Efter at anklagemyndigheden i Berlin har meddelt, at man mistænker 25 personer fra det tyske fodbold- og tipsmiljø for at være indblandet i bandekriminalitet og bedrageri, overstiger omfanget af Hoyzerskandalen offentlighedens hidtil værste forventninger. Samtidig siger den advokat, der repræsenterer den 25-årige fodbolddommer Robert Hoyzer, skandalens hovedperson, at de egentlige bagmænd tilhører tidligere østeuropæiske efterretningsmiljøer. »Mange af disse folk fra det østeuropæiske udland hørte tidligere til efterretningstjenesten«, siger advokaten Stephan Holthoff-Pförter til det seriøse ugeblad Die Zeit. »De har søgt nye opgaver. Det er mænd, der overhovedet ikke slapper af. De går meget professionelt og fornuftigt frem«. Europæisk netværk Holthoff-Pförter siger, at der er tale om et europæisk netværk, og at det drejer sig om store penge. Spilleindustrien omsætter for mindst lige så meget som prostitutionsbranchen. Berlins politi har arresteret tre kroater, der ejer Café King i Berlin, og i den forbindelse beslaglagt 2,44 millioner euro på deres konto. De tre er professionelle tippere og hører til Hoyzers nærmeste omgangskreds. Anklagemyndigheden siger, at man ud over Hoyzer mistænker dommerne Jürgen Jansen, Felix Zwayer og Dominik Marks. Dertil kommer 14 spillere fra klubberne VLR Ahlen, Chemnitzer FC, Energie Cottbus, Dynamo Dresden, Kickers Offenbach og SC Paderborn. Derimod er tre spillere fra Hertha BSC Berlin renset for mistanke, siger anklageren. De tre spillere har nu truet ugebladet Focus, der bragte deres navne frem i lørdags, med sagsanlæg. Afsløret af spil Berlins anklagemyndighed mener, at der i 2004 er manipuleret med resultaterne i mindst ti kampe i 1., 2. og 3. Bundesliga samt i pokalturneringen. Det tyske fodboldforbund, DFB, har fået aktindsigt og siger, at Hoyzer har tilstået, at han har manipuleret fire kampe, heraf to i regionalligaen, en i 2. Bundesliga og en i pokalturneringen. Det var det sidste spil, der afslørede ham. Desuden har spillere i SC Paderborn og Dynamo Dresden indrømmet, at de har modtaget penge fra en ukendt velgører, på den betingelse at de vandt deres hjemmekampe. Ransagning af hjem Dommer Jürgen Jansen har fået sit hjem ransaget af politiet. Han mistænkes for at have manipuleret en Bundesligakamp 27. november i fjor mellem FC Kaiserslautern og SC Freiburg, der endte 3-0. Han afviser, at han har gjort, hvad han mistænkes for: »Hvis det forholder sig anderledes, vil jeg falde død om«. En række af de mistænkte spillere har aflagt juridisk ed på, at de ikke er impliceret. I Tyskland kan falsk edsaflæggelse resultere i op til tre års fængsel. Pres på forbund Samtidig vokser presset på Gerhard Mayer-Vorfelder, der er formand for DFB. I søndags sagde han i et populært tv-show, i strid med sandheden, at DFB aldrig var blevet advaret om Hoyzer af tipstjenesten. Derpå fremlagde det statslige Oddset en fax, man så tidligt som i august i fjor havde sendt til DFB. Men den 71-årige Mayer-Vorfelder har ikke tænkt sig at gå af, siger han til medierne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























