Hvad var det? Hvad var det dog, der skete? Ingen hev stikket ud, ingen slukkede lyset og efterlod det danske håndboldlandshold i nederlagets og forgræmmelsens mørke. EM-slutrundens yngste landshold trak sig nemlig fri af fjerdepladsernes hængedynd, hvor mange danske landshold har sjupret rundt til knæene, og spillede sig frem til det sæt bronzemedaljer, der får status som den største bedrift siden de lige så forbavsende VM-sølvmedaljer for 35 år siden i den svenske by Västerås. Viljens sejr Det var altså en dansk håndboldsaga, der blev skrevet gennem de 11 dage i Sverige og sluttelig gennem de 60 minutter mod Island i den fantastiske kæmpearena Globen. Den danske sejr på 29-22, som lyder voldsomt meget mere sikker end kampens forløb fortæller, blev skabt på vilje - af et hold og en flok unge spillere, der ikke bare ville fremstå som tilfredse med at være en del af det drønende fyrværkeripyntede medaljeshow på slutrundens farveldag. »Semifinalen var for meget for os. En sådan kamp var vi slet ikke klar til, den var alt for stor. Derfor sagde jeg inden Islands-kampen til mine spillere, at i dag kan vi spille hæmningsløst - og nu står vi så med jackpot. Det er så flot, og det er det største, jeg har været med til rent håndboldmæssigt; tænk bare på, hvilke hold vi har lagt bag os i denne turnering«, lød det fra landstræner Torben Winther, hvis øjne skinnede om kap med projektørerne i Globen. Smed hæmningerne Og 'hæmningsløst' blev der spillet i bronzemødet - ja, undervejs følte man, at enkelte spillere i alt for høj grad smed hæmningerne på bekostning af den kølige omtanke. Men ingen ved, om det i det lange løb ikke i virkeligheden var årsagen til, at danskerne kunne gå gennem kampen som holdet, der havde initiativet. Hvilket var en helt anden balance, end der herskede i semifinalekampen mod Tyskland. Danmark i førerhuset hele vejen Det var danskerne, der bestemte. Bortset fra kampens islandske åbningsmål, så var det hele tiden Winther-mandskabet, der var et skridt foran - og dermed blev de islandske spillere, der har lagt bygder, fjorde, vulkaner og gletschere samt fåreflokke øde i national begejstring, lagt under et hårdt pres. Super-Bruun Og med til at lægge presset, var den danske målmand Michael Bruun. Denne stille jyde var for første gang at finde i målet i den danske startopstilling - og man må sige, at landstræneren havde en heldig hånd med denne beslutning. Holstebro-fyren stod sit livs kamp, han knuste islændingenes håb om at indhente det næsten konstante danske to-måls forspring, og han sprængte også Politikens karakterbog ved at stryge helt til tops. Han bød på ufattelige redninger, og hvad der var vigtigst af alt: Redninger, når de var aller mest nødvendige. Danmarks største føring - altså inden det islandske hold skvattede sammen i modløshed i kampens sidste fase - var 9-5 efter 20 minutters spil i første halvleg. Lille pauseføring Da så det danske hold ud til at være i stand til at rykke afgørende fra islændingene, men det holdt ikke, og ved pausen var forspringet skrumpet ind til 13-11. Det danske forsvar stod godt foran Michael Bruun, men man havde problemer med at kontrollere den islandske stregspiller Sigfus Sigurdsson, en velvoksen viking på 125 kg, der ikke sådan var at ommøblere, når han først havde stukket grabben ud og låst den fast i boldens håndtag. Han blev Islands topscorer med seks mål, men da forsvaret formåede at holde islændingenes normale storskytte Olafur Stefansson nede på fem mål, så blev holdkammeraterne presset til hasarderede afslutninger. Og dé blev budt velkommen af det Bruunske fæstningsværk. Forceret Men det var nu heller ikke alle danskere, der kunne holde hovedet koldt, og som forcerede spillet. En af dem var spilfordeleren Claus Møller Jakobsen, der havde smukke indspilninger til Michael Knudsen på stregen, men som også havde nogle desperado-skud uden held. Alligevel blev han holdt længe på banen af landstræneren - og alligevel lod han sig ikke slå ud og scorede et vigtigt gennembrudsmål til 24-20 med fem minutter tilbage af kampen. Dét mål klippede islændingenes livline over. »Ja, jeg giver ikke op, selvom jeg har en nedtur. Det er der ingen på holdet, der gør. Og mit spil mod Island var vel nok et meget godt billede på den indsats, jeg har stået for i ved EM«, sagde spilleren fra den spanske liga. Også Klavs Bruun Jørgensen havde flere hasarderede afslutninger, men han var med til at holde tempoet oppe i angrebsspillet - ganske som Claus Møller, der stod for et godt samarbejde med Lars Krogh Jeppesen, der var holdets store spillemæssige og ansvarsfulde profil. Forrygende Det blev en forrygende EM-slutrunde for det hold, der kom, kæmpede og vandt - næsten alt. Bare ét nederlag i otte kampe og bronzemedaljer om halsen var indfrielsen af de absolut vildeste drømme for de spillere, der blot var med for at lære at begå sig. Det var turneringen, hvor talenterne blev til stjerner.