Jublen på danske fodboldstadioner bliver fra tid til anden brudt af skingre mislyde. Racistiske tilråb, abelyde og nedværdigende slagsange. Disse fremmedfjendske toner skal blæses ud af fodboldarenaerne. Det mener blandt andet fodboldklubberne Frem og Brøndby, der i samarbejde med fire antiracistiske organisationer sætter fokus på 'fodboldracisme' i eftermiddag i Valby Idrætspark. Vi må reagere Arrangørerne vil sørge for taler, pjecer, bannere og konkurrencer for at bringe emnet op til overfladen. »Racisme har desværre fundet vej til europæiske fodboldstadioner, og vi har også oplevet hændelser i Superligaen, som vi må reagere på«, siger Simon Christensen fra organisationen MiXeurope, der er med til at arrangere kampagnen i Valby. Problemerne i danske fodboldklubber har ikke nået samme kedelige niveau som i visse andre europæiske storklubber. Bannere, der hylder Italiens tidligere diktator Mussolini og den nu afdøde jugoslaviske krigsforbryder Arkan har skæmmet stadion i den italienske klub Lazio. Og ledelsen i en anden italiensk klub, Verona, erkendte for nogle år siden, at den ikke vil købe sorte spillere af frygt for tilhængernes reaktioner. The National Front Tidligere var den engelske fodboldklub Chelsea FC et samlingspunkt for The National Front, Englands nyfascistiske parti, der solgte deres blade åbent på og uden for stadion og sendte tilråb som 'Trigger, trigger, trigger - shoot that nigger' mod grønsværen. Sådanne tilstande har man ikke oplevet i Danmark. Men et blik på medierne i den seneste måned vidner om, at der også er kedelige tendenser herhjemme. Råb efter Viborg-spiller En gruppe tilskuere på Esbjerg Stadion forfulgte først på måneden den farvede Viborgspiller Bertrand Tchoutang med abelyde og andre tilråb. Og i Århus sendte den højreekstremistiske fanfraktion i AGF, White Pride, for nylig en meddelelse ud på nettet om, at den samler penge ind for at få sendt klubbens to mørklødede midtbanespillere, Josta Dladla og Jeffrey Aubynn, hjem hurtigst muligt. Dansk Boldspil-Union, DBU, har hidtil undladt at gå aktivt ind i kampen mod racisme på danske fodboldstadioner, fordi man ikke mener, at der findes et egentligt racismeproblem i dansk fodbold. Den holdning holder organisationen fast i. »Der er måske nogen, der bruger scenariet omkring fodboldkampene til at udtrykke racistiske eller politiske holdninger. Men det er ikke en del af fodboldmiljøet. Vi kan jo ikke forhindre folk i at gå ind på stadion«, siger DBU's kommunikationschef, Lars Berendt. Røde kort Simon Christensen fra MiXeurope så gerne, at DBU bidrog til at skabe en mere omfattende indsats mod racisme på fodboldstadioner. Det har man gode erfaringer med i England og Norge. I Norges bedste fodboldrække har spillerne et rødt kort med sig til hver kamp, som de rækker i vejret for at vise racisme ud af stadion. Ud over MiXeurope er organisationerne Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Flygtningehjælp og SOS Racisme med til at arrangere 'Kampen mod racisme' i Valby Idrætspark.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























