Op gennem 1990’erne rådede dansk cykelsport i Rolf Sørensen og Bjarne Riis over to af de mest succesrige personligheder på den internationale scene. Begge var sprængfyldt med ambitioner, havde kurs mod nogenlunde de samme mål, og dermed lurede risikoen for en konflikt lige rundt om hjørnet. Egentlig antydede den rollefordeling, der tegnede sig i 1993 med Rolf Sørensen som en af verdens ypperste klassikerspecialister og Bjarne Riis med femtepladsen i Tour de France på vej mod den ultimative berømmelse i det mest krævende af alle etapeløb, ellers, at der burde være rigeligt råderum for begge. Men da de i 1994 ved VM på Sicilien hver for sig så sig som seriøs kandidat til guldet, udløstes den første eksplosive konfrontation. For åben tv-mikrofon rettede Riis voldsomme bebrejdelser mod Sørensen for ikke at have hjulpet ham tilstrækkeligt, mens sejrherren fra bl.a. Liège-Bastogne-Liège året inden hævdede, at han bare havde kørt sin egen chance på et tidspunkt, da Riis ikke var inde i billedet.
Direktøren gav dem samme værelse
I den sidste ende måtte Rolf Sørensen nøjes med sjettepladsen, mens Bjarne Riis blev nr. 9, og det facit blev indledningen til en fejde, som blussede op med jævne mellemrum de følgende år, om end det undertiden fornemmedes, at det først og fremmest var medierne, der pustede til ilden.
Tæt på de to kombattanter både før, under og efter kappestriden på Sicilien – han fungerede som holdleder for Dansk Professionel Cykle Forbund, der dengang varetog pengerytternes interesser – var Danmarks Cykle Unions nuværende direktør Jesper Worre, der bl.a. kan berette, at trods de voldsomme verbale udfald, som VM-dysten affødte, var uenigheden ikke større, end at Rolf Sørensen og Bjarne Riis delte værelse efter konkurrencen, ganske som de havde gjort det inden.
Hemmelig plan skabte ballade
»Det var første gang, at de professionelle fik deres udgifter betalt i forbindelse med VM-deltagelse, og derfor syntes vi også, at det var rimeligt med nogenlunde klare linjer om, hvordan løbet skulle køres«, fortæller Jesper Worre, der sad i servicevognen og fulgte slagets gang.
»Der var enighed om, at både Rolf og Bjarne skulle være kaptajner, og om, at de i hvert fald ikke skulle angribe hinanden. Men undervejs skete der noget fuldstændigt uforudset for os, som ikke var indviet i planen. Og det gjaldt altså også Rolf Sørensen«.
»Pludselig satte rytterne fra det italienske Gewiss-mandskab, som Bjarne jo kørte for, et angreb ind på tværs af nationsinteresser, og det skabte en voldsom splittelse i feltet, som betød, at blandt andre Rolf kom til at sidde et godt stykke bagude. Siden kom der samling på tropperne, men jeg er overbevist om, at den detalje var med til at bringe sindene i kog«.
Bjarne kom for sent i gang
»Rolf kæmpede sig senere med helt i front, mens Bjarne missede det udbrud, som siden gjorde franskmanden Luc Leblanc til verdensmester. Bjarne kørte imidlertid en fremragende finale, og det viste sig faktisk, at han tilbagelagde stigningen de sidste 4 km hurtigst af alle. Han kom bare for sent i gang«.
»Da Bjarne kom i mål, var han meget ophidset. Jeg prøvede at berolige ham og sige, at han jo slet ikke havde set, hvad der foregik foran, hvor Rolf sad. Men han vendte om og kørte direkte hen til TV 2’s boks, hvor han fremsatte sine angreb«.
Et andet højdepunkt i rivaliseringen, som stilledes til skue for millioner af tv-seere, oplevedes to år senere på den 208,5 km lange 10. etape i Tour de France fra Torino til Gap.
Riis-hold kørte Sørensen ind Bjarne Riis havde dagen inden på klatreturen op til Sestriere erobret den gule førertrøje fra sin tidligere Gewiss-holdkammerat Jevgenij Berzin, og efter landsmandens jubelstund fandt Sørensen, at tiden var inde til, at han også skulle sætte sit præg på Touren. Han iværksatte i finalen et solofremstød, som syntes at have gode chancer for at skulle lykkes. I hvert fald lige indtil Team Telekom satte sig i front og ganske kort før mål neutraliserede offensiven. Efter målpassagen rettede Rolf Sørensen voldsomme bebrejdelser mod Riis og Co., men Telekom-klanen må nu siges at have argumentationen for den hidsige jagt i orden. Dels førte den til, at Erik Zabel vandt etapen, dels lagde den grunden til, at tyskeren dermed overtog den grønne førertrøje, som han bevarede løbet ud. Gensidig respekt for hinanden Der er gennem årene fornemmet andre konfrontationer mellem de to uhyre målrettede individualister, men trods bataljerne havde de gensidig respekt for modpartens kvalifikationer.
