Favorit. Winston Sisa er en af de største travheste siden Tarok.
Foto: CICILIE S. ANDERSEN

Favorit. Winston Sisa er en af de største travheste siden Tarok.

Sport

Winston Sisa er Taroks efterfølger

Travsporten er livet for Jan Dahlgaard, der som derbyfeltets mindst rutinerede kusk starter den største favorit, Winston Sisa, i dag.

Sport

Kvart i fem. Om morgenen. Jan går ud og giver traverne foder for første gang. Schæferen Daffi følger med, mens Charlotte laver morgenkaffe. Sådan gør de hver morgen, og så spiser hestene havren, mens de selv nyder kaffen. Klokken halv seks kommer staldfolkene Michael og Niclas, og så står den ellers på træning af staldens 33 heste.

Vi er i Spøttrup nær Skive, og det er her, dagens megafavorit til derbyet, den fireårige hingst Winston Sisa, holder til. Jan på 33 og Charlotte på 38 år er henholdsvis travtræner Dahlgaard og sambo Poulsen, de har kendt hinanden siden tiden som staldmænd m/k hos Gordon Dahl, og de tog for fire år siden det kæmpemæssige spring at købe en ny landejendom med efterfølgende bygninger af stalde og indrettelse af træningsbaner. Den sidste stald blev bygget i november.

»Alt, hvad vi tjener, går til staldfolk, til forbedringer og til investeringer, jo, og så får vi jo mad på bordet«, siger Charlotte med et kæmpesmil.

»Hun får kun løn, når det går godt«, supplerer Jan med et grin. Men det er ikke engang løgn.

Krisen og et voldsomt problem

De har i hjertet slet ikke haft noget valg. Hestene er deres liv, deres passion, og Jan tør slet ikke tænke på deres situation, hvis hestevæddeløbssporten kollapser i Danmark, hvilket ikke er et urealistisk scenarie.

»Så står vi med en usælgelig investering og et voldsomt problem«.

Men det er ikke i fokus nu, hvor Politiken besøger gården for at følge den sidste derbytræning af Winston Sisa. Den vinder nemlig denne søndag eftermiddag i Charlottenlund.

Nå ja, selvfølgelig kan der ske uheld eller pludselig sygdom, men maksimalt tre-fire heste i de sidste tres års derbyløb har haft en tilsvarende overkapacitet i forhold til konkurrenterne.

Måske Karina Axworthy i 1968, Tarok i 1976, Ejnar Vogt i 1983, Rudolf Le Ann i 1993. Og for at være helt ærlig mindes jeg som travmedarbejder for Politiken i hele perioden ikke at have set magen til hurtighed for en derbyhest. I tillæg har den aldrig vist tegn på træthed ved målpassage.

Monsteret knuser al modstand

Den løber med sænket hoved (lang checkrem fra hoved til rygstykke) som et monster, der kan knuse enhver konkurrent på et hvilket som helst tidspunkt undervejs. Den virker til tider lettere uinspireret og lidt klumpet i stilen, men styrken er enorm, og den kan tilsyneladende holde et opskruet tempo på langdistancen. At sætte sig op imod den i indbyrdes duel undervejs i dag kan vise sig at blive fatalt, i hvert fald for konkurrenten.

Det ved Jan Dahlgaard, det kan han bruge, og det gør ham måske ekstra tryg, når han i modsætning til mange andre ikke hyrer en topkusk til jobbet, men vælger at sætte sig i sulkyen selv, på trods af at han slet ikke har den daglige løbsrutine som kuskenes top-ti. Han har kun startet 25 gange i år, heraf fem sejre, og de fire er med Winston Sisa.

Sportens rutinerede gamle ræve, Steen Juul (65 år) og Birger Jørgensen (58 år), har f.eks. begge kørt et stykke over 400 gange i sæsonen og hver vundet omkring 90 væddeløb.

Og derbyhistorien fortæller, at vi nok skal 35 år tilbage til 1980 og amatøren Ove Andersen (Chianti Pitt) for at finde en derbytriumfator med tilsvarende beskeden daglig løbsrutine.

Hestens styrke giver tryghed

»Jeg ved godt, at det er nu, det gælder«, siger Jan, »men jeg føler mig godt tilpas ved situationen. Min hest virker til at være på toppen, og jeg har jo ikke forsøgt at lave mirakler efter derbyprøven«.

Underforstået: Winstons form er god nok, og der skal f.eks. ikke eksperimenteres med at droppe jernskoene for at lade hingsten løbe barbenet i forsøg på at opnå et par ekstra tiendedele sekunder. Hesten tabte i derbyprøven 60-80 meter ved startgalop, rundede feltet og forlod alligevel konkurrenterne med 30-40 meter.

Men selvfølgelig skal den store startgalop undgås, og gættet er, at Jan tager en start på safety first, før han kører frem mod den formodede førerhest, Gordon Dahls Wishing Boy, der har Steen Juul som fast kusk. Wishing Boy er hesten, der skal knækkes, den virker en klasse under Winston Sisa, men over resten af feltet. Og Steen Juul er skræmmende ’Mr. Derby’ med syv triumfer i bagagen.

Jeg føler mig godt tilpas ved situationen. Min hest virker til at være på toppen, og jeg har jo ikke forsøgt at lave mirakler efter derbyprøven

Jan ved også godt, at han vil blive tildelt en del af ansvaret, hvis det går galt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men sådan er det, og sker det, vil livet gå videre med træning mandag morgen«.

Det er jo i sidste instans ejerne, der bestemmer kusken, og ejertrioen Henrik Poulsen, Knud Lillegård og Jacob Wolfsohn har valgt at give Jan den chance frem for at vælge en svensk topkusk som f.eks. Björn Goop eller Örjan Kihlström. En kæmpe tillidserklæring og opbakning.

Jysk underdrivelse

De tre har alle været staldmænd i firserne og halvfemserne i Charlottenlund, Poulsen hos Steen Juul, Lillegård hos Axel Jacobsen og Wolfsohn hos Preben Kjærsgaard og Max Nielsen, så de repræsenterer datidens fire store stalde. De har engagement og indsigt ud over det normale, og de opdagede ret hurtigt den unge Dahlgaards talent som træner.

Han præsenterede hestene i topfin stand til væddeløbene, og i inderkredsen vidste man jo også, at det var Jan, der tilkørte og optrænede alle succesamatøren Peter Rudbecks stjerner, som Rudbeck så fik udleveret i hestenes toårssæson i foråret. De fornemste er nok hoppederbyvinderen Nobodybeatsthebeat og derbyvinderen Stand and Deliver.

»Det er folk, der virkelig passer hestene«, siger Peter Rudbeck med sædvanlig jysk underdrivelse om Jan og Charlotte.

Den skjulte succes

En anden stor og ’skjult’ succes er stald Dahlgaards arbejde med velhavende norske hesteejeres ungheste, som udgør halvdelen af besætningen. Når de skal til Norge til væddeløb eller til aflevering, er det Charlotte, der kører transporten, og en norsk topkusk, der sidder i sulkyen.

»Der kan godt gå en uge, hvor jeg ikke kommer ret langt hen ad grusvejen uden for gården«, smiler Jan.

Sandheden er, at hestene kræver ham. ’Gården skal passes’. På den måde er Jan og Charlotte noget ’stavnsbundne’ og lever et helt andet liv end andre yngre mennesker på samme alder.

»Vi afstår fra det meste«, bliver sagt helt uden beklagelse.

Alt heroppe ånder ro, fred og idyl. Absolut ingen stress, men fast og målbevidst arbejde fra morgen til aften. Lydene kommer fra hestene, f.eks. når Charlotte henter Winston Sisa ind fra folden. Winston puster sig op og vrinsker som en avlshingst, samtidig med at ørerne lægges ned som et signal til artsfæller om, at han er kongen. Som om de ikke kendte hakkeordenen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Beskeden og selvbevidst

Det burde næsten ikke nævnes, men samtalen har været dejligt fri for udslidte klicheer og besværgelser som ’travløb er travløb’ og ’ethvert løb skal køres først’. Jan Dahlgaard er både beskeden, stilfærdig og selvbevidst på én gang.

Alligevel er det en uomgængelig kendsgerning, at travsportens altoverskyggende løb, derbyet, kun køres én gang for hver hest.

Den skal være danskfødt, fire år gammel, og det foregår i Charlottenlund den sidste søndag i august. Det er nu. Fra enhver sportsligt betragtning skal den bedste hest vinde: Winston Sisa.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce