»Vore ryttere var bare ikke gode nok«, konstaterede CSC World Onlines sportsdirektør Alex Pedersen efter et Liege-Batogne-Liege med Michael Blaudzun som holdets bedste på 17.-pladsen. Mens eksverdensmester Oscar Camenzind efter en hidsig, medrivende finale kunne strække armene jublende i vejret som vinder af det 258 km lange World Cup-arrangement Liege-Bastogne-Liege, var resignerende skuldertræk de eneste kropsudtryk, der var brug for i CSC World Online-lejren oven på den 87. udgave af den traditionsrige belgiske klassiker. En absolut hæderfuld 17.-plads til Michael Blaudzun, der kom ind i en gruppe på 35 ryttere med et minus på 25 sek. til de førende, udgjorde højdepunktet for et cykelmandskab med ganske anderledes svulmende ambitioner. Men afmagten omkring mulighederne for at gøre sig gældende i dysten om sejren medførte ingen desperate skuffelsesudbrud - kun en sagtmodig erkendelse af manglende formåen i løb som gårsdagens. »Jeg ved godt, det er lidt trivielt at blive ved med at skulle høre på den samme forklaring. Men de ryttere, vi havde til start i dag, var jo oprindelig kun tiltænkt hjælperroller, da vi inden sæsonen planlagde Liege-Bastogne-Liege. Det var et af de løb, hvor en Laurent Jalabert i topform skulle have gjort forskellen. Det er i ligeså høj grad en kendsgerning, som at vi desværre må vente lidt endnu med at håbe på resultater fra hans side. Men under disse omstændigheder tjener det intet formål at begynde at skælde de ryttere ud, som vi nu havde i aktion. For de ydede deres maksimale, og vi fik da seks af de otte startende igennem. Vi må blot se i øjnene, at de ikke er gode nok til at begå sig i kampen om de bedste placeringer. Og vi kan så overveje, om det til næste sæson ikke vil være fornuftigt at investere i yderligere en type som Jalabert, så vi råder over en gardering for ham«, lyder sportsdirektør Alex Pedersens vurdering af kappestriden på de belgiske landeveje. Liege-Bastogne-Liege udviklede sig til en noget mærkværdig affære, fordi en overraskende stor førergruppe tog hul på de afsluttende stridigheder. Sædvanligvis er der tale om langt større splittelse, men den lod vente på sig til Côte de Saint-Nicolas godt 5 km fra mål. Her trådte verdensranglistens førstemand Francesco Casagrande (Fassa Bortolo) an, og kun Camenzind, Davide Rebellin (Liquigas), Michael Boogerd (Rabobank) og Davide Etxebarria (Euskaltel) var i stand til at følge ham. Den kvintet holdt sammen til mål, og efter at Casgrande havde søgt at køre en lang spurt hjem, var det Camenzind, der på den let stigende opløbsstrækning sikrede sig overtaget, mens Rebellin, Etxebarria - de to byttede plads i forhold til sidste år - Casagrande og Boogerd fulgte umiddelbart efter. For den 29-årige Oscar Camenzind markerede den krævende styrkeprøve i Ardennerne en ny kulmination på en noget svingende karriere, der eksploderede i de helt overvældende begejstringsscener i 1998-sæsonens sidste uger, da han først blev verdensmester i Valkenburg og siden nedkæmpede samtlige rivaler også i Giro di Lombardia. De præstationer havde han vanskeligt ved at leve op til året efter, men det blev dog til etapesejre i Giro del Trentino og Schweiz Rundt, ligesom han faktisk blev nr. 8 i Liege-Bastogne-Liege. I 2000 sluttede han som samlet vinder af sit hjemlands nationale rundtur. »Jeg har aldrig tvivlet på, at jeg på et tidspunkt atter ville lave resultater af samme karakter som i 1998. Sidste år var jeg længe plaget af sygdom og arbejdede måske alt for hårdt for at opnå succes. Netop derfor har jeg op til denne sæson trænet væsentligt mindre, end jeg plejer. I det aktuelle Liege-Bastogne-Liege opstod det farligste øjeblik for mig, da Fassa Bortolo satte et voldsomt tempo frem mod Côte de Saint-Nicolas. Da vidste jeg, at Casagrande ville satse maksimalt, og heldigvis havde jeg altså overskud til at gå med. Nu forsøger jeg mig igen på lørdag i Amstel Gold Race, og henter jeg en ny topplacering dér, kan det godt tænkes, at jeg satser på World Cuppen sammenlagt«, fastslår David Camenzind.