Politiken torsdag: Myter har der været nok af, når forskellige eksperter i de seneste årtier har prøvet at forklare de kenyanske løberes nærmest enerådende dominans på atletikkens længere distancer. Alt fra den tynde luft på de kenyanske højsletter over specielle kostvaner til børnenes tidlige løb til og fra skole har været oppe at vende, men efter ti års undersøgelser mener et dansk-internationalt forskerteam nu at have fundet en stor del af forklaringen. Samlingen af eksperter under ledelse af den svenske fysiolog og professor Bengt Saltin fra Rigshospitalet har ved hjælp af grundige undersøgelser i Danmark og Kenya afprøvet stort set samtlige teorier. Og det viser sig, at hverken højdeforskellene, opvæksten eller forskelle i muskelmasse og enzymfordeling spiller nogen nævneværdig rolle. »Forklaringen er i virkeligheden meget simplere, end vi troede. Det hele handler om den rent fysiologiske form på de kenyanske løberes underben. De er lange og slanke med meget lav massefylde, og det gør dem i stand til at løbe længere og hurtigere«, forklarer Bengt Saltin. Sammen med resten af teamet er svenskeren under hele projektet blevet fulgt af et tv-hold, og i to programmer på DR 2 - det første i aften - kan man følge, hvordan forskerne langsomt sporer sig ind på den fysiologiske forskel, der helt basalt går ud på, at specielt løbere fra stammerne omkring byen Eldoret i det sydvestlige Kenya har den optimale kombination af lette, men stærke underben. Tidligere dansk landstræner og cand.scient. i idræt Henrik B. Larsen forklarer fænomenet ved, at man selv kan forsøge at spænde en 500-grams vægt på ankelen under løbeturen. Så vil man hurtigt opdage betydningen. Helt konkret viste hans forsøg med tre måneders fuldstændig identisk arbejde med en gruppe utrænede drenge i henholdsvis Danmark og Kenya, at kenyanerne efter de 12 uger i gennemsnit var 2 minutter og tyve sekunder hurtigere end danskerne ved et afsluttende 5.000-meterløb. Sortering af talenter Henrik B. Larsen understreger, at der naturligvis også kan forekomme danske ben med de fysiologiske fordele, der skaber verdens-stjerner i atletikken. I forhold til i Kenya optræder de imidlertid kun hos en meget lille procentdel af befolkningen, og derfor vil der være langt mellem topløberne. »Det kan vel forklares på den måde, at man ikke ved hjælp af træning kan gøre et æsel til en galophest. Det kan højst blive et hurtigt æsel, og i Danmark og Europa er der altså kun få galopheste fra fødslen«, siger træneren og idrætsforskeren, der har været med under hele projektet, hvor blandt andre Wilson Kipketer og de kenyanske stjerner Moses Tanui og Japhet Kosgei har bidraget. Med resultaterne er det en nærliggende tanke, at man inden for dansk atletik meget hurtigt kan sortere i talenterne ved simpelthen at måle tykkelsen og massefylden af deres ben. »Vi kan i hvert fald sige, at hvis man møder løbere med meget tykke ben, så vil sandsynligheden for at nå langt være ekstremt ringe, men i det hele taget vil det være svært at finde danskere med tilstrækkeligt tynde ben til at nå verdenseliten. Den danske mester Dennis Jensen har meget tynde ben efter danske forhold, men de er stadig en del tykkere end kenyanernes«, siger Henrik B. Larsen.