Politiken lørdag: To jubelstrakte arme og en vredeknyttet, truende næve prægede den dramatiske, åndedrætssnærende finale, da 160 ryttere nåede samlet til målet i Strasbourg på den 211,5 km lange 6. Tour de France-etape fra Commercy. Umiddelbart inden de hidsige fagter med de meget modsætningsfyldte indhold - sejrherren Jaan Kirsipuu (AG2R) stod for begejstringstilkendegivelsen, mens Erik Zabel (Telekom) var manden bag den vilde protestgestus - var gået nogle nervepirrende sekunder, da det så ud til, at den massive bølge af eksplosivt spurtende pedalatleter skulle munde ud i et massestyrt få meter fra målstregen. Kun med opbydelsen af alle sine ekvilibristiske cykelevner undgik Erik Zabel som en af verdens skrappeste afsluttere at komme i katastrofal nærkontakt med rivalerne. Triumfen gik han imidlertid glip af, fordi han blev bragt fuldstændig ud af kurs, og ingen kunne være i tvivl om hans vrede, da han susede over målstregen. Tilsyneladende var den knyttede næve rettet mod Damien Nazon (Bonjour), der besatte andenpladsen, men sådan var det nu slet ikke. Både Zabel selv og kommissærerne var klar over, at skurken var belgieren Tom Steels (Mapei), og efter videostudier af opløbet blev han deklasseret fra den fjerdeplads, han i første omgang noteredes for til en placering som nr. 160 og sidst i hovedfeltet, mens Zabel blev en ny nr. 4. »Steels forsøgte først at komme inden om Kirsipuu, men da det ikke lykkedes, gik han den anden vej rundt og generede mig. Det var så faretruende, at jeg helt holdt op med at træde, fordi jeg ikke ville sætte helbredet på spil. Om jeg havde nået Kirsipuu, skal jeg ikke kunne sige, men mine muligheder blev i hvert fald spoleret«, sagde Zabel, da han langt om længe var faldet til ro og ville udtale sig om episoden, som dog ikke hindrede ham i at forsvare den grønne pointtrøje. For Jaan Kirsipuu, der for to år siden blev estisk folkehelt, da han erobrede den gule trikot fra Lance Armstrong dagen efter at have været hurtigst på 1. etape foran netop Steels og Zabel i Challans, var det sæsonens 14. gevinst. Kun Telekom-stjernen med 17 har vundet mere i år end balteren, der fylder 32 på tirsdag, men udmærket er klar over, at det var nødvendigt at snuppe fødselsdagsgaven på forskud, fordi Touren den dag ankommer til Alpe d'Huez, hvor han er chanceløs. Kirsipuu, der blandt karrierens omkring 85 sejre kun tæller to i Touren, har længe haft vanskeligt ved at blive anerkendt fuldt på højde med eksempelvis Zabel og Mario Cipollini, selv om han ved flere lejligheder har besejret dem. Tidlig spids »Jeg er også først for to-tre år siden nået op i samme klasse som de to. Indtil da var det hovedsageligt i mindre løb, jeg hentede mine førstepladser, men nu synes jeg da, jeg kan gøre mig gældende på alle niveauer, når det gælder kampen frem mod stregen i et stort felt«, siger Jaan Kirsipuu, der, lige siden han blev professionel i 1992, har været i tjeneste hos sportsdirektør Vincent Lavenu. »Imidlertid kan jeg slet ikke hamle op med Zabel, når det handler om at komme over de mellemsvære stigninger. Jeg havde også mine problemer i dag, men heldigvis fik jeg glimrende hjælp af mine holdkammerater. Forhåbentlig giver sejren mig moral til at klare mig gennem den kommende uge i bjergene. Men jeg ser helt tydeligt for mig, at der venter nogle dage med store lidelser. I selve spurten, som Ludovic Capelle kørte for mig, var det lige ved, at jeg fik spidsen for tidligt. Capelle, som om et par år selv kan vinde den slags finaler, var en anelse for hurtigt ude, men heldigvis fik det ingen betydning i den sidste ende«. Etapen prægedes af et langt udbrud, som Axel Merckx (Domo Farm Frites) iværksatte efter godt 45 km. Han fik straks følgeskab af Michele Bartoli (Mapei), Rik Verbrugghe (Lotto), Laurent Brochard (Jean Delatour) samt Frederic Bessy (Credit Agricole), og selv om sidstnævnte udelukkende var med for at forsvare Stuart O'Gradys gule interesser, tegnede sammensætningen så lovende, at det kunne udvikle sig til det afgørende fremstød. Det varede dog ikke længe, før det stod klart, at Credit Agricole havde effektivt snor i udbryderne. Den gule førertrøje skulle bevares i hvert fald yderligere en dag, og forspringet blev derfor aldrig større end mellem tre og fire minutter, hvilket lagde op til, at forsøget var nytteløst. Da det franske mandskab havde sørget for at tæmme udbryderne, tog sprinterholdene over og indfangede dem. Godt seks km fra mål stak Verbrugghe alene, mens de fire andre kort efter blev hentet, og tre km senere var det også slut med belgierens offensiv, der havde kostet så meget, at han nåede at sætte 2.11 min. til.