Politiken søndag: Storsmilende og vildt gestikulerende, som ville han sende et festfyrværkeri af jubelsignaler op til de højere magter i taknemlighed over at have oplevet noget af det største, der kan times en fransk cykelrytter, at vinde en Tour de France-etape på Bastilledagen, lod CSC Tiscalis galliske guldklump Laurent Jalabert sin maskine trille de sidste meter frem med stregen i Colmar stort set ved egen kraft og nød de sprudlende sejrsøjeblikke i fulde drag efter en overdådig kraftudladning på den 162,5 km lange 7. etape fra Strasbourg. Den 32-årige franskmand gentog dermed sin præstation fra 1995, da han ligeledes satte samtlige konkurrenter på plads på nationaldagen, og ligesom dengang skete det efter en betingelsesløs offensiv, der suverænt fremhævede ham som feltets stærkeste rytter under denne hors d'oeuvre til den kommende uges vilde bjergstrabadser. Med sin anden etapesejr i den 88. Tour-udgave - og den fjerde i alt i karrieren - avancerede Jalabert til den samlede andenplads, mens tyskeren Jens Voigt (Credit Agricole), som var med i det definitive femmands-angreb, overtog førertrøjen fra holdkammeraten Stuart O'Grady, der kom i mål med hovedfeltet 4.28 min. efter vinderen. Jalabert er 2.34 min. bag O'Grady, og selv om franskmanden bliver ved med at understrege, at han ingen klassementsambitioner nærer, åbner det ganske spændende perspektiver for ham og CSC Tiscali også i den sammenhæng. Jalabert lagde grunden til sin succes, da han på den anden af dagens fem stigninger Col de Fouchy slap af sted i en 16-mands gruppe. På den næste stak første Laurent Roux (Jean Delatour) og Ivan Basso (Fasso Bortolo), hvorefter Jalabert kørte op til de to sammen med sin tidligere Once- holdkammerat Inigo Cuesta (Cofidis) og Jens Voigt. På det tidspunkt var der stadig kun afviklet ca. halvdelen af etapen, men samarbejdet i denne kvintet var så godt og forspringet øgedes så hurtigt, at chancen for, at fremstødet ville ende lykkeligt, snart lod sig ane. På den næstsidste nedkørsel forsøgte Jalabert at gå alene, men Jens Voigt ville ikke tillade den udflugt. På den sidste hidsige færd mod dalen kunne tyskeren dog ikke hindre franskmanden i at slippe fri. Jalabert havde allerede indledt sin satsning, da Basso styrtede og skabte en del uro bagude, og CSC Tiscali-kaptajnen fortsatte den sidste halve snes km alene i maksimalt tempo mod målet, som han nåede 11 sek. før Voigt. »Jeg begik nok en fejl ved at angribe allerede på den næstsidste stigning. Det viste mine konkurrenter, hvad jeg havde i sinde, og derefter var de knap så villige til at tage føringer. Men jeg følte mig så godt kørende, at jeg blev nødt til at prøve igen, for der var for mange af de andre, der var farlige i spurten. Som franskmand er det fantastisk at kunne køre først over stregen på Bastilledagen, men ellers vil jeg nu ikke sige, at glæden er væsentlig forskellig fra forleden, da jeg vandt i Verdun. Touren er reddet for både holdet og mig, men jeg vil slet ikke begynde at spekulere i klassementet, for der kommer givetvis en dag i de rigtige bjerge, hvor jeg får det meget svært. Denne etape kendte jeg, fordi det ikke er så længe siden, jeg har gennemkørt hele distancen. Jeg vidste, at det ville kunne betale sig at angribe langt ude fra, og heldigvis kom jeg af sted sammen med folk, der havde samme lyst til at satse som mig«, fortæller Laurent Jalabert. Også bossen Bjarne Riis, der har arbejdet så ihærdigt for at lancere sin franske stjerne, og nu får belønning for den del af sit direktør-slid, var overstadigt lykkelig. »Det her overgår alt, hvad jeg havde turdet drømme om på forhånd. Jeg vidste godt, at Jalabert var meget opsat på at slå til netop i dag. Derfor havde vi også aftalt, at der skulle angribes fra starten, og alle kunne jo se, at den ordre blev pareret. Vi var med i det hele, lige indtil Jalabert selv tog over. Det skete tidligt, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg var en smule nervøs for, at han havde overvurderet sine evner. Men heldigvis tog jeg fejl«, siger Bjarne Riis, mens hans supermand bliver interviewet til alverdens tv-kanaler. »Jeg er sikker på, at Jalabert er ærlig, når han siger, at han ikke går efter klassementet, selv om han nu ligger nr. 2. Men som jeg ser det, kan han da godt gå hen og slutte mellem de 10 første alligevel. I det overordnede billede betyder det imidlertid ikke så meget efter det, han hidtil har præsteret. Og jeg har en meget klar fornemmelse af, at han har mere i baghånden«. Den nye mand i gult, Jens Voigt, er opvokset i den nordligste del af det tidligere DDR tæt på grænsen til Vesttyskland, men hans evner som cykelrytter betød, at han allerede som 13-årig overflyttedes til en sportsskole i Berlin, hvor han kom til at gå i klasse med blandt andre Erik Zabel og Jan Schaffrath. Voigt og Zabel er stadig nære venner, hvilket Telekoms supersprinter da også bekræftede på sit vinderpressemøde for nylig, og den nye indehaver af førertrøjen betegnes af stort set alle som en gennemsympatisk person.