Symbolikken sprudlede i takt med champagnedråberne, da Tour de France-feltet kastede sig ud i de traditionelle finalefestligheder på den afsluttende færd mod Champs-Elysées. Tidligt på etapen bød den franske gigantbegivenheds sportslige direktør Jean-Francois Pescheux som vanligt hovedrolleindehaveren Lance Armstrong på champagne - ikke mindst til ære for fotograferne. Siden skænkedes også et glas til den tidligere Tour-konge Jan Ullrich, og hvor Armstrong nøjedes med et nip, hvis der overhovedet slap noget væske over læberne, for at tilfredsstille de ivrigt klikkende medieudsendinge og derefter kylede det fyldte glas ind i vejkanten, tømte Ullrich sit bæger i fulde drag. Nu er det nok for meget at tillægge disse snapshots fra en tre uger lang styrkeprøve afgørende betydning, men forskellen i de to stjerners handlemåde var alligevel slående, og synes umiddelbart sammenlignelig med indstillingen til deres profession. Og i hvert fald var Armstrongs holdning - at vente med nydelsen, til jobbet er overstået - i fuld overensstemmelse med udtalelserne på pressemødet aftenen inden, der efterhånden også har udviklet sig til et fast programpunkt for indehaveren af den gule førertrøje. Ullrich og vægten »Jeg er tit blevet spurgt, hvordan det kan være, at ingen kan slå Lance Armstrong, og uden at kunne give nogen skudsikker begrundelse, tror jeg nok, jeg et stykke hen ad vejen kan forklare det. Og grundlæggende er jeg af den opfattelse, at den mand, der slider hårdest, fortjener sejren. Mit engagement i mit arbejde er kompromisløst. 365 dage om året handler min tilværelse om cykling. Hvis nogen spørger, om jeg er på cyklen også juledag og nytårsdag, er svaret ja. Og jeg kunne aldrig drømme om at sætte mig i en situation, hvor jeg seks uger før Touren vejer 10 kilo for meget«, konstaterer Lance Armstrong med klar adresse til Jan Ullrich uden at bringe tyskerens navn ind i samtalen. Om Lance Armstrong vender tilbage til Tour de France næste år, ved næppe engang han selv. I hvert fald kunne hans udtalelser på pressemødet både tydes som et farvel og et på gensyn. »Tour de France er det største cykelløb i verden, og det har skabt min succes. Jeg kan ikke forestille mig ikke at være en del af det til næste år. Men der er ingen beslutninger truffet omkring planlægningen. Det gør Johan Bruyneel og jeg i løbet af de nærmeste måneder. Men stiller jeg op igen i 2005, kan jeg garantere for, at jeg møder i perfekt kondition og kommer for at vinde. Det vil aldrig blive en eller anden form for promenade for mig«. Masser af målsætninger Lidt senere kom så den melding, der måske peger frem mod Armstrongs andre udfordringer. »Så meget kan jeg sige, at det er helt sikkert, at jeg ikke til næste år vil tilrettelægge mine forberedelser på samme måde som hidtil. Jeg kan simpelthen ikke bære at være væk fra mine børn så længe ad gangen. Jeg bliver helt desperat, når jeg skal undvære dem i to-tre måneder. Og jeg ved, at de også savner mig. Men jeg tror på, det kan lade sig gøre at træne på ét kontinent og køre vigtige løb på et andet. Der er også andre opgaver, der trækker. Giro d'Italia, timeverdensrekorden og VM er nogle af de mål, jeg godt kunne tænke mig at stræbe efter. Men jeg når næppe det hele, for alderen indhenter jo også mig«. »Det er imidlertid det sjoveste år, jeg har haft som cykelrytter, siden jeg begyndte at koncentrere mig om Tour de France. Jeg kan ikke forklare, hvad det ligger i, for egentlig er det jo lidt mærkeligt, at jeg som snart 33-årig føler på denne måde. Det skyldes ikke pengene eller stræben efter at skrive historie. Men jeg nyder simpelthen konkurrencerne. At stille op mod 200 andre ryttere som her. Og så har jeg jo også haft nogle lidt anderledes oplevelser i denne sæson med spurtsejre både på hjemmebane og i Touren«. Da Armstrong blev bedt om at udpege højdepunkterne fra sine seks sejrrige Tour-felttog, så han nærmest opgivende ud. Men i en håndevending havde han fattet sig og fyrede et meget kort og koncist svar af: »I 1999 var det sejren på prologen og den første gule førertrøje. I 2000 triumfen på Hautacam samt den anden samlede gevinst i et år, hvor Marco Pantani og Jan Ullrich vendte tilbage, og mange troede, jeg ville blive slået. I 2001 førstepladsen på L'Alpe d'Huez. Fra 2002 synes jeg ikke, der er noget specielt at fremhæve. Sidste år var det den afgørende etape til Luz Ardiden. Og i år er det den helt specielle fornemmelse ved at træde op på podiet i Paris og vide, at der er skrevet cykelhistorie«. Dopinghilsen til Virenque Indimellem er Armstrong undervejs på etaperne blevet mødt af en negativ attitude hos tilskuerne, og da han kommenterede det, affyrede han samtidig en hilsen til det franske folks yndling Richard Virenque, som han tidligere havde gjort det til Jan Ullrich. »Jeg gad vide, hvilken mester det egentlig er, publikum vil hylde. Er det mon én, der har været involveret i cykelhistoriens største dopingskandale? Så vidt jeg er orienteret, har flere af mine forgængere heller ikke altid været lige populære. Selv Eddy Merckx oplevede undertiden at blive pebet ud, så der går ikke noget af mig, fordi et mindretal blandt tilskuerne, er knap så begejstrede over at se mig. Men jeg vil gerne understrege, at jeg føler, at majoriteten langs landevejen har været særdeles positiv overfor mig, og jeg kan da sagtens forstå, hvis andre er utilfredse med, at jeg måske sørger for, at lige netop deres store helte ikke kan gøre sig så stærkt gældende«.