Med en 29-22 sejr over de hollandske værter i den sidste kamp i Holland Tournament sluttede de danske håndboldkvinder øverst på skamlen i seks-nationersturneringen. De danske kvinder satte blot et enkelt point til undervejs, og da formkurven fra start til slut var støt stigende, var det en veltilfreds og optimistisk landstræner, der kunne skue tilbage på turneringen i Holland - og ikke mindst frem mod VM-slutrunden i Italien i december. Langt mere sammen spillede »Alt i alt ser det rigtig godt ud. Vi er blevet bedre og bedre, som turneringen er skredet frem. I forhold til EM-slutrunden i Rumænien kan man tydeligt mærke, at vi er blevet langt mere sammenspillede. Sikkerheden i spillet er langt højere, og selv om vi stadig laver tekniske fejl, laver vi langt færre end tidligere«, siger Jan Pytlick. Den afsluttende sejr over hollænderne kom primært i hus via en solid forsvarspræstation garneret med en velspillende Karin Mortensen i målet. Ottemålsføring ved pausen Danmark gik til pause med en ottemålsføring og var aldrig i fare for at lukke værterne ind i opgøret. Dansk topscorer blev anfører Mette Vestergaard, der stod for syv af de 29 scoringer. »Hollænderne har et stærkt hold, men de får problemer når de skal skifte ud. De har en god førstesyver , men mangler helt klart noget bredde«, siger Jan Pytlick fra Rotterdam. Næste opgave for de danske kvinder er en fire-nationersturnering i Jylland fra den 9.-11. november. Modstanderne er Frankrig, Holland og Tyskland.
Dansk sejr over Holland gav turneringssejr
Lyt til artiklen