Det er lørdag formiddag i Barcelona. Den catalanske hovedstad summer af turister, som jagter foråret og et godt tilbud i den indre by. På Ramblaen har gadens multikunstnere iført sig kostumerne og indledt deres show i håb om at vriste en enkelt euro eller to fra dem, som alligevel spankulerer ned ad hovedgaden uden formål. For staben af sportsjournalister, som har FC Barcelona som stofområde, er lørdag den dag, hvor den hollandske træner Frank Rijkaard holder sit ugentlige pressemøde op til morgendagens kamp mod Atletico Madrid. Derfor er der ingen forårsshopping eller gadeunderholdning til dem. Turen går til Camp Nou, hvor byens stolthed normalt træner på banen ved siden af det enorme stadion. Lukket træning Men sådan er det ikke i dag. Træningen foregår inde på Camp Nou, og træner Rijkaard har dikteret 'puertas cerradas' - lukkede døre. Det afholder nu ikke de mest dedikerede fans fra at tage plads ved den rampe, som fører ned til det underjordiske parkeringsanlæg. Nok har Rijkaard smækket porten i, men så kan man jo altid stå og vente på, at Kluivert, Overmars, Davids, Reiziger og selvfølgelig stjernen over dem alle, brasilianske Ronaldinho, får klædt om og spist, inden de kommer op ad rampen. For pressen går turen ind gennem glasdøren og ned i kælderen til presserummet. Tre tv-stationer, talrige radiostationer og omkring 50 skrivende journalister har fundet vej denne formiddag for at høre det seneste nye fra Barca-lejren. »Sådan er det altid«, konstaterer Marcos López fra avisen El Períodico, mens han høfligt viser Politikens udsendte rundt. Uden for presserummet hænger portrætterne af de mange Barcelonaspillere, som har repræsenteret klubben på det spanske landshold. Og indenfor er stole med skrivepult sat op på række foran en scene med to mikrofoner. »Hvor er du fra?«, spørger en journalist fra en anden spansk avis. »Jeg er fra Danmark. Jeg er her på grund af kampene mod Brøndby«. Laudrup er ikke glemt »Ahhh ... mod Laudrup. Ja, ja - jamen så velkommen da«, siger journalisten, inden han starter et større krydsforhør om Brøndby, spillerne, og om de spiller 4-3-3, 4-2-2 - og om Laudrup spiller med lange bolde eller mange berøringer. Efter 20 minutter forstummer snakken. Barcelonas presseansvarlige kommer ind på scenen sammen med argentinske Saviola. Som en anden dopingprøve er han denne dag blevet valgt ud til at se pressen i øjnene og svare på deres spørgsmål. »Ja, det er selvfølgelig en meget vigtig kamp«. »Jo, du har ret i, at Barcelona gør det bedre nu end for en måned siden«. »Jeg mener også, at vi befinder os på det højeste niveau i denne sæson«, svarer Saviola på de spørgsmål, som journalisterne søger bekræftede. Det hele tager ti minutter, så forsvinder Saviola ud bagved, mens den monotone summen af journalister, der pludrer med hinanden, breder sig i rummet. »Hvor er du fra?«, spørger endnu en journalist. »Jeg er fra Danmark. Jeg er her på grund af kampene mod Brøndby«. »Ahhh ... mod Laudrup. Ja, ja - jamen så velkommen da«, siger journalisten, inden Politikens udsendte skynder sig at bryde ind, før vi endnu engang havner i krydsforhøret om Brøndby. »Den spanske liga? Ja, den er sgu tosset. I Catalonien går det jo ordentligt til - vi følger loven - men nede i Madrid? Det er en gang svindel. Klubben havde en gæld på 2.000 millioner pesetas (2,5 milliarder kroner, red.), hvilket er ufattelig meget. Men så satte klubben bare prisen på det gamle træningsanlæg op, og selv om det ikke kan bruges til bebyggelse, så købte kommunen det«. Mafiabosserne styrer »For ikke at tale om Deportivo La Coruña. Den klub var ingenting, men pludselig fik de en masse penge af deres præsident. Hvordan kan det lade sig gøre? De er galiciere, og normalt er der ikke nogen penge deroppe - bortset fra, at der jo altid har været penge fra narkotikahandel - men jeg ved ingenting, der er bare ingen, som kan forklare, hvor pengene kommer fra«. »Og så er der Jesus Gíl (Atletico Madrids præsident, red.). I dag siger han i aviserne, at Real Madrid er regeringens hold, hvilket sikkert er rigtigt. Men det er altså en mand, som selv har været i fængsel, fordi han byggede nogle huse så dårligt, at de styrtede sammen og dræbte omkring 30 mennesker. Det er ikke andet end mafiabosser og sindssyge mennesker, som styrer den her liga«, siger han. Der går yderligere en times tid, uden at der rigtig sker noget. Kun i fem minutter sidder Barcelonas pressemand og læser navnene op på dem, som træner Rijkaard har udtaget til kampen mod Atletico. Dagens overraskelse er, at holdets hollandske anfører, Phillipe Cocú, trods meldinger om mindst to ugers pause rent faktisk er meldt klar til at spille. »Det er ikke altid sådan her« Men ellers sker der intet. Absolut intet - bortset fra lidt piften fra journalisterne en gang imellem, når de bliver utålmodige og vil have træneren frem på podiet. »Det er ikke altid sådan her. Jeg er ked af, det lige skal være i dag, når du er her«, sukker en spansk kollega. Men så lige pludselig og helt uden varsel - nærmest som en teaterforestilling uden den klokke, som ringer, når en ny akt starter - sætter Rijkaard iført brun fløjlsjakke sig til rette foran mikrofonen og kigger ud på sit publikum. »Ja, det er glædeligt, at Cocú er klar. Jeg havde ikke regnet med det, og som I alle ved, så er der en forskel på, om han er med eller ej«. »Nej, jeg har ikke presset ham til at melde sig klar. Jeg er af den opfattelse, at spillerne skal være 100 procent klar, hvis de skal spille, og det er kun dem selv, som ved, hvornår de er det. Selvfølgelig er der helt specielle tilfælde, men det her er ikke et af dem«, siger træneren. Rutinerede svar Sådan svarer han rutineret - og på et italienskinspireret spansk - på alle spørgsmål. Lige indtil han får et spørgsmål, som, fra det sekund det bliver stillet, totalt forandrer seancen dybt nede under Camp Nou. »Hvilken kamp vil du helst vinde? Den i morgen eller de to udekampe mod Valencia eller Deportivo La Coruña?«, vil en radiojournalist vide. »Que?«, svarer Rijkaard og ser mærkeligt ned på journalisten. »Ja, hvad for en kamp vil du helst vinde?« »Altså nogen gange forstår jeg simpelthen hen ikke, hvad det er, I spørger om. Jeg vil helst vinde alle kampe, og du spørger mig jo direkte om, hvad for en kamp jeg gerne vil tabe«, svarer Rijkaard og sender nogle meget sigende øjne af sted mod journalisten, mens resten af salen griner. »Hør nu her - i en klub som Barcelona gælder det om at vinde alle kampe. Vi må aldrig stille os tilfredse med mindre. Men lige nu fokuserer jeg på kampen i morgen, og så må vi se på de andre kampe bagefter«, uddyber han. Angreb på pressen Seancen fortsætter ud ad et vildspor i endnu ti minutter til stor morskab for dem, som blot lytter til Rijkaards angreb på de journalister, som stiller mere eller mindre tåbelige spørgsmål, der skal lokke ham i en fælde, som kan fylde de fem sportsaviser, der findes på det spanske marked. Til sidst får endnu en journalist lov til at stille et sidste spørgsmål. Et spørgsmål, som får Rijkaard til at vende øjnene endnu en gang, inden han med klar og tydelig stemme siger ned i mikrofonen: »Jamen, har du sovet. Det har din kollega spurgt om for et kvarter siden«. Så er det forbi. Politikens udsendte spurter op til podiet for at spørge, om avisen ikke nok kan få lov at stille et par spørgsmål omkring kampene mod Brøndby. »Jamen, kan det ikke vente til senere. Jeg skal spise, og der sidder en masse mennesker og venter. Bare to spørgsmål - hvad kender du til Brøndby? »Lige nu kender jeg ingenting. Jeg er en mand, som tror meget på nuet, og jeg ved ikke engang, hvem der spiller i morgen. Men vi har noget materiale, og det skal vi se på«.

I er ude af kampen om mesterskabet og pokalen. UEFA Cuppen er eneste chance for at vinde noget. På den baggrund går jeg ud fra, at den er vigtig for jer. Betyder det, at du tager de 11 bedste - inklusive Ronaldinho - med til København? »Ja ... og farvel«. 30 sekunder og to spørgsmål, så var Politikens spørgetid forbi på en dag, da Rijkaard hånede den spanske presse, og Brøndby overhovedet ikke var et tema.