Politiken søndag: Der skal så lidt til enten at starte en fest, eller få den til at fuse ud. Da Albertas hovedstad blev udpeget som stedet, hvor næsten 3.000 atleter fra over 200 lande skulle mødes og kæmpe om 46 sæt medaljer fik Edmonton alle tiders chance for at være vært for en af de største idrætsfester på kloden nogensinde. Men allerede fra åbningsdagen kneb det med at få folk ud på gulvet og danse det hele i gang. Åbningsceremonien var den sædvanlige gang seriøse kunstarter arbejder sammen med computerfreaks-halløj, der resulterede i hundredevis af dansere på grønsværen og bunker af optrædende på de obligatoriske stylter i sære kostumer og laserkanoner. Det var det rene gab og aftenen blev kun reddet af de to maratonløbere, der kom samtidig hjem til stadion og kæmpede indædt om guldet. Ved en sådan lejlighed kunne værtsbyen i samarbejde med Det Internationale Atletikforbund godt have lanceret et par af Canadas mange store internationale rockstjerner, der kunne have givet VM et ordentligt los bagi fra start. Men nu blev det åh så seriøst og tamt med en serie lange taler og hoppende indianere i Fætter BR-dragter. Ben Johnson spøger Omkring selve centrum for de ti konkurrencedage, Commonewealth Stadium, er der heller ikke gjort noget for at trække befolkningen hen til et nærmere bekendtskab med atletik, som ikke just er hverdagsunderholdning i Edmonton. At det sidste er tilfældet konstateres for eksempel ved, at publikum klapper højere, når et spring eller kast får det hvide godkendelsesflag, end når atleten har leveret selve varen. Uden stort besvær, for der er bunker af plads, kunne der rundt om det mægtige stadion være arrangeret musik og cafeer, lidt gøjl, gadeteater og boder, der havde skabt indtryk af, at der foregår noget særligt i byen. Edmonton bygger på myriader af etniske grupper, der kunne have spillet en vigtig rolle her og være blevet et billede på mangfoldigheden i det canadiske samfund, selve landets styrke. Men nej. Arrangørerne forsvarer sig med, at det her altså drejer sig om atletik, men problemet er, at mange canadiere ikke kender andet til den sportsgren, end sagen om den dopede Ben Johnson tilbage i 1988 og den er de ikke specielt stolte af. Da Edmonton langtfra er en storby, har manglen på initiativer og store trækplastre gjort, at det har knebet gevaldigt med at få byens indbyggere ud til stadion og slå sig løs. Masser af billetter er blevet foræret væk og billetprisen er faldet, men lige meget hjælper det. Arrangørerne udsender fine opgørelser over tilskuertal, der er lige så pålidelige som vindmåleren på stadion. Den mente under et af de indledende 100-meter løb, at sprinterne, der fik kanontider, løb op i 5,1 sekundmeter modvind, mens man på stadion kunne se på alverdens flag, at de havde medvind. Oven i tilskuerproblemerne kom så en skotsk reporter ved navn Robert Philip fra engelske The Daily Telegraph og gned salt i såret. Hans artikel omtalte værtsbyen som Deadmonton, og det har gjort ham til VMs mest omtalte person i de canadiske medier. Han har faktisk dag efter dag overskygget begivenhederne på stadion, dopingsager, Marion Jones nederlag m.m. Selv er han lidt rystet over sin hovedrolle, men kan dog ikke dy sig for at drille videre. I den canadiske National Post siger han som gæsteskribent, at »jeg er naturligvis ked af, at jeg glemte at rose VM-byen for sin største turistattraktion, West Edmonton Mall, der er et indkøbscenter med 800 butikker. Lyder det ikke interessant?«. TV og aviser gør alt, hvad de kan for at pille ham ned. I Edmonton Sun står der i en leder: »Op med humøret Edmonton. Hvad kan man forvente fra en nation, der er så lille, at hvis man tabte den i British Colombia (canadisk stat), ville man let kunne glemme, hvor det var og det var måske også det bedste«. Og en reporter fra National Post skriver: »Det er okay at svine vores by til, men at brænde en pige af, det er for dårligt«. Hun havde aftalt et interview med byens mest omtalte person, men han dukkede ikke op. Det har ikke hjulpet på hans image. Men måske har canadierne alligevel taget imod denne fornærmelse med kyshånd. For der har ikke sportsligt været meget, værtsnationen kunne prale af i selve VM. Alt er gået galt. De gamle sprintere kiksede, og ind imellem svinede de ledere og officials til for uduelighed. Medaljehåb har svigtet, der har været kritik af det tekniske udstyr på stadion, og så var der dopingsagen på det canadiske hold. Så er det rart med en fælles fjende, og det gør ikke noget, at den repræsenterer den gamle kolonimagt i Europa. »Jeg tror såmænd bare, at mr. Philip har fået serveret en kold øl - det er man jo ikke vant til at få i England«, er Albertas premierminister Ralph Kleins eneste kommentar til affæren. Skål.carsten.godtfredsen@pol.dk.