Trods uenighed på flere områder har samtlige idrætsgrene i de to første dage af den internationale dopingkonference i København udtrykt støtte til det fælles regelsæt mod doping. Præsidenten for Det Internationale Antidoping Agentur (WADA), Dick Pound, sagde derfor tirsdag, at han vil fremlægge forslaget uden ændringer, og at han regner med fuld opbakning fra sportens verden. Konferencens anden dag viste dog, at Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) stadig forsøger at påvirke WADA, så fodbolden kan få sit ønske om mere fleksible sanktioner opfyldt. Tirsdag gik FIFA på talerstolen, og Jiri Dvorak, der er medlem af FIFA's medicinske komité og i præsident Sepp Blatters fravær repræsenterer fodbolden, sagde, at han på vegne af holdidrætsgrenene håndbold, basketball, hockey, ishockey og volleyball ville foreslå mere fleksible straffe. »Vi har brug for en vejledning for fastsættelsen af maksimum- og minimum- straffe, som kan variere fra en advarsel til mere end to års udelukkelse - selv livstid - alt afhængig af forseelsens grovhed«, sagde Jiri Dvorak. FIFA-forslag om arbejdsgruppe Men sammenholdet blandt de seks idrætsgrene var ikke stærkere, end at basketball og ishockey kort efter tog ordet og gjorde det klart, at de bakker op om kodeksen, som den ser ud nu. FIFA foreslog også, at holdidrætsgrenene sammen med WADA nedsætter en arbejdsgruppe, der i de næste to år skal overvåge hvert eneste dopingtilfælde for at finde en retspraksis. Og den idé godkendte Dick Pound, der dog også vil have individuelle idrætsgrene med i arbejdet. »Vi er blevet enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, og jeg ser det som et meget positivt skridt fremad, at alle sportsgrene kan samles, og arbejdsgruppen kan etableres, så snart vi kommer levende ud af København«, sagde Pound på en efterfølgende pressekonference. Klar inden OL 2004 Michel D'Hooghe, medlem af FIFA's eksekutivkomité, understregede over for pressen, at FIFA vil tilslutte sig kodeksen. Men Dick Pound blev spurgt, om ikke etableringen af arbejdsgruppen kan være med til at forsinke godkendelsen af kodeksen, fordi sportens organisationer nu vil vente med at acceptere regelsættet, til de har set, hvad arbejdsgruppen når frem til. »Det mener jeg ikke er rigtigt. Vi har en klar tidsplan, der siger, at det skal implementeres inden OL 2004«, svarede WADA-præsidenten. Dansk skepsis Men formanden for Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Kai Holm, tror ikke, at WADA og FIFA er enige om, hvordan arbejdet efter afslutningen på konferencen skal foregå. »Jeg tror, at FIFA forestiller sig, at de kan vente med at skrive under på kodeksen, til de har forhandlet i arbejdsgruppen, men WADA vil have det omvendt«, sagde Kai Holm. »FIFA forsøger med alle midler at slippe ud af den klemme, man er ved at komme i fra verdenssamfundets side. Man prøver at undgå at skrive under på en kodeks med to års straffe«, var Kai Holms kommentar. Sportens organisationer skal i dag give sin politiske og moralske opbakning til en fælles indsats mod doping, og det næste halvandet år frem til OL i Athen vil så vise, om der også kommer handling bag ordene.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























