Kom så ikke og sig, at fodbold ikke handler om storpolitik! Fra det sekund de danske spillere lander i Sydkoreas nyindviede internationale lufthavn i kystbyen Incheon, til de passerer indgangen til det funklende orgie i stål, glas og cement, der udgør det spritnye stadion i den sydøstlige provinsby Daegu, vil spillerne være overvåget af et af verdens bedst trænede antiterrorkorps. De tusinder af sortklædte politisoldater, der overvåger turneringen, kan deres taekwondo i søvne. De kan paralaysere en terrorist med et håndkantslag, så præcist som et barberblad rammer en hage. Fordi koreanerne i teknisk forstand har været i uafbrudt krig i et halvt århundrede, er de mere kampberedte end nogen anden nation på kloden. Hovedstaden Seoul er placeret omkring et halvt hundrede kilometer fra den demilitariserede zone, der adskiller Sydkorea fra den del af halvøen, som styres af verdens eneste overlevende staliniststyre, som Sovjetunionen fik stablet på benene i de tidlige år efter Anden Verdenskrig efter at have brudt alle løfter i FN om frie valg. Tre års Koreakrig 1950-53 med et par millioner dræbte ændrede ikke nævneværdigt på delingslinjen, selv ikke efter at amerikanske bombefly havde sendt de nordkoreanske landsbyer ned i knæhøjde. Snesevis af nordkoreanske terroraktioner gennem årtier mod broderrivalen i syd har skabt et beredskab uden sidestykke på kloden: 37.000 amerikanske soldater i Sydkorea og lige så mange i Japan er forbundet med samtlige amerikanske militærenheder i Stillehavsregionen. FIFA World Cup, som begivenheden betegnes herovre, bliver utvivlsomt historiens bedst bevogtede, ikke mindst i lyset af begivenhederne 11. september i fjor. Højt spil Mon FIFA spillede højt spil, da organisationen i 1996 for første gang nogensinde placerede et fodbold-VM i Asien og tilmed delte det mellem to lande, ligeledes for første gang? Der er rigeligt rum for spekulationer. Japan og Korea har et fjendskab, der går århundreder tilbage, cementeret gennem talrige invasionsforsøg og ikke mindst via den besættelse og kolonisering af den koreanske halvø, som den japanske kejsermagt og dets militær gennemførte med stor brutalitet i perioden 1910-45. Modsat Tyskland har efterkrigstidens Japan aldrig villet undskylde og beklage de mange overgreb, som japansk militær begik mod det fattige Korea i krigsårene, og kun i enkelte tilfælde er der via domstole ydet økonomisk kompensation til de koreanske kvinder, der ydmygende måtte arbejde som sexslaver for sønnerne af Den Opgående Sols Land, indtil to amerikanske atombomber fik lukket og slukket for den japanske krigsførelse. I dag er Japan og Korea økonomiske rivaler. Førstnævnte ramt af en økonomisk nedtur af historiske dimensioner - den engang så stærke japanske økonomi befinder sig på 12. år i dyb recession. Sydkorea er, trods enkelte tilbagefald i de senere år, på vej frem som en konkurrencestærk industrination med voksende globale markedsandele. Giftig retorik FIFA's ledelse under daværende topchef Joao Havelange, har utvivlsomt set en vision om forsoning, fred og samarbejde, da man for seks år siden besluttede at placere det 17. fodbold-VM i dette sprængfarlige hjørne af Nordøstasien. Mens forberedelserne har været perfektionistiske, minutiøse og kostbare, er det imidlertid vanskeligt at få øje på den forsoning, der skulle ledsage mesterskaberne. Medierne i begge lande har ikke sparet på ammunitionen i gensidige angreb og fornærmelser under forberedelserne. Bag en ofte giftig retorik ligger for begges vedkommende et ønske om at vise, at uanset hvem der sejrer på grønsværen, er begge nationer økonomiske kraftcentre. Anslået otte milliarder dollar er investeret i nye stadionanlæg - i Korea ti nye, alle med kapacitet til mere end 60.000 tilskuere - og hertil kommer ukendte beløb i supplerende infrastruktur. Hvor meget af det investerede, der kommer ind igen, og hvor hurtigt det sker, er imidlertid usikkert. Japan forventer at indkassere godt 4 mia. kr. alene ved billetsalgene til de i alt 32 kampe, FIFA lægger andre 100 millioner dollar i kassen, og hertil skal lægges indtjeningen fra sponsorbidrag. I Korea opgøres de samlede investeringer i stadionanlæg og tilhørende infrastruktur til ca. 20,5 mia. kr. Men når de turister, der kommer til Morgenstilhedens Land 'kun' forventes at give en indtægt på 5,1 mia. kr., er der et stykke vej igen, før regnestykket begynder at se fornuftigt ud. Erhvervslivet yder sin del. Chang Il-hyung, næstkommanderende i det koreanske industrikonglomerat Samsung, siger, at World Cuppen skal bidrage til at reducere den kløft, der eksisterer mellem koreanske og japanske produkter til verdensmarkedet. Bilfabrikanten Hyundai investerer således 850 mio. kr. i at promovere sine køretøjer på flere kontinenter, hvor der allerede er taget betydelige markedsandele fra de traditionelle japanske konkurrenter. Økonomisk løft Ifølge det statslige Korea Development Institute vil værtskabet betyde et løft for den koreanske økonomi på 4,7 mia. dollar, svarende til en hel procent af nationalproduktet. Men der er betydelig tvivl om denne vurdering. Bankanalytikere siger samstemmende, at virkningerne først viser sig på et noget længere sigt. Køberne af billetter til kampene tænker naturligvis knap så meget på de nationaløkonomiske aspekter af turneringen. Billetpriserne varierer fra 1.100 kr. ved de indledende kampe til 5.500 kr. pr. stk. til finalerunden. I Japan er alle 32 kampe udsolgt, mens der stadig er knap en fjerdedel af billetterne tilbage i Korea. De forventes dog solgt inden åbningsdagen. Danmarks ambassadør i Seoul, Leif Donde, siger, at der ikke forventes under 500 besøgende hjemmefra - med lidt held kan tallet komme et par hundrede længere op. FIFA nyder ikke mindst udsigten til at kunne hente overskud fra tv-indtægterne, som når et rekordhøjt niveau på 7,6 mia. kr. De koreanske og japanske deltagere går knap så højt op i værtskabets makroøkonomi. Mange i begge lejre har fortsat svært ved at se det geniale i et fælles værtskab. Den historisk betingede skepsis stikker stadig dybt. Nok så megen fodbold i verdensklasse kan ikke udradere århundreders fjendskab. Om der virkelig er forsoning i luften vil vise sig, hvis Japans kronprins Naruhito accepterer den koreanske invitation til at deltage i åbningsceremonien 31. maj. Forlydender vil vide, at han allerede har besluttet sig for at blive væk. Grønsværen er også en nationalistisk slagmark.