Politiken onsdag: I sin første virkelige styrkeprøve efter de to skulder-operationer, der har holdt ham ude af turneringsaktion i 20 måneder, vendte den 28-årige danske venstrehåndsspiller Kenneth Carlsen i går tilbage til tennissportens vindercirkel med en tresæts-sejr over spanieren Juan Balcells i Wimbledons første runde. Det skete med cifrene 7-5, 7-6 (7-4), 7-6 (10-8), og det varede to timer og tyve minutter på den solstegte bane 14, før Kenneth Carlsen kunne lukke og slukke med et baghånds-passerslag på sin fjerde matchbold, og i triumf række armene ud mod sin kæreste Trine og de to danske elitecenter-trænere Morten Christensen og Ola Kristiansson. En slags dobbelt lykke for den lange, lyse amagerkaner, der har strøget hårbåndet og kasketten og nu blot fletter sine lange lokker i en kort hestehale. Dels viste kampen, at skulderen holdt - Kenneth Carlsen bankede 16 rene serveesser af sted - og dels afslørede resultatet, at han psykisk er blevet mere moden, mere afslappet og ikke længere går i baglås, når han skal leve op til en favoritrolle. Den rolle vil Kenneth Carlsen ofte indtage på græs mod en spanier, og selvom Balcells er lidt atypisk i den retning, fordi han faktisk foretrækker hardcourt frem for grus, så var gårsdagens situation ikke meget anderledes end den i 1997, hvor Kenneth Carlsen i Wimbledon trak spanieren Emilio Alvarez, førte klart 2-0 i sæt og endda var foran i tredje sæt med et break - hvorefter han gik i sort og tabte. En ny fatal spansk udvikling var undervejs i går, da Kenneth Carlsen, foran 6-5 i tredje sæt og 40-0 i Balcells serv, misbrugte hele tre matchbolde, for derefter i den følgende tiebreak at være nede med tre sætbolde til spanieren. Jeg tvivler på, at en Carlsen anno 1997 havde mestret den situation. Men i går gjorde han det. Selvom tiebreakeren må have været fæl at gå i gang med, med de tre netop brændte matchbolde siddende i baghovedet, så magtede Kenneth Carlsen den. Trods tilløb til gummiarm, med to af hans i alt seks dobbeltfejl i netop den tie break, trods et lidt kejtet benarbejde og en for defensiv indstilling til at løbe stopbolde op, og trods den omstændighed, at returneringerne fra danskerens svage punkt, baghånden, stadig har en tendens til at blive for slatne. Gennem hele kampen var serv- og flugtspillet Kenneth Carlsens varemærke. Hans serve blev ikke brudt - fem breakbolde blev afværget - og selv tog han spanierens serv en enkelt gang til 6-5 føring i 1. sæt. Nok rangerer sejren ikke blandt Kenneth Carlsens mest meriterede, Juan Balcells, der er lige så høj som danskeren (191 cm), men vejer 10 kilo mere, var - når sandheden skal frem - ikke just nogen ørn på græsset, kiksede i stor stil både førsteserver og flugtninger og skreg til sidst sine frustrationer ud. »Nu dør man jo ikke af at tabe i tennis, og jeg har da også lang vej endnu, men sejren var meget vigtig, fordi den giver endnu mere selvtillid - der er trods alt stor forskel på træning og kamp - og så er Wimbledon, med hele sin prestige, vel heller ikke den værste turnering at vælge at spille godt i«, konstaterede en glad Carlsen. I dag træner Kenneth Carlsen med sin gode ven og kollega fra juniordagene, svenskeren Thomas Enqvist, for at forberede sig til næste opgave i morgen: Anden runde mod verdensranglistens nr. 49, Guillermo Canas.