De yngste er 13 - de ældste er 17. En er fra Argentina, en del er fra Afrika og temmelig mange er fra Frankrig. I alt er de 45 drenge, der alle sammen drømmer om at blive en ny Zidane, Okocha eller Maradona. De bor sammen i en nybygget kollegielignende bygning med bordtennis, bordfodbold, fjernsyn, en spisesal og et par kontorer, hvorfra Guy Lebois - den ansvarlige for ungdomsarbejdet i FC Bordeaux - holder styr på sine vordende stjerner. »Nej, nej - vi skal ikke selv vaske vores tøj eller gøre rent på vores værelser. Alt det ordner de for os«, fortæller den 17-årige argentiner Pablo Francia. Et årsprøvetræning Han kom til Frankrig for omkring et år siden. Bordeaux hørte om ham via en agent og tog til Cordoba i Argentina, hvor de så ham og tilbød ham en prøvetræning i Frankrig. Efter prøvetræningen spurgte klubben, om han var interesseret i at blive. Han skrev under på en toårig lærlingekontrakt og flyttede ind på et cirka 15 kvadratmeter stort værelse, hvor han bor sammen med den franske U15-landsholdsspiller Florian Marange. »Selvfølgelig savner jeg min familie. Men jeg kan ringe, så tit jeg vil. Bordeaux betaler regningen«, fortæller han. De to teenagere har fået plads til et par halvnøgne damer, der hænger på den ene skabsloge, men ellers handler alt i rummet om fodbold. Der er plakater af deres idoler, landsholdstrøjer og selv sengetøjet har Bordeauxs klublogo trykt ud over det hele. »Jeg blev kontaktet af Cannes og Lens, der gerne ville have mig til at starte hos dem. Men jeg valgte Bordeaux, fordi de går for at have det bedste center for unge, og fordi jeg kommer her fra byen«, fortæller Pablo Francias værelseskammerat Florian Marange. 3.000 kroner om måneden Drengene får omkring 3.000 kroner om måneden for en hverdag, hvor de bliver vækket klokken seks om morgenen, spiser morgenmad og tager i skole til engang ud på eftermiddagen. Når de kommer tilbage står den på hvile, inden de skal træne og have aftensmad. En del af dem har ekstra skoletimer om aftenen, fordi centerlederen Guy Lebois ikke er tilfreds med deres karakterer, så efter maden står den på mere skolegang, inden der skal være ro klokken 22.30. »Det er klart, dagene ligner hinanden. Men sådan skal det være. Vi har det godt, og vi vil alle sammen gerne være professionelle - det er det, vi er her for«, siger argentineren Pablo Francias. Maradona er idolet Han har klistret sit hjørne af værelset til med billeder af Maradona. Han er Pablo Francias' idol, og selvom den tidligere argentinske verdensstjerne de senere år har gjort sig mere bemærket for sine skandaler efter karrierens ophør, end for minderne om hans gode fodboldspil, er han stadig nummer et. »Jamen, jeg synes, han var en god fodboldspiller - det andet forholder jeg mig ikke til. Han var den bedste i verden, og det har jeg stor respekt for«, forsvarer argentineren sit idol. Ude på gangen går nogle af de andre talenter rundt i deres badesandaler og pjatter. De er netop kommet tilbage fra timer på den lokale skole, som de passer ved siden af fodbolden. Lige nu er der tid til at slappe af med bordfodbold eller fjernsym, inden træningsbanerne kalder. »Den første dag tog de mig med over i Adidas-huset. Der gav de mig to par nye fodboldstøvler, en træningsdragt, shorts, badesandaler, løbesko og alt, hvad jeg ellers havde brug for. Bagefter viste de mig, hvor jeg skulle aflevere mit vasketøj, og forklarede mig, at jeg ville blive vækket hver morgen, så de var sikre på, at jeg får min morgenmad«, fortæller den snart 15-årige Uche Henry fra Nigeria, som startede hos Bordeaux lige efter jul. Sprogvanskeligheder »Det er hårdt. Jeg kan ikke så meget fransk, og der er ikke så mange, der kan engelsk så nogle gange føler jeg mig lidt af alene. Jeg kommer ikke hjem til familien før til sommer. Jeg savner dem meget, men jeg vil ikke hjem - jeg vil være professionel og spille for mit land«, siger nigerianeren. Vi går rundt på Bordeauxs imponerende anlæg. Græsset er grønt som i juni i Danmark og ovre bag banerne kan vi se det prangende slot, der udgør klubbens klubhus. På en af banerne render U19-holdet rundt og træner. De har alle sammen de samme træningsdragter, og de ligner professionelle fodboldspillere, som de løber rundt, strækker ud og jonglerer med bolden. Senegaleser i gips »Jeg brækkede foden under træningen, og har gået rundt på krykker i en måned. Om fjorten dage kommer gipsen af, så skal jeg i gang med genoptræningen, og forhåbentligt være tilbage på banerne om fem uger«, fortæller Sabou Diompy, der stammer fra Senegal. Han humper rundt og giver den hånd til sine kammerater, der er ved at gøre klar til dagens træning. Om lidt løber de rundt ude på græsplænerne og gør som træneren siger, mens de kan se over på den bane, hvor drømmen om det professionelle liv gerne skulle ende.