Klodens hurtigste menneske hedder stadig Maurice Greene. Den amerikanske supersprinter slog sin position som verdens bedste sprinter fast endnu en gang, da han søndag nat dansk tid vandt 100 meter finalen ved VM i Edmonton i 9,82 sekunder - verdens tredje hurtigste tid nogensinde. Maurice Greene tangerede samtidig landsmandens Carl Lewis rekord med tre VM-titler på 100 meter. Maurice Greenes to landsmænd Tim Montgomery og Bernard Williams sørgede med sølv og bronze for, at mesterskabernes mest profilerede begivenhed blev en tredobbelt amerikansk triumf - for første gang siden 1991. Den 27-årige supersprinter fra Kansas, der i forvejen var i besiddelse af de historiens to hurtigste tider, kunne utvivlsomt have slået sin egen verdensrekord på 9.79, hvis han i stedet for de 0,2 sekundmeter modvind havde haft vinden i ryggen. Maurice Greens tid var ikke mindre imponerende i betragtning af, han rystede tre tyvstartskendelser af sig, inden han fik lov at "strække" ud. Greene lignede en vinder hele vejen, men blev dog presset hårdt af Tim Montgomery på de sidste meter. »Det var et fantastisk løb. Jeg tænkte overhovedet ikke på tiden, jeg kom her for at vinde. Og, ja, jeg kunne godt mærke, at Tim var lige bag mig til sidst, men det skræmte mig slet ikke - og det gjorde tyvstarterne heller ikke«, sagde Maurice Greene, der kort efter målstregen begyndte at humpe med ansigtet fortrukket i smerte. Greene har døjet med knæet i et stykke tid, men det var ikke problemet denne gang. »Jeg mærkede et eller andet i min akillessene, men smerten føles rar, når man vinder«. Verdensmesteren stiller af samme årsag ikke op på 200 meter og er tvivlsom til det amerikanske stafethold på 4x100 meter. Maurice Green, der er den yngste af fire søskende, brød for alvor igennem lydmuren i 1997, da han vandt VM i Athen. Den nuværende verdensrekord satte han samme sted i juni 1999 - et par måneder før han i Sevilla sikrede sig sit anden VM-titel på den ultimative sprinterdistance med tiden 9,80. Sidste år sprintede han sig til OL-guld i Sydney, men Greene har ikke fået nok. »Jeg har ingen planer om at trække mig tilbage, og jeg føler, at der stadig er et par verdensrekorder i mig«, sagde Greene. Sølvvinderen Tim Montgomery havde i bedste boksestil været storskrydende optimist op til finalen, og selv om vinderen af de amerikanske mesterskaber (uden Greene) kun var en halv armlængde fra at indtage sprintertronen, var der ingen tilfredshed at spore. »Jeg er meget skuffet over sølvmedaljen. Med den afslutning jeg havde, manglede jeg bare en ordentlig start. Den var der desværre ikke i dag«, sagde Montgomery. Efter løbet var de tre amerikanske sprinterhelte eftertragtet bytte i den såkaldte mixed-zone, hvor de ivrige amerikanske pressefolk havde travlt med at komme rundt til alle deres medaljevindere. Greene stod og smilte - stadig omsvøbt af det Stars and Stripes, som han traditionen tro løb æresrunden med. Bernard Williams var lige så glad for sin tredjeplads og takkede igen og igen Gud for det gode løb. »God is blessing us«, sagde Williams, der gjorde sin entre på stadion, som var han en gangsterrapper i pigsko: »Det handler om at nyde øjeblikket, slappe af og give publikum noget for pengene«. Ato Boldon ville ikke komme med undskyldninger for sin skuffende fjerdeplads - men gjorde det alligevel. »Jeg er ikke 100 procent frisk, men jeg vil ikke komme med undskyldninger. Jeg mener stadig, at jeg er bedre end nummer fire i verden. Og så er jeg ligeglad med, hvad I siger. Men det er ikke nogen skam at løbe i skyggen af den største 100 meterløber nogensinde. I modsætning til os andre, så er han stabil. Maurice skuffer aldrig«, sagde Trinidad og Tobago-manden. Det canadiske publikum på det kun godt og vel kvartfyldte Commonwealth Stadium fik allerede i semifinalerne lejlighed til at sige farvel til landets største sprinter gennem tiden. Det blev nemlig afskedens sekunder for den 33-årige Donovan Bailey, der trods sin status som OL-guldvinder i Atlanta og tidligere verdensrekordholder, bestemt ikke er den mest populære idrætsmand i Canada. Donovan Bailey føler sig ikke værdsat i hverken medier eller befolkning og har nærmest krævet en afskedstour rundt i landet. Inden sit sidste heat blev han dog modtaget med en hyldest som overdøvede pibekoncerten med flere længder. Og det samme var tilfældet, da løberen med nr. 152 på brystet efter de 10,33 sekunders forgæves løbetur ned af bane syv luntede en sidste æresrunde med det canadiske flag i hånden. I det andet semifinaleheat fik den anden aldrende canadiske topsprinter Bruno Surin en trist afsked med VM. Den dobbelte indendørsmester på 60 meter kører med sine 33 år på de sidste benzindampe og blev ganske symbolsk kørt væk i en rullestol efter at være humpet skadet ind over målstregen som nummer sjok.