Politiken torsdag: Hverken tirsdag 19. april eller onsdag 9. maj glemmer Bo Hamburger nogensinde. Førstnævnte dato, døgnet efter Fleche Wallone, blev han kontaktet af udsendinge fra den internationale cykelunion UCI og bedt om at afgive en urinprøve i forbindelse med den nyindførte EPO-test. Og forrige onsdag modtog han beskeden om, at analysen havde givet et positivt resultat. På sekunder ændrede tilværelsen sig dermed for den regerende danske mester i landevejscykling, for i denne sammenhæng er ordet positivt alt andet end velkomment, eftersom det signalerer anvendelsen af forbudte medikamenter. Siden er der kun kommet spredte udtalelser fra hovedpersonen selv, men da Politiken i går nåede igennem til hjemmet i Italien, lød det som om, Bo Hamburger - da han først havde løsrevet sig fra legen med sin knap fire måneder gamle tvillingesøn - var nået til en form for afklaring omkring sin situation. »Jeg synes ikke selv, jeg har gemt mig. I hvert fald har det ikke været meningen. Men det er da ikke alle, jeg har lyst til at snakke med. For jeg har jo ikke noget særligt at sige. Jeg sagde nej til at være med på det pressemøde i København, hvor sagen blev offentliggjort. Men det skyldtes, at jeg ikke mente, der var grund til at stå frem, når kun resultatet af A-prøven forelå. Men jeg holder mit eget pressemøde, når jeg har fået meddelelse om udfaldet af B-prøven«, fortæller Bo Hamburger. De, der regner med, at han ved den lejlighed kommer med vidtgående afsløringer om eventuelle suspekte tilstande i cykelsporten, bliver frygteligt skuffet. Det helt konkrete omkring selve indholdet af dopingprøven ønsker Bo Hamburger fortsat ikke at kommentere, før B-prøven er foretaget. Men han understreger, at han ikke forstår, hvad der er foregået. »Jeg vil have alle resultater på det rene, før jeg drager konklusioner om noget som helst. Jeg har eksempelvis ikke skiftet læge, så på den måde kan der ikke være foregået noget mystisk. Det eneste helt sikre, jeg kan konstatere er, at det under alle omstændigheder er noget pis for min karriere. Det afkorter den helt sikkert. For uanset udfaldet, har det her kostet for meget. Indimellem spørger man sig selv, om det er værd at kæmpe mere. Men et eller andet sted er man vel en fighter«. »Jeg ved godt, der er mange, der er kommet videre efter en karantæne. Men jeg har ikke gjort op med mig selv, om det vil være det værd. Tilværelsen får også andre aspekter lige pludselig. Hvis det værst tænkelige skulle ske, at jeg stopper nu, er jeg stadig meget ung og har forhåbentlig et langt liv foran mig «. En slem periode Samtalen med Bo Hamburger byder midt i alvoren og tristheden, som uundgåeligt præger hans sindsstemning, også på små, utilsigtede smilehuller. Som da Hamburger f.eks. konstaterede, at hovedparten af de tilkendegivelser, han havde fået, siden sagen var kommet frem, havde været 'positive'. Han kunne faktisk ikke lade være med at grine, da han sagde det. »Nu skal det ikke misforstås. Jeg har aldrig været igennem noget i min cykeltilværelse, der bare tilnærmelsesvis er så slemt som det her. Det er ikke noget, man ønsker for sin værste fjende. Men det gælder også om at komme hel ud på den anden side. De første dage var jeg langt nede. Jeg var sur og alt muligt. Men så begyndte jeg at tænke på andre ting, lidt mere rationelt og koge det hele ned til, hvad det egentlig er. Der er sgu ingen, der hverken døde eller alvorligt syge. Faktisk overrasker det mig, hvor hurtigt jeg er nået dertil. Det er mærkeligt, hvordan man reagerer i sådan nogle situationer. I nogle perioder kan man ikke lige se formålet med det hele. Så kommer tankerne lidt væk, man indser der er andre ting i livet, og så er der pludselig helt andre perspektiver«. »Det ændrer imidlertid ikke på, at det her har medført store omkostninger både for mig og min familie. Og det gælder, uanset hvad udfaldet i den sidste ende bliver. For det er som om, man ikke orker at tage kampen op længere. Jeg cykler stadig, men lysten er blandet. Det er rart at komme ud, og jeg har da stadig mod på at kaste mig ud i konkurrence igen. Men konstant melder spørgsmålet sig, om det nu også er det hele værd. Jeg ved det ikke. Og det er ikke en beslutning, der bliver truffet fra den ene dag til den anden«. 19. april, da den famøse dopingprøve blev taget, husker Bo Hamburger naturligvis stadig tydeligt. »UCIs folk kom om morgenen. Jeg var ikke vildt overrasket, for de har jo bekendtgjort, at de kunne komme. Selvfølgelig blev jeg da lidt forbløffet, lige da de stod der. Men heller ikke mere. De udvalgte én mand fra fem hold, som boede på det pågældende hotel. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle bringe mig i fedtefadet. Jeg havde virkelig ikke den ringeste mistanke om, at noget skulle være galt«. Og det var da også derfor, Bo Hamburger tilbragte det meste af gårsdagen i Milano. Han har et forsvar at forberede. Men han er fuldstændig uvidende om, hvad det vil føre til.