Måske tilbragte en og anden forgræmmet AGF-tilhænger påskeferiens sidste aften med at sidde og slå sig selv i hovedet med en tom Ceres-flaske i fortvivlelse over det mål, der aldrig blev scoret, og de point, der ikke blev vundet. Men synd og skam - for mandagens fodboldkamp på Århus Stadion havde så meget godt at byde på, at den i stedet kunne have inspireret til stille nynnen på hjemvejen ad de brede alleer. Men selvfølgelig er det sådan, at dette bundopgørs vigtighed - den næsten gispende trang til point for de to hold, AGF og Vejle, der kæmper for at undgå den frygtelige nedrykning - nødvendigvis måtte overskygge nydelsen af spændingen og den topunderholdning, kampen faktisk bød på. At sidde tilbagelænet og suge til sig af chancer, alt mens kinderne lod sig varme af det blide forårssolskin, var forbeholdt de neutrale. For de engagerede var det en langt alvorligere og medrivende sag - så alvorlig for AGF's publikum, at det ikke var tilgivelsens ord, men derimod voldsomt saftige kraft-udtryk, der blev hvæset mand og mand imellem, da stadion blev forladt med skulende blikke. Andersen i sidste mål Jamen, for fanden - var det ikke ham Søren Andersen, der i sidste minut, et par meter fra mål, helt fri, nøgen og blank brændte århundredets chance. Jamen, for fanden - målet var jo helt tomt. Mand, dog! Og så alligevel ikke. For pludselig - styret af de instinkter, som træning, træning og atter træning giver - dukkede målmand Jesper Christiansen op. Flyvende kom han ind på scenen og helt i vejen for det sikre mål, der ville have givet AGF tre point. Søren Andersen besvimede i fortvivlelse, og på tribunerne gled skuffelsen fra række til række, som var det ahornsirup på stablede pandekager. Unge Beierholm så rødt Man kan sige, at havde Andersen tæsket bolden i nettet, havde det været helt i orden - i hvert fald sådan som kampen udviklede sig i anden halvleg, hvor Vejle-mandskabet med bare ti spillere efter en to advarsels-udvisning af Mads Beierholm blev presset godt og solidt. Men set over hele kampen var uafgjort nok passende - og under alle omstændigheder havde begge hold så gode scoringsmuligheder, at ærgrelsen over ikke at vinde var mindre end glæden over ikke at tabe. For det havde nok været det mest bitre i denne kamp, der bød på så megen underholdning, så megen aktivitet og entusiasme. Vejle spillede bedst Rent spillemæssigt var Vejle formentlig det bedste hold. Tommy Schramm var klogskaben i bageste geled, og Kern Lyhne og Alex Nørlund var de smarte i Vejles stræbsomme, offensive broderier - men alligevel fremstod Vejle-mandskabet som den elegante tekniske bokser, der havde brækket begge håndled, og som ikke kunne afgøre kampen. For det kom aldrig, det virkelig farlige punch. Direkte GF-spil Så var der mere direkte giftighed i AGF-spillet - der ikke var så fikst og teknisk flot som Vejles, men som mere var båret af lange afleveringer og stormløb. Således havde Liam Miller et langskud på den ene opstander og et frisparksforsøg, som Vejles Christian Keller reddede med overblik og kølighed på målstregen. Herlig underholdning Det var en fodboldkamp uden stilhed, uden pauser og gaben. Som gæst på Århus Stadion, hvor to målmænd, stortalentet Jesper Christiansen og storveteranen Erik Boye, gav strålende opvisning, følte man sig herligt underholdt. Et par fodboldprofessorer kunne måske nok have sagt kritiske ord om organisation, overblik og forvirrede afleveringer, men alt hvad kampen rummede, var med til at gøre det til en fin oplevelse.