Desperat dansk pointjagt

Lyt til artiklen

Ved et pudsigt sammentræf stod de kun et par meter fra hinanden, VM's måske mest spændende personlighed den 20-årige canadiske topscorer Rick Nash og den hårdt prøvede svenske boss for det danske ishockeylandshold Mikael Lundström, da de i går skulle give udtryk for deres syn på det videre forløb af den kappestrid i Østrig, der favner dem begge, men fører dem i vidt forskellig retning. I går ved middagstid havde de hver for sig overstået en træningsseance i Innsbruck-komplekset Olympiaworld - Nash for at løse op inden det forestående møde med Sverige, Lundström som led i den moralske restaurering efter fiaskoen mod Slovenien frem mod dagens konfrontation med de østrigske værter - og var i kældergangen ind til omklædningsrummet, som er det eneste officielt tilladte mødested for medier og aktører, klar til at levere deres friskeste budskaber. Danske frustrationer Himmelstormeren Nash, der styrer på sikker stjernekurs, og den efterhånden lidt for nederlagsvante Lundström havde optimismen til fælles - om end den havde vidt forskellig baggrund. Den unge canadier vælter sig i succes og kan ikke se, hvorfor den skulle stoppe foreløbig, hvilket heller intet da tyder på. Den midaldrende svensker, som ellers med rette har kunnet sole sig i æren for at have ført dansk ishockey ind i verdenseliten, plages af en stribe præstationer, der peger direkte mod eksklusion fra det fineste selskab, men har trods alt ikke opgivet håbet. »Vi havde et meget langt og givtigt møde fredag aften efter kampen mod Slovenien. Det var vigtigt, at alle fik luft for deres meninger og ikke gik i seng uden at have sat ord på, hvad de følte. Og jeg tror, det løste op for de frustrationer, som sad i os alle efter det opgør. Hvor det så fører os hen, kan kun tiden vise. Jeg er sikker på, fysikken ikke fejler noget, så inden spillerne går ind på isen mod Østrig, handler det udelukkende om at arbejde med det mentale«, forklarede Lundström, mens Rick Nash sludrede om sine muligheder for at kunne kalde sig verdensmester. »Hvor pinefuldt det end var for mig at se på, at de gutter, jeg ved, kan gøre det uendeligt meget bedre, klappede helt sammen, er det i denne sammenhæng ligegyldigt. Det handler om, at de kommer videre og indser, at de ikke behøver være bange for at vinde, som det tydede på, at de pludselig var mod slovenerne. Og jeg synes, jeg kan mærke, de har rejst sig. Desuden kan det vel også være til vores fordel, at Østrig er under et endnu større pres, end vi er«, vurderer Lundström. Jannik Hansen er tilbage Landstræneren håber at have Jannik Hansen tilbage i dagens duel, hvilket kan tilføre den offensive del af Danmarks satsning et interessant element. Men ligesom for Nicolas Monberg, der sprang gårsdagens træning over efter at være blevet skadet mod slovenerne, handler det om, hvordan de sidste timer op til kampen mod Østrig forløber, inden det med sikkerhed kan fastslås, om de bliver klar. Givet er det, at dagens konfrontation i Olympiahalle definitivt kan sætte punktum for det danske eventyr i A-gruppen. Kun en sejr kan holde liv i de efterhånden vildelsesagtige drømme om at bevare positionen blandt de 16 bedste, og Lundströms fornemmelse af, at Østrig rent psykisk skulle være ligeså langt ude i tovene, som hans egne tropper, forekommer i vid udstrækning som ønsketænkning. Rent faktisk arriverede værterne i går i Innsbruck med en succesoplevelse i bagagen. For som sådan må 2-2 mod Tyskland betragtes efter en indledning, der hed 0-2. Ikke mindst med baggrund i et turneringsforløb, der indtil da i de overordnede træk ellers var identisk med det danske - lutter lussinger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her