Montrer og skabe bugner med pokaler, vimpler og sølvtøj i alle afskygninger på museet under en af tribunerne på Anfield, fodboldklubben FC Liverpools mytiske stadion i udkanten af byen. Der er billeder af tidligere stjerner og fortidens store managers med Bill Shankly i spidsen, der ikke havde brug for Søren Kierkegaard til at løse livets mysterium: »Livet er fodbold«, sagde han engang og tilføjede, at fodbold i sin reneste form blev praktiseret på Anfield. I aften skal 'Rafa', klubbens spanske manager Rafael Benitez, og hans stjerner vise, om det stadig holder stik, når de møder Chelsea i returkampen i semifinalen i Champions League. Optimismen intakt Men optimismen fejler ikke noget ude på Anfield. »Vi er ved at lave plads til den næste pokal«, siger en af guiderne på klubbens imponerende museum. Her er fodboldkultur for alle pengene, og fans fra hele verden strømmer til, hvilket afstedkommer ironiske bemærkninger fra rivalerne Everton, hvis stadion Goodison Park kun ligger ti minutters gang fra Anfield. Og på den anden side af floden forsøger Tranmere Rovers fra 3. division at følge med. Folkets klub »Vi er folkets klub. Vi er klubben for folk fra Liverpool. De røde ovre på Anfield lever af folk udefra og japanere«, siger en af pigerne i receptionen. Det vrimler faktisk med japanere i butikken på Anfield, der er på størrelse med et stort dansk supermarked. Trøjer med midtbanestjernen Steve Gerrards navn bliver revet ud, og selv en af ekspedienterne er skeptisk. »Det viser, at de ikke følger med. For Steve er måske væk til sommer, og lokale fans køber ikke trøjen med hans navn. Men sig det ikke videre«, siger ekspedienten med et glimt i øjet. By og sport født til hinanden Oppe i museet hersker ånden, og Bill Shankly, den store manager fra tresserne, og hans efterfølger, Bob Paisley, der førte klubben til talrige triumfer i britisk og europæisk fodbold i næsten 20 år, er allestedsnærværende på billeder og plakater. Men vi får også fortællingen om klubbens fødsel - i skyggen af den ældre klub Everton - og dermed beretningen om en by og en sport, der var født til hinanden. »Liverpool var indtil for 15 år siden arbejdernes by. Før det var den indvandrernes by, og fodbold var de fattiges sport. For en billig billet fik de ikke alene god underholdning. De fik sammenhold og en identitet, der rakte langt ud over fodboldens rammer«, fortæller guiden. Aldrig alene Måske derfor er klubbens slogan »You'll never walk alone«. Det er taget fra sangen af samme navn, som et andet af byen Liverpools historiske navne, popgruppen Gerry and the Pacemakers, gjorde populær i slutningen af tresserne. Den gang lød omkvædet lørdag efter lørdag fra den verdenskendte gamle trætribune, The Kop, der er indbegrebet af Liverpool. The Kop eksisterer i dag i en mere moderne udgave med siddepladser for at leve op til de strenge sikkerhedskrav. Stemningen er der stadig Men siddepladser eller ej - stemningen på den nye Kop er der fortsat. I dag kommer tilhængerne i klubbens røde trøjer, og der er piger imellem. Kontrasten er voldsom til billederne fra 1957, der viser en endeløs række af mænd i gamle frakker og uldne kasketter, der i silende regn venter på at komme ind til lørdagens kamp. »Dengang stod vi op - og fodbold skal ses stående. Det er ikke teater«, siger Bruce Harris, der har fulgt klubben i over 60 år. Fodbold er selve livet Klimaks kommer ikke oppe på The Kop, men nede på jorden, i the dug out, hvor Rafael Benitez og hans - spanske - assistenter sidder. Her skal man blot sætte sig i trænerens sæde, læne sig tilbage, høre suset fra The Kop og forestille sig brølet, når Xavi Alonso eller Steve Gerrard banker bolden i mål, og man er manden, alle kameraer bliver rettet mod. Det er lykken. Og lige ved at Politikens udsendte giver gamle Bill Shankly ret: »Fodbold er selve livet«.