Goran Ivanisevic er katolik med stort K. Den kroatiske tennisspiller gav Gud det meste af æren for, at han søndag spillede sig i Wimbledon-finalen ved at slå englænderen Tim Henman i fem sæt 7-5, 6-7, 0-6, 7-6, 6-3. Mandag møder wild card-spilleren Ivanisevic den tredjeseedede Patrick Rafter fra Australien i et endeligt slag om den prestigefyldte Grand Slam titel. Hvilken herreskør tennisturnering har Wimbledon ikke udviklet sig til i år, siden den hidtidige herre i huset, Pete Sampras, allerede i fjerde runde blev bedt om at aflevere nøglerne til Roger Federer - det bedste der er kommet ud af Schweiz siden kuk-urene. For første gang nogensinde bliver ikke et eneste slag slået i mændenes finale før i den tredje uge, i dag mandag, hvis vejret tillader. For første gang bliver der direkte billetsalg ved porten til finalen, 10.000 til 40 pund (480 kr.) pr. styk, og for første gang er en wildcard-modtager i en Grand Slam-slutkamp - kroaten Goran Ivanisevic, som møder sidste års australske finalist Patrick Rafter. Goran Ivanisevic, den herligt skøre 29-årige kugle, verdens nr. 125 som arrangørerne - fordi han tre gange tidligere, i 1992, 1994 og 1998 har været i finalen - var så venlig at række en lillefinger med et wildcard, hvorefter han tog hele hånden. I hvert fald den engelske part af hånden. Først den fra Canada importerede Greg Rusedski og så - oh, ve, oh, skræk - den mest ærkeengelske englænder Tim Henman, godt hjulpet af briternes eget evindelige sommer- problem: Regnvejret. Deres fem sæts semifinale varede i regulær spilletid tre timer og fem minutter, men på grund af vand-afbrydelserne gik den, som noget helt uhørt i Wimbledon, over hele tre dage. Først Henman i front 5-7, 7-6 (8-6), 6-0, 2-1 efter fredagen, hvor Ivanisevic, som helt mistede gejsten efter andet sæt, var meget heldig med afbrydelsen. Så udligning af Ivanisevic lørdag, hvor han - bl.a. med et helt forrygende vinderslag, slået knælende, fordi han var gledet lige forinden - tog fjerde sæt 7-6 (7-5) og som servende først førte 3-2 i det altafgørende femte sæt, da næste afbrydelse indtraf. Og endelig søndagens store 'anti-henmania-klimaks', afgjort på et kvarter, da den undertippede venstrehåndsspillende kroat brød favorittens serv til 5-3 og servede finalepladsen hjem - efter en i bogstaveligste forstand rystende dobbeltfejl på sin første matchbold. »Jeg bad ellers Gud om en stor andenserv, hvis den første kiksede, men han hørte mig åbenbart ikke. Måske var han gået til frokost«, fabulerede Ivanisevic bagefter. Men den næste matchbold kom på endnu et es, det 36. i semifinalen og hans nr. 186 i alt for turneringen. På en andenserv, naturligvis. Ellers havde det jo ikke været Goran Ivanisevic. »Det føltes imidlertid også på det tidspunkt, som om armen var blevet 58 kilo tungere«, grinede han. oppisket stemning Medens Goran Ivanisevic smed sig på ryggen i græsset i begejstring og siden meget religiøst slog korsets tegn foran sig, forstummede brølene fra hovedparten af de 13.000 tilskuere, der havde givet 'deres Tim' en massiv opbakning. Den kolossale skuffelse, denne landesorgsagtige stemning som for nogle skulle have været den næststørste dag siden verdensmesterskabet i fodbold blev erobret i 1966, var lige til at skære i. Men det er jo hvad der sker, når man i overgearede engelske medier forsøger at lancere en stilfærdig, indadvendt og lidt farveløs type som Tim Henman som en brølende 'Tiger Tim', skønt han ellers altid har været kendt som 'Tiny Tim'. Og derefter læsser hele nationens tonstunge håb om endelig - efter 65 års venten - at få en hjemlig herresingle-triumf i verdens største tennisturnering op på skuldrene af fyren. Det skal dog siges, at Tim Hemnan selv tog nederlaget i stiv arm. Afbalanceret og behersket roste han sin besejrer, men forsikrede samtidig pressen om, at han langtfra har opgivet håbet om at løfte vinderpokalen. Det var tredje gang Tim Henman dukkede op i en Wimbledon-semifinale, rutinemæssigt knyttende næven og bidende tænderne sammen for ligesom over for omverdenen at signalere kampiver og gåpåmod, og det var tredje gang han tabte. To gange tidligere har det været til 'den onde ånd' Pete Sampras, og med denne borte troede alle jo at nu måtte den da være der, ikke sandt. Det havde Goran Ivanisevic imidlertid en helt anden mening om, og kroaten, der har udsat en operation af sin smertende skulder og nu spiller primært for sig selv - »det morer mig virkelig, også nogle gange, når jeg kikser et slag« - er opsat på endelig, i sit fjerde finale-forsøg, at nå helt til tops i Wimbledon. »Og jeg må jo være et geni, for det har John McEnroe som tv-kommentator sagt at man er, hvis man kan komme i finalen bare på at serve«, lyder det lidt ironisk fra Ivanisevic, der nok har haft den venstrehåndsspillende, karismatiske amerikaner som sit forbillede, men kun som spiller. »Som menneske har jeg ikke ret høje tanker om ham«. Det har Goran Ivanisevic imidlertid om sin finalemodstander Patrick Rafter. »Ja, han er min ven, men ikke i finalen. Hvis der i nat dukker en engel op i mine drømme og siger 'Okay, Goran du vinder Wimbledon i morgen, men derefter vil du aldrig mere være i stand til at røre en ketsjer', så vil jeg tage imod tilbuddet, frem for at spille mere tennis«.