Når Rwanda lørdag møder værterne fra Tunesien i åbningskampen i African Nations Cup, er det en historisk begivenhed. For første gang har det lille land, der af de fleste er synonymt med folkedrabet i 1994, kvalificeret sig til en slutrunde. I år er 10-året for folkedrabet, og den begivenhed bliver kraftigt markeret i det centralafrikanske land. Rwandas befolkning vil ikke glemme folkedrabet. Men de vil gerne videre, og de vil gerne huskes for andre ting end de 800.000 mennesker, der så brutalt blev slået ihjel på blot 100 dage, og de store flygtningestrømme, der fulgte i kølvandet. I disse dage sætter rwanderne deres lid til landsholdet. Når kampen fløjtes op, vil befolkningen i hovedstaden, Kigali, og de andre byer samles i barer og restauranter, eller hvor de ellers kan finde et fjernsyn. Der er intet fornuftigt menneske i Kigali, der tror på, at Rwanda har en chance for at markere sig. Men de håber. De håber på, at holdet vil gøre en god figur og for en gangs skyld gøre Rwanda synonymt med andet end folkedrab. Tilbage på tronen Fodbold er den absolut førende sport, og når Rwandas landsholdsspillere i dag kan løbe på grønsværen i Tunesien, er det frugten af ni års hårdt arbejde, der skal høstes. »Efter folkedrabet eksisterede fodbold ikke. Spillere, dommere og officials var alle døde eller flygtet. Vi begyndte helt forfra. Vi var nødt til at starte fodboldspillet igen, selv om forholdene var elendige. For fodbold er kongen her i Rwanda«, siger Célestin Musabyimana, der er vicepræsident i Rwandas fodboldforbund, men til daglig tjener sine penge som importør af bildæk. Allerede året efter folkedrabet startede turneringen i Rwanda igen. Men det var ikke nogen udpræget succes, hvis man spørger Célestin Musabyimana. Spillerne var simpelthen for dårlige, og de knoldede baner gjorde det ikke let at kontrollere bolden. Men det gik hurtigt fremad. I 1997 vandt en af klubberne fra Kigali Østafrikas svar på Champions League, og to år senere vandt Rwanda som værtsnation en turnering for 11 lande. Den store triumf kom i juli sidste år. Rwanda var i pulje med Uganda og Ghana, og vinderen af de tre kvalificerede sig til de afrikanske mesterskaber. 6. juli tog Rwanda imod favoritterne Ghana i puljens sidste kamp. Uganda havde fem point, mens Rwanda og Ghana delte sidstepladsen med 4 point. På grund af bedre målscore kunne Ghana, der fire gange tidligere har vundet mesterskaberne og ikke misset en slutrunde siden 1980, nøjes med uafgjort, mens Rwanda skulle vinde kampen for at kvalificere sig. 53 minutter inde i kampen slog angriberen Jimmy Gatete til og bragte Rwanda på vinderkurs. Det lykkedes Rwandas forsvar at afholde de ivrigt pressende ghanesere fra at udligne. »Kampen var en søndag, og mandag lå landet stille. Alt var lukket, taxaerne kørte ikke. Folket festede«, siger Célestin Musabyimana. Og mens landsholdet udadtil skal gøre Rwanda synonymt med andet end folkedrab, har det i høj grad også en funktion indadtil. »Fodbold skaber fællesskab blandt folket. Vi prøver at ændre det billede, vi har af os selv. Vi ændrer det billede for vores børn. Vi viser dem, at vi kan arbejde hårdt og nå noget. At vi ikke er et folk, der dræber hinanden«, fortæller Célestin Musabyimana. Pengemangel Som optakt til mesterskaberne har en af de store historier i Rwandas aviser været, at angrebsstjernen Manamana, der til daglig spiller i den belgiske 2. divisionsklub KV Kortrijk, ikke ville komme til Tunesien, medmindre han blev betalt, hvad der svarer til 130.000 danske kroner, hvilket er det beløb, hans belgiske klub tilbød ham for ikke at spille i Tunesien. »Presseopspind. Manamana er i Tunesien, og han bliver betalt det samme som alle de andre«, siger Célestin Musabyimana. Men penge er et problem for fodbolden i Rwanda. Både landshold og klubber mangler sponsorer, og de er svære at skaffe. »Der er jo monopol hernede. Vi har kun ét telefonselskab for eksempel, så hvorfor skulle de bruge penge på at sponsorere en fodboldklub, når der ikke er nogen konkurrenter«, siger Célestin Musabyimana. I Tunesien skal han dog mødes med et fransk tv-selskab og forhandle om rettighederne til Rwandas kampe om at kvalificere sig til VM i Tyskland i 2006. Så Célestin Musabyimana har et spinkelt håb om, at der trods alt snart kommer lidt mønt ned i forbundets slunkne kasse. Men i dag bliver der ikke tænkt på forretninger. I dag skal benene tale og spillerne for første gang prøve, hvordan det er at være med i en international slutrunde. Spillerne skal få Rwandas navn på alles læber og skifte synonymet folkedrab ud med fodbold. Så er det ikke så vigtigt, hvordan resultatet af kampen falder ud. »Vi er ikke gode eller erfarne nok til at nå rigtig langt. Det vil være godt, hvis vi kvalificerer os til mellemrunden. Men vi skal først og fremmest vise verden, at vi har fodbold i Rwanda, og at vores spillere er klar til at kæmpe«, siger Célestin Musabyimana. Sådan spilles der