Begge mænd havde rundet 30 for et par år siden. Den ene havde en hvid AGF-trøje på. Den anden havde en lyseblå Randers FC-trøje på. De lignede to, der havde delt en sixpack inden kampen og sludrede nu på vej til fodbold. Inden den blåklædte gik ned til hjemmeholdets tribune, klappede han sin hvidklædte kammerat på skulderen og ønskede ham en god kamp fra gæsternes solbeskinnede baglinje. Det er én måde at gå til fodbold på. Få sekunder efter Mikkel Rask havde headet bolden i AGF's mål og dermed afgjort kampen til hjemmeholdets fordel, styrtede en lille håndfuld AGF-fans ind på banen. De ledte efter lidt ballade og mødte et par kontrollører. Det er en anden måde at gå til fodbold på. Viljen til forskel Men heldigvis fik de 8.628 tilskuere også en ganske underholdende kamp at se. Den var ikke velspillet i særlig lang tid ad gangen, men den bød på mange chancer. Og så opførte Randers-spillerne sig som om, de ligesom deres træner, Lars Olsen, tror på, at de er et superligahold. Også til næste år. Med sejren overlod de da også Superligaens sidsteplads til Herfølge og kom op på siden af FC Nordsjælland, der spillede uafgjort med netop Herfølge. »Det er et spørgsmål om vilje«, mente Lars Olsen efter kampen, og det mente AGF-træner Søren Åkeby også. »I dag er de et bedre hold end os. Ikke fordi de spiller bedre, men fordi de skaber flere chancer end os og virker mere sultne. Og det er dét, man vinder fodboldkampe på«, sagde Åkeby, der mente, at hans hold burde have spillet mere primitivt på den svære bane. Luftspil I de første tyve minutter var det nu svært at få øje på noget, der ikke var primitivt. Begge hold havde svært ved at få det etablerede spil i gang, og en del af opspillet foregik derfor i luften. Det der gjorde forskellen var, at Randers var gode til at holde presset højt oppe på AGF's banehalvdel, når de var kommet derop. Den første farlige situation opstod, da Carsten Fredgaard og den anden Randers-debutant Christian Lundberg efter fem minutter stod bag et flot oplæg til Svenne Poulsen. Poulsen var dog uheldig, da hans skud ramte overliggeren. Der var også chancer til både Lundberg og flittige Karsten Johansen i det første kvarter. I begyndelsen var AGF mest farlig på kontraangreb, der sjældent blev helt farlige. Første gang, smilets by for alvor viste tænder, var efter 25 minutter. Tobias Grahn fik tæmmet en bold, vendt sig og afsluttet hurtigt, men forgæves. Overtag til de hvide Langsomt fik AGF overtaget. De fik varieret spillet med hurtige bolde på midtbanen, gode rush langs kanterne og et befriende Leon Andreasen-los en gang imellem. Blandt andet gav det en kæmpe chance, som Christer George burde have scoret på tre minutter inden pausen. Anden halvleg lignede den første. Randers kom bedst i gang. Gjorde hinanden gode. Det var ikke særlig smukt, men let direkte spil, tætte markeringer og god bevægelse. Ligesom sidst fik gæsterne dog overtaget, og havde ligesom Randers flere muligheder for at bringe sig i front. Blandt andet, da Randers' Mikkel Rask med en fremragende tackling fik sat en stopper for Christer Georges friløber. Rask toneangivende At det blev Mikkel Rask, der afgjorde det hele, var ikke ufortjent. Hverken den kendsgerning, at det var ham, der løb af med dagens helterolle, eller den, at det blev Randers, der løb af med alle tre point. AGF havde hovedparten af det etablerede spil, men Randers vandt de afgørende nærkampe og fik skabt de fleste chancer. Det vinder man fodboldkampe på. Det er der vist ikke nogen, der er voldsomt uenige i.