Generel skideballe er hos danske CSC Tiscali indgået som led i de verbale forberedelser til dagens Tour-udflugt til Ardennerne. For hverken sportsdirektør Alex Pedersen eller bossen Bjarne Riis lagde efter gårsdagens etape skjul på, at de er skuffede over, så lidt synlige deres folk var på de 220,5 km fra Calais til Antwerpen. Atter var Michael Blaudzun den eneste, som var i nærheden af noget, der mindede om en hæderlig placering. Nr. 33 noteredes han som, da det store hovedfelt passerede stregen 22 sek. efter de 16 udbrydere, og ganske som dagen inden var den næstbedste CSC Tiscali-rytter at finde på den forkerte side af de første 100, hvilket da også betød, at det danske mandskab nu kun har de baskiske klatrere fra Euskaltel bag sig i holdkonkurrencen. »Nu er det ikke, fordi der skal piskes en stemning i vejret. Men det er da helt klart, at rytterne får at vide, at vi ikke er tilfredse med det, de har præsteret indtil nu. Så selvfølgelig skal de skældes ud. Det er vi andre også blevet under tilsvarende omstændigheder, og det nytter ikke at lulle sig ind i en forestilling om, at alt bare går godt nok. For det gør det altså ikke, når der kan køre en stribe udbrud af sted, uden at vi har en eneste mand med. Det var netop blevet indskærpet, at rytterne skulle sidde fremme, så de kunne være klar til at blande sig i de angreb, der måtte komme. Jeg ved udmærket, at det er nemmere sagt end gjort, men når de nu ikke formår at leve op til de forventninger, vi har til dem, skal de også have det at vide«, konstaterer Bjarne Riis. »Det skal imidlertid ske på en ordentlig måde, for der er ingen grund til at spolere stemningen. Jeg skal være den første til at indrømme, at vi ikke har fået den Tour-start, vi havde drømt om. Men det ødelægger nu ikke min optimisme omkring det overordnede facit, vi får ud af Tour-deltagelsen. Og således tror jeg f.eks. på, at Jakob Piil allerede på den forestående etape til Seraing kan rette op på det hidtidige, halvsløje indtryk«. Den danske mester ser da også selv frem til, at Touren i dag bevæger sig ind i væsentligt mere kuperet terræn, end det hidtil har været tilfældet. »Det er et helt vildt tempo, der køres i på de flade strækninger. Det har virkelig overrasket mig. Således manglede jeg i dag kun 20 meter i at lukke et hul, da 14 mand var kommet af sted, men farten var så høj, at jeg eksploderede. Jeg kunne mærke i søndags, hvordan jeg havde det meget bedre, når der kom nogle stigninger. Så jeg håber også på, at jeg kan gøre mig gældende på etapen til Seraing. Jeg har kigget på grafikken, og jeg synes, det ser ud til at være noget for mig, selv om jeg lige nu føler mig frygteligt træt og lidt mismodig. Sådan er det jo imidlertid. Man mister lidt af troen på, at der overhovedet kan ske noget positivt, når man har været gennem sådan en køretur som her til Antwerpen. Men heldigvis varer det ikke længe, før de positive fornemmelser atter får overhånd«, siger Jakob Piil. For Rolf Sørensen betød afstikkeren til Belgien, at det indre pres lettede ganske gevaldigt, efter at han døgnet før havde sat 5.45 min. til. »Jeg følte det som en ordentligt moralsk ørefigen, da jeg ganske enkelt ikke kunne følge med på søndagens etape. Jeg havde så dårlige ben, at jeg blev regulært sat af, og det var ikke ligefrem den måde, jeg havde drømt om at indlede Touren på. Jeg var virkelig ked af det, og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Men heldigvis gik det meget bedre på turen til Antwerpen. Jeg tror simpelthen det var stress, der slog mig ud dagen inden. For selv om jeg har været med i mange år, er jeg stadig meget nervøs op til en opgave som Tour de France. Og det er vel i bund og grund i orden, for det viser, hvor meget jeg satser på, at det skal gå godt. Det var da uheldigt, at vi ikke var repræsenteret i det afgørende udbrud, men jeg ser det nu ikke som så katastrofalt. F.eks. er Jalabert jo endnu ikke begyndt at satse, så jeg tror da nok, at vi skal nå at gøre os positivt bemærket«, fastslår Rolf Sørensen. En tilsvarende fornemmelse har den franske kaptajn selv, og han lægger ikke større vægt på, at han i det samlede klassement satte ni pladser til, så han nu er nr. 36. »Jeg er glad for, at jeg slap igennem uden at styrte. Det var en uhyre nervøs etape med så opskruet en hastighed, at jeg ikke vil bebrejde nogen af mine holdkammerater, at de ikke slap med i udbruddene. Det var lidt af et tilfælde, hvem der kom fri, og personligt synes jeg ikke, jeg har grund til at klage. Jeg føler mig på højde med situationen, og jeg skal nok forsøge at udnytte min chance, når etaperne bliver lidt anderledes«, understreger Jalabert.