. Derfor blev han træner for Odenses juniorer. Og det var, når juniorerne susede rundt på velodromen, at en lille Alex Rasmussen tumlede rundt med sin egen cykel for at forsøge at blive ligesom farmand. Passer cykelbanen »Det er ham, der går rundt derovre«, siger den nu 21-årige Alex Rasmussen og peger over mod en midaldrende mand, der trisser rundt i bunden af Odense Cykelbane med et stykke værktøj i hånden. I dag er han ansat af Odense Idrætspark til at passe cykelbanen, hvilket er yderst belejligt, når nu Alex Rasmussen har valgt at holde fast i banesporten, og det er tilmed i en sådan grad, at han kan kalde sig verdensmester i disciplinen scratch. Ny ukendt disciplin En relativ nystartet løbsform, som går ud på, at rytterne kører 15 kilometer på ovalen, og den, der kommer først over stregen, har vundet. »Der er ikke så mange, der kender scratch. Men den ligger godt til mig, fordi jeg er hurtig uden at være sprinter, til gengæld har jeg lidt mere udholdenhed«, siger Alex Rasmussen. Lidt doven Det med udholdenheden er dog ikke noget, som altid har været en selvfølge for unge Rasmussen. For i modsætning til de fleste cykelryttere, er Alex Rasmussen ikke en decideret træningsnarkoman - tværtimod har han altid været lidt doven. Med sit store talent kom resultaterne af sig selv i juniorårene, og derfor var Alex Rasmussen ikke meget for at bruge timer på at træne - han vandt jo alligevel. »Jeg har altid været den type, der skulle have forklaret, hvorfor det var nødvendigt at træne på landevejen. Hvis ikke, der var en mening med det, så gad jeg ikke«, fortæller han. »Jeg syntes, det var sjovere at sidde og spille computer. Samtidig var jeg slem til at drikke for mange sodavand og spise slik, og det er jo ikke optimalt for en cykelrytter«, siger Alex Rasmussen. Gad ikke mere Dovenskaben drev Rasmussen helt derud, hvor han i 12-års alderen helt holdt op med at cykle. Det kunne lyde som et almindeligt teenagesyndrom, hvor man hellere vil være sammen med vennerne, men det har nu aldrig været det, som fik ham til at holde op. Han gad bare ikke, men heldigvis for Rasmussen kom han til at savne sine bekendtskaber i cykelmiljøet, og da han fyldte 15 vendte han tilbage til sporten. Træner vendte skuden Det helt store vendepunkt kom dog først, da Rasmussen rendte ind i den daværende banelandstræner, Tayeb Braikia, der blev den første træner, som var i stand til at overbevise Alex Rasmussen om, hvorfor det er en god idé at leve sundt og træne hårdt. »Han kunne bare forklare det, så det gav mening. Og da jeg samtidig kunne se, at jeg rent faktisk blev bedre, var det også nemmere at tage de lange ture på landevejen«, fortæller banerytteren. »Og så hjalp det også, at han accepterede, at jeg i starten ikke kunne klare så meget som de andre. Før Tayeb havde jeg altid problemer, når jeg nåede ud over 80 kilometer i et landevejsløb, fordi jeg aldrig trænede længere. Og når det begyndte at gøre ondt, stod jeg af - men det er heldigvis ovre nu«, siger Alex Rasmussen. Satser på OL I dag har Alex Rasmussen ingen problemer med at følge med, og han er blevet så god, at han har vundet sit første A-løb. Men landevejsrytter bliver han aldrig, for han har ikke den tålmodighed det kræver. I stedet satser han på scratch, men også her drosler han ned, for at koncentrere sig om den olympiske disciplin parløb, samt den danske satsning i fire-kilometer holdforfølgelsesløb. »Før i tiden gad jeg slet ikke køre parløb, for jeg havde simpelthen ikke noget overskud. Det har jeg heldigvis nu, selv om jeg mangler den råstyrke, som mange af de andre har. Men den styrke skal nok komme - jeg er bare stadig lidt bagud, fordi jeg ikke trænede så meget som junior«, siger Alex Rasmussen, der i parløb stiller til start sammen med Michael Mørkøv. Medalje-drøm De to drømmer om at snuppe en medalje i disciplinen ved OL i Beijing, og at dømme ud fra deres debut som parløb, hvor det blev til en 8. plads ved et world cup-stævne i Moskva, kunne noget tyde på, at parret har en chance. »Hvis jeg lukker øjnene og tænker frem til en august dag i Beijing i 2008, ser jeg en masse tilskuere - endda en god stor flok danskere, der er kommet for at se på de danske atleter - mens Michael og jeg står på skamlen og får vores medalje«, siger han. »Men okay, det er selvfølgelig svært at forestille sig, for det ligger langt ude i fremtiden. Men jeg håber, det kan lykkes, for min far han driller mig altid med, at jeg ikke har været til OL, omvendt så håber jeg, at det ender med, at jeg driller ham, for han har jo aldrig vundet en olympisk medalje«, siger Alex Rasmussen. At makkerparret Rasmussen/Mørkøvs OL-drøm har bund i realiteternes verden, beviste de så sent som i denne uge, hvor duoen vandt europamesterskabet i parløb for U23-ryttere.