0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Håndbold: Danmark møder Tyskland

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der var 12.030 tilskuere i Scandinavium. Der var stemning, så det battede. Der var forventninger og kampgejst, der var sejrsvante svenskere i mesterstil, og der var nervøse danskere med store drømme. For dette var kampen, hvor hjemmeholdet skyldte endnu en gallaforestilling, og hvor de danske opkomlinge skulle spille sig til nye, uforglemmelige oplevelser.

Og Torben Winther-mandskabet klarede det - med alle odds og det mægtige publikum imod sig. Og man gjorde det naturligvis i den by, i det skønne Göteborg, der i forvejen er pumpet godt op med et stort dansk boldminde - fodboldlandsholdets EM-triumf for 10 år siden.

Afslutningen på kampen var forrygende, og jeg sad til det sidste og ventede, at der ville komme en eller anden svensker med en stor nål og punktere den boble af ufattelighed, der svævede over mit hoved. Men det skete ikke - ufatteligheden blev til virkelighed, da den uortodokse højre back Claus Flensborg med halvandet minut tilbage af kampen brød igennem det svenske forsvar og bragte Danmark foran 27-25. Da forstod jeg og alle andre i Scandinavium, at det danske hold ville tilføje Sverige turneringens første nederlag og selv stå som den ubesejrede puljevinder.

Desperate svenskere
Ét point var kravet til Danmark, da Rusland tidligere på aftenen havde ædt Ukraine og det danske målforspring i semifinalekapløbet i en glubsk mundfuld. Men danskerne tog altså dem begge gennem en indsats, der fik den svenske verdensstjerne og tropsfører Stefan Lövgren og hans blågule spejdere til at løbe fortvivlede rundt i kampens slutfase.

Men det begyndte som en trængslernes aften for de stræbsomme danskere, der fra start spillede med optimisme og ærgerrighed, men som fra stillingen 5-5 blev noget kyste af den garvede målmand Tomas Svenssons redninger - han snuppede bl.a. to straffekast fra Lars Christiansen og Søren Stryger. Og i den periode trak svenskerne fra og bragte sig foran med hele 12-7.

Danskerne sled sig tilbage
Ærligt talt - da så det ud som om, det danske hold ville blive udspillet i en grad, der ville give ar. Men de kiggede hinanden i øjnene, danskerne, de sled sig tilbage med kollektivets kraft, sådan som de har lært det under landstræner Torben Winther: At det er holdet, der er stjernen .

Og minuttet før pausen kunne Joachim Boldsen, der havde været gennem to af sine personlige 'dødsscener' - der skulle også komme nogle i anden halvleg - mave sig gennem det svenske forsvar og reducere til 11-13. At danskerne så småsov, således at Sverige kunne bringe sig på pause- resultatet 14-11, slog ikke moralen i stykker hos danskerne.

Mange afbrændere
Og dét var i sig selv bemærkelsesværdigt - for Danmark havde sine individuelle vanskeligheder. Eksempelvis misbrugte stregspilleren Michael Knudsen et par store chancer, og fløjspilleren Søren Stryger, der ikke har stået godt i billedet i de senere kampe, svigtede med et fæle afbrændere. At han så i anden halvleg, da Danmark indhentede og gik forbi svenskerne, spillede en betydningsfuld rolle, er en af de forunderligheder, der gør topsport så fascinerende og følelsesstærke.

Og det var en anden halvleg stoppet med dramatik og medrivende scener, med svedig spænding og hjertebanken for dem, der levede sig ind i duellen mellem de uovervinderlige og deres beundrende lærlinge - ja, måske så spændende, som nogen halvleg, et dansk landshold har været involveret i en årrække, jeg ikke kan sætte tal på.

Tolv minutter inde i anden halvleg, efter indædt fight - hvordan pokker skal man ellers beskrive det voldværksarbejde, det danske forsvar udførte - kunne Søren Stryger udligne til 19-19. Og pludselig havde den store danske drøm fået et håndtag, som spillerne kunne holde fast i. Og de gjorde det. Med en krampeagtig styrke. Og pludselig førte de 22-20 gennem to kontramål af Lars Christiansen - og da kunne man selv på 27. række se, at det danske hold ikke ville give slip. For nu troede på de på sig selv, på jultomten og hvad pokker, der ellers kunne bære dem, det sidste stykke til sejren.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere