To døgn efter at han frygtede, Tour de France var forbi for hans vedkommende, var den danske mester Jakob Piil så tæt på en kæmpemæssig triumf, som næsten tænkes kan, da han efter en formidabel fighterindsats i et 189 km langt udbrud på 17. etape fra Brive La Gaillarde til Montlucon først få meter fra målstregen måtte erkende, at jættepræstationen 'kun' rakte til en andenplads efter belgieren Serge Baguet (Lotto), mens tredjemanden i det definitive fremstød italieneren Massimiliano Lelli (Cofidis) var chanceløs i finalen. Da CSC Tiscali-direktøren Bjarne Riis straks efter målpassagen blev spurgt om, hvordan denne nærmest magiske forvandling af dannebrogs-trikotens indehaver var foregået, nikkede han over mod det danske cykelmandskabs alternative behandler Ole Kåre Føli, hvis helbredende hænder har presset adskillige dårligdomme ud af kroppen på rytterne. »Spørg ham. Han er simpelthen fantastisk«, sagde Bjarne Riis. Og den lange, venlige mand, som for år tilbage indimellem også udrettede underværker på en håndboldbane under navnet Ole Hartung i både Ajax og på landsholdet, havde da også en forklaring parat. »Jeg foretog lidt af en satsning med Jakob på hviledagen, efter at han havde været fuldstændig tappet for kræfter på Pyrenæeretapen, der gik lige forud. Der skulle ske noget drastisk, for ellers var han færdig i løbet, fordi han også havde fået mellemørebetændelse. Jeg arbejdede mig derfor dybt ind i hans immunforsvar, så han ligefrem eksploderede i feber. Meningen var, at han skulle give los og lade sygdommen få frit løb. Ydermere behandlede jeg ham med nogle urter, men jeg følte mig da ikke sikker på, at der var tid nok til at få ham på højkant. Etapen lige efter hviledagen var det kritiske punkt. Hvis han kom igennem den, var det værste overstået. Og nu ser det jo ud til, at han er på toppen igen«, siger Ole Kåre Føli med et smil. Først ærgerlig så glad Efter den hæsblæsende spurt havde den danske hovedperson svært ved at finde ud af, om han skulle være skuffet over at være blevet slået på de sidste meter eller glad for den ærefulde andenplads. »Da jeg kørte over stregen, var det da først og fremmest ærgrelse jeg følte. Det er vel meget naturligt. Efter næsten 190 km i front håbede jeg på, at det skulle lykkes at snuppe sejren, men jeg havde simpelthen brugt for mange kræfter undervejs, så det var umuligt for mig at passere Baguet, da det gik lidt opad frem mod mål. I et fuldstændig fladt opløb havde jeg utvivlsomt haft større chancer. Men havde jeg ikke kørt på for fuld kraft ude på ruten, var vi blevet hentet af feltet, så der er ikke grund til at fortryde, at jeg sled så hårdt. Og nu, hvor jeg har fået det lidt på afstand, er jeg da meget glad for, at jeg nåede at markere mig i denne Tour. Jeg havde aldrig drømt at skulle stå i denne situation efter det mareridt, jeg var igennem i Pyrenæerne«, konstaterer Jakob Piil, der var klart den mest arbejdsomme i den trio, som sled sig fri fra de 13 andre udbrydere med 35 km tilbage. Meget lille forspring De 16 var stukket allerede efter fem km, men de nåede aldrig op på at have større forspring end 4,35 min., og da det noteredes med 130 km til mål, og afstanden derefter reduceredes langsomt, troede de fleste faktisk, at angrebet ville blive neutraliseret. Men Lelli anede faren bagfra og stak fra gruppen, Piil hentede ham, og umiddelbart efter fik også Baguet tilslutning. Stadig blev de jagtet vildt - først af Bonjour og Big Mat, siden også Lampre, Domo Farm Frites, Telekom og Agricole, og det forekom egentlig helt naturstridigt, at de tre ikke blev fanget, for de var aldrig mere end lidt over et minut foran. Med 10 km til mål var der kun 52 sek. ned til feltet, og dem var der 13 tilbage af, da Baguet og Piil strøg i mål. »Når vi ikke blev indhentet, skyldes det først og fremmest, at det gik ned ad bakke hele tiden mod slutningen, så vi kunne holde en høj, konstant fart, selv om det kun var Baguet og mig, der tog føringer. Jeg skal ikke kunne sige, om Lelli havde fået besked af sin sportsdirektør på at sidde over, eller om han bare var flad, men irriterende var det da. For lige fra det øjeblik, jeg nåede op til ham, sad han bare på hjul«, fortæller Jakob Piil. »Oprindelig regnede jeg kun med, at det ville blive til et skinudbrud, da vi 16 kom af sted. Og jeg følte mig ikke særligt oplagt de første 100 km, mens vi endnu kørte i meget kuperet terræn. Trods alt har sygdommen jo nok tæret på mig. Men det ville jo ikke se godt ud, hvis jeg slap, så holdet ikke længere var repræsenteret foran, så jeg kæmpede videre, og da vi først var kommet over de værste stigninger, havde jeg ingen problemer«. Jakob Piil blev fortjent kåret som etapens mest angrebsivrige rytter, og han er dermed den tredje fra CSC Tiscali, der opnår denne hæder, efter at brødrene Laurent og Nicolas Jalabert har prøvet det tidligere i løbet - storebror endda tre gange. At det danske mandskab på denne vis er blevet udmærket på fem af de hidtidige 17 etaper, fortæller lidt om, hvilket offensivt præg, det har sat på årets Tour. Ydermere er kaptajnen nu kun tre dage fra at blive fejret som samlet vinder af denne konkurrence, hvilket skæpper 100.000 francs i præmiekassen. Snak om fremtiden Endnu har den danske mester ikke kontrakt for næste sæson, men Bjarne Riis er overbevist om, at parterne nok skal blive enige om at forlænge samarbejdet. Piils manager, den tidligere verdensmester Jens Veggerby, har for længst fået henvendelser fra flere andre interesserede mandskaber, men regner med at skulle have den afgørende snak med Riis under Post Danmark Rundt om godt to uger. Det overordnede Tour-billede blev kun ændret minimalt af begivenhederne på gårsdagens etape. Dog rykkede Erik Zabel (Telekom) et point nærmere Stuart O'Grady (Credit Agricole) i kampen om den grønne førertrøje, så kun 11 nu skiller dem. De blev henholdsvis nr. 5 og 6, men måtte i hovedfeltets spurt se sig slået af såvel Jan Svorada (Lampre) som Damien Nazon (Bonjour). Bortset fra Nicki Sørensen, der tabte 1.12 min., sad samtlige CSC Tiscali-ryttere med i den store gruppe.